Annonce
Livsstil

Hvordan man undgår at cykle hjem med kolde fingre

Tegning: Mikkel Damsgård Petersen

En dag havde jeg parkeret min cykel et andet sted, end jeg plejer, så da arbejdsdagen sluttede, ledte jeg i første omgang efter den blandt de øvrige cykelkurvtransportere i det nærliggende cykelstativ.

Uden held selvfølgelig, for den var der jo af indlysende årsager ikke, men panikken nåede alligevel at brede sig under min hjelm, før det kom mig i hu, at jeg netop havde taget en anden vej til jobbet.

Der skal ikke megen foranderlighed til, før man ser anderledes på verden.

Bare det at cykle på arbejde ad en anden vej, end man plejer, kan være nok.

Og den dag drejede jeg altså for tidligt af og parkerede på den anden side af banegården og fik åbnet øjnene for en anden side af byen, end den jeg normalt er en del af.

Eksotisk er måske et lidt for stort ord at sætte på mine oplevelser, men jeg mødte andre mennesker og morgenrutiner, som jeg måtte forholde mig til og studse over. Livet er ikke lineært, og alle er ikke som én selv. Det er meget sundt at blive mindet om og filosofere over.

Den isnende forbandelse over på en almindelig grå dag at være ramt af alle cyklisters frygt - tyveri - blev snart afløst af en munter selvironisk hovedrysten, da det gik op for mig, at jeg havde glemt morgenens udflugt. Jeg tog hjelmen af, lagde handskerne i dens hulrum og holdt den i den ene hånd, inden jeg begav mig over mod den loyale, ventede jernhest, der altid har set så træt ud, at end ikke den største desperado endnu har forsøgt at sparke låsen op.

For den optimistiske er der som bekendt fordele ved alting.

Altså gik jeg ind gennem den menneskefyldte banegård med fornemmelsen af at have fået præcis sådan en øjeåbnende oplevelse ved at dreje af for tidligt, som jeg havde ledt efter.

Først forsøgte en hjemløs at standse mig for at sælge et eksemplar af Hus Forbi, og kort efter fik jeg brug for en af mine mange unyttige spidskompetencer, da et par teenagere stillede sig på tværs i den automatiske dør, og jeg måtte sno mig med hele menageriet af tasker og cykelhjelm for at undgå at brage ind i glaspartiet.

Alligevel nåede jeg hurtigt forbi holdende busser og mange meter cykler, før jeg fandt frem til min egen og placerede diverse tasker i dens kurve. Og så var det, jeg konstaterede, at handskerne ikke længere lå i hjelmen.

De lå ikke i mine frakkelommer, i taskerne eller langs den rute, jeg netop var kommet ad, da jeg gik fra arbejdspladsen mod cykelstativet og så videre. Og det ved jeg med sikkerhed, for jeg gik den tre gange med blikket skiftevis rettet mod jorden og diverse logiske fralægningspladser, trappeopsatser og forbipasserendes hænder, indtil jeg noget modvilligt nærmede mig den konklusion, som en veninde dagen efter satte ord på: Der er sikkert én, der har haft mere brug for handskerne end dig.

Er der en morale, må den være, at hvis du vil have varme hænder, når du cykler hjem, skal du undlade at køre svinkeærinder på udvejen. Eller også skal du kunne overskue de konsekvenser, der følger med, når man prøver noget nyt.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tal højt om psykisk sygdom

Der bliver malet sådan et billede af os psykisk syge som nogle vildt farlige kriminelle, der går og stikker folk ned. Men langt størstedelen af os har bare nogle andre udfordringer end andre, og det går værst ud over os selv", sagde 41-årige Michael Hansen til avisen tidligere på ugen. Deri har Michael Hansen ret: Psykisk sygdom er først og fremmest en belastning for den syge, ikke for omgivelserne. Alligevel bliver mennesker med psykiske sygdomme ofte betragtet med mistænksomhed eller direkte frygt af andre mennesker. For de fleste af os har lettere ved at forholde os til et brækket ben end et brækket sind. Sådan behøver det imidlertid ikke være. Hvis vi hver især lærer mere om psykiske sygdomme, kan vi få lagt noget af den unødvendige frygt bag os. Derfor er det godt og nødvendigt, at Michael Hansen og andre som han taler højt om deres sygdom og diagnoser, så vi kan få nuanceret vores syn på psykiatriske sygdomme. Michael Hansen lider af såkaldt paranoid skizofreni, en af de sværeste psykiske lidelser, der findes; en lidelse, som kun ganske få promille af danskerne lider af, og derfor en lidelse som kun ganske få af os kommer til at stifte bekendtskab med i vores liv. Selv om sygdommen er udstyret med et mystisk, endda et nærmest ildevarslende navn, er Michael Hansen imidlertid hverken mere eller mindre farlig for sine omgivelser end dig og mig. Michael Hansen er kort sagt et menneske som os. Og han skal betragtes som sådan; han skal ikke betragtes som potentiel morder. Statistikken er smerteligt tydelig: Langt hovedparten af landets psykisk syge bliver mødt med fordomme, når de taler om deres sygdom. Derfor har fire ud af fem psykisk syge undveget kontakt med andre mennesker, og tre ud af fem har afholdt sig fra at søge uddannelser eller lignende. Det er deprimerende tal. Derfor er der brug for, at Michael Hansen og endnu flere psykisk syge med ham får modet til at tale højt om deres sygdom og til at forklare, hvad den går ud på. Samtidig er der brug for, at vi, der ikke har en psykiatrisk diagnose, har modet til at lytte og forstå. Så tal højt. Det hjælper.

Annonce