Annonce
Bagsiden

Hvemhvadhvor: Var du en af dem, der ikke henvendte sig til Lars?

Læreren Kaj Hansen, som Lars Frost omtaler i artiklen, står yderst til højre på dette billede af 9.T fra 1970.

Lars Frost efterlyste under Hvemhvadhvor gamle skolekammerater fra Munkebjergskolen årgang 1968-1970, fordi der næste år skal holdes 50-års jubilæum. Det gik ikke helt, som han havde håbet:

- Lærer Kaj Hansen, som også var med på billedet, kunne fortælle mig, at Lis Bro Hansen, der i øvrigt også var lærer, var død for flere år siden. Birthe Wulf Jensen, nu Wulf Fruelund, som har boet på Sjælland i flere år, fik henvendelse fra nogle fynske veninder at hun var "efterlyst", da de havde læst Bagsiden. Birthe var så hurtig til at sende mig en mail samme dag.

To skolekammerater henvendte sig via Facebook og en anden bekendt sendte gamle opslag fra Fyens Stiftstidende 1968, 1969 og 1970 med navne på de elever, der havde bestået.

- Så jeg tror nok ikke, jeg hører fra flere nu, siger Lars Frost. Dermed slutter Hvemhvadhvors efterlysning, men Lars Frost kan stadig kontaktes på mail: frostlars@yahoo.dk. /hafa

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Folketingspolitikere støtter flere tog på Vestfyn: Uld i mund om regningen

112

Dørmand slået på tequilabar

Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Fyn

Hjertestop-ordning har klaret sig over al forventning: Nu overvejer regionen at skrotte den

Annonce