Annonce
Erhverv

Hvor længe kan det blive ved? Udpumpningen af penge som svar på kriser fortsætter bare

Udpumpningen af penge i mange af verdens store økonomier - og også i nogle af de små som Danmarks - fortsætter ufortrødent, selv om det ifølge de økonomiske lærebøger skulle medføre inflation. Den er foreløbig udeblevet. Arkivfoto: Michael Bager
Efter mange år med udpumpning af penge fra alverdens nationalbanker for at holde hånden under svage økonomier er svaret på de økonomiske rystelser fra coronakrisen: Pumnp endnu flere penge ud. Dagens klummeskribent stiller et par spørgsmålstegn ved, hvor længe det kan blive ved at gå godt.
Annonce

Det er synd for de mennesker, der er blevet syge af Covid-19 og ærgerligt for alle dem, der har mistet deres udkomme fra egen virksomhed eller mistet deres arbejde. Personligt må jeg lide det afsavn at være afskåret fra at rejse til mit oplagte skib i Sydspanien, så jeg kan komme videre på sejladsen i Middelhavet.

Jeg har da også tabt lidt penge på mine værdipapirer. Men ikke så mange, for som det fremgik af erhvervsklummen den 18. august, forventede jeg, at konjunkturen ville vende i løbet af vinteren, så jeg har også holdt mig likvid og tjent lidt på kursudsvingene.

For de fleste af os danskere er følgerne af pandemien endnu ikke så slemme. Indtil videre har det mest virket som et kursus i alternativ livsførelse, og man kan da også læse og høre betragtninger fra mennesker, der aldrig vil tilbage til det liv, de havde før.

Andre har det lige modsat og har fundet ud af, at hamsterhjulet eller den vante trummerum alligevel er at foretrække. Det bliver også afsløret, hvor meget pseudoarbejde, der sagtens kan undværes, herunder spild af transporttid og møder, som ikke behøver at være fysiske.

Det økonomiske spøgelse er, at vi måske står til at miste 10 pct. af BNP (bruttonationalproduktet). BNP er en sammenlægning af værdien af produktion og tjenester. En pæn del udgøres derfor af det, vi betaler os fra i stedet for at gøre det selv. Passe børn, sylte, bage, lave mad, dyrke grøntsager, vaske bil mv.

Læseren har nok besøgt lande med et lavere BNP end Danmark, men som ikke virker tilsvarende fattigere. Det er et spørgsmål om hvor meget, der registreres. Alt det, der ikke registres, har ingen BNP-værdi. Ligeledes udgøres en stor del af BNP af højtlønnet forvaltning af indviklet bureaukrati. Jo dyrere, desto højere BNP.

Men nu er det jo ikke sådan, at vi ikke spiser, fordi vi ikke går på restaurant eller slet ikke motionerer, fordi fitnesscentret er lukket, så den aktuelle BNP-nedgang er fortrinsvis udtryk for tab i de erhverv, som har mistet deres omsætning og den stat, der har mistet et beskatningsgrundlag.

Lige uden for vinduet står min Land Rover af ældre årgang. Mekanikere siger, at sådan en kan repareres med en hammer, en skruetrækker og en svensknøgle. Og hvis det ikke lykkes, skal man bare bruge en større hammer, skruetrækker og svensknøgle. Hjælper det stadig ikke, skal man anvende en endnu større hammer, skruetrækker og svensknøgle.

Men jeg er altså bange for, at den store hammer til sidst smadrer noget.

Sådan har jeg det også med de redskaber, som regeringer og centralbanker anvender for at få sat gang i økonomien.

Lige nu argumenterer alverdens politikere, erhvervsorganisationer og økonomiske professorer for, at økonomien skal have en ordentlig omgang med den store hammer i form af offentlige underskud og QE (pengetrykning og balanceopbygning) fra centralbankerne.

Problemet er imidlertid, at redskaberne allerede er blevet anvendt i mange år – også i perioder, hvor de ikke har været nødvendige, men har skyldtes krav fra vælgere og aktieinvestorer om at gøre gode tider bedre. Det har medført likviditetsoverskud, som har forhindret en naturlig, sund justering af markederne og skabt virksomheder og arbejdspladser, der er afhængige af negativ eller lav rente og den velstand på papiret, den skaber.

Negativ rente er og bliver en elendig måde at regulere samfundsøkonomien på. Den holder liv i zoombievirksomheder, der burde få lov at gå ned, og tilskynder til at investere i dårlige forretninger. Der bliver også opført en masse overflødigt byggeri. Negative renter er samtidig afspejling af markedsforventninger om økonomisk nedtur og prisfald.

Og hvad værre er: Det er ikke til at komme ud af sådan noget igen. Det er som med sponsorater til fodboldklubber, at det er vældig populært til at begynde med, men meget upopulært, hvis beløbet ikke øges løbende og voldsomt upopulært, hvis sponsor helt trækker sig.

Det forekommer samtidig politisk uansvarligt, at et enigt kor af internationalt højtprofilerede nationaløkonomer nu anviser en endnu større udpumpning af offentlige midler uden på nogen måde at anvise, hvordan man undgår, at det udvikler sig til et fuldstændig statskapitalistisk samfund som det kinesiske.

I Danmark råder tidligere og nuværende økonomiske vismænd regeringen til at afvikle krisepakkerne så snart, de ikke er nødvendige. Men det er lettere sagt end gjort. Det er vel altid for tidligt, hvis afvikling medfører fallitter og arbejdsløshed?

I stedet for at bryde hovederne med sådanne besværligheder definerer kreative økonomer blot situationen med en ny benævnelse. Det er en meget almindelig ”løsning”. Da der ikke har vist sig at være demokratisk tålmodighed til at vente på selvreguleringen i Smiths liberalisme, Keynes kun kan skaffe opbakning til at stimulere ikke at stramme, og vi har set rigeligt af Marx, skal der en ny forklaring til. For et par årtier siden kunne New Economy (NE) beskrive vejen til Utopia, og nu er det så Modern Monetary Theory (MMT), man har fundet frem af skufferne.

MMT foreskriver, at adskillelsen mellem finanspolitik og pengepolitik ophæves. Så behøver man ikke hæve skatterne, når de offentlige udgifter øges. Man hæver eller låner bare pengene i nationalbanken.

Man lader den, der hiver i den enarmede spillemaskine selv justere, hvor meget den giver tilbage. Og hvis bare spilleren bliver ved med at tro, at han kan få byttet spillemønterne til rigtige penge, spiller han lystigt videre.

Rent teoretisk har MMT ret i, at skatter har til formål at begrænse skattebetalernes forbrug, så der også er plads til offentligt forbrug, ikke at finansiere staten. Det har vi Nationalbanken til. Men der er ingen erfaring for, at afskaffelsen af uafhængige centralbanker ender godt.

Vi er åbenbart blevet så vant til at verden alligevel ser så anderledes ud, når vi er blevet lidt ældre, at vi ikke gider se ret mange år ud i fremtiden. Når blot vi kan få fjernet problemerne nu og her, løser tingene sig nok på en eller anden måde senere.

MMT's løsning er faktisk at fortsætte med at lade centralbankerne finansiere staternes underskud og stigende gæld langt ud i fremtiden. De skal blot holde renterne meget lave, så er det ikke noget problem.

Men det er klart, at hvis pengemængden langt overstiger udbuddet af varer, vil det medføre prisstigninger, hvis pengene omsættes og ikke blot bliver sparet op.

Det vil sige, at vores opsparinger bliver til såkaldte ”fantompenge”. Hvis vi bruger dem, forsvinder de, fordi priserne så stiger.

Man kan sagtens forestille sig, at en aktuel pensionsopsparing på 3 millioner kroner på den måde kun vil have en købekraft på en million kroner, når opspareren pensioneres.

Det vil kun ske i mindre omfang, hvis gevinsterne ved lavrentepolitikken lige som nu fortrinsvis tilfalder dem, der i forvejen er så velstillede, at de opsparer de ekstrapenge, de får.

Hvis det ikke skal være inflationen - mest effektivt set i mellemkrigsårenes tyske Weimarrepublik og aktuelt i Venezuela - der skal fuldende MMT-løsningen, er det nødvendigt, at de forkætrede ”brede skuldre” træder til – som det også allerede ses – og bruger deres finansielle og faglige kapacitet til at skabe de teknologiske fremskridt, der skal til, for at kæmpegælden kan håndteres og betales tilbage i fremtiden. Det fordrer naturligvis, at politikerne ikke fremturer med højere arveafgifter og andre konfiskationer af den kapital, der skal redde os, for i stedet at ”investere” i deres valgløfter om øgede velfærdsydelser.

Lige nu kan vi glæde os over, at danskejede industri-, landbrugs- og eksportvirksomheder trods alt stadig findes, og at de har sørget for, at Danmark har haft et betalingsbalanceoverskud og en valutareserve, der gør, at vi ikke kigger ned i et økonomisk bundløst hul.

Niels Jørgen Hansen

65 år og bor i Ringe.

Direktør og bestyrelsesmedlem, i sommerhalvåret langturssejler med en særlig passion for Frankrig.

Baggrund: Vekselerer, HD (A).

Flere stillinger i bankverdenen, inden han stiftede og blev direktør for Hansen & Nøttrup A/S 1989-2011.

Direktør i sit eget selskab NJ Hansen Holding ApS samt en række investeringsselskaber.

Boligdommer ved Retten i Odense, eksterne bestyrelsesposter i erhvervsvirksomheder og medforfatter af Coasterudvalgets rapport "En fremtid for coasteren".

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Særbehandling – ikke lighed

Odense

Borgerservice: Lejere blev advaret om manglende godkendelse af lejemål på tidligere kro

Annonce