Annonce
Debat

Hvem skal bestemme dansk udlændingepolitik?

Dom: Det er ikke bare én isoleret tabt sag for Danmark, der kan få fatale følger, når EU-domstolen underkender Danmarks afvisning om familiesammenføring. Det er et principielt spørgsmål om, hvem der reelt skal bestemme over udlændingepolitikken i Danmark.

Onsdag stod det klart, at EU-domstolen underkender Danmarks begrundelse om tilknytningskravet som argument for at sige nej til en familiesammenføring i en sag om en tyrkisk mand med opholdstilladelse i Danmark, der ønskede sin tyrkiske kone til Danmark.

Et ikke overraskende – men dog stærkt bekymrende - udfald af en ti år gammel sag, hvor de danske myndigheder tilbage i 2009 afviste familiesammenføringen, da myndighederne mente, at tilknytningen til Tyrkiet var større end til Danmark.

EU-domstolen mente dog ikke, at det levede op til EU´s regler.

Og her er problemets kerne.

For ikke nok med, at afgørelsen kan betyde, at Danmark kan blive tvunget til at give opholdstilladelse til tusinder af mennesker, der allerede har fået afslag, så udpensler sagen også, at EU-domstolen reelt kan få mulighed for at agere stopklods for en stram dansk udlændingepolitik, hvis ikke den nye regering for alvor siger fra overfor dette vanvid, og håndhæver Danmarks suverænitet.

For bedst som man måske gik og troede, at danskernes kloge beslutning fra december 2015 - om at bevare det danske retsforbehold - satte hegnspæle omkring den stramme danske udlændingepolitik, så ser EU-domstolen sit snit til indgriben.

Det er på alle mulige måder uacceptabelt, hvis den danske udlændingepolitik skal styres af nogle dommere nede i Luxembourg, som danskerne aldrig nogensinde har givet et demokratisk mandat.

Danmark har aldrig givet EU magt eller mandat til at bestemme den danske udlændingepolitik, tværtimod.

Det er og bliver udelukkende Folketinget og de folkevalgte danske politikere, der skal sætte kursen for Danmark på udlændingeområdet, og derfor må regeringen ikke ryste på hånden eller give EU-systemet så meget som en lillefinger.

Der er kun en eneste ting at gøre, og det er at give EU en såre simpel afvisning, og lade dem vide, at i Danmark er det Folketinger der bestemmer udlændingepolitikken, og ikke EU-dommere i toppen af EU-domstolens tårne i Luxembourg.

Annonce
Peter Kofod
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce