Annonce
Debat

Hvad nu, hvis kvinderne havde vundet ligestillingskampen for længe siden?

Jeanette Varberg

Ligestillingen mellem mænd og kvinder diskuteres som aldrig før. Metoo-bevægelsen havnede på forsiden af Time Magazine som 2017's mest indflydelsesrige fænomen. Uanset hvad man mener om den bevægelse, som giver især kvinder mulighed for at dele deres oplevelser med overgreb med verden, så viste den med al tydelighed, at der stadig er mange uligheder mellem kønnene.

Som et historiebevidst og gammelklogt barn i 1980'erne blev jeg oprigtigt talt forarget over, hvordan kvinderne, som jeg spejlede mig selv i, var mere eller mindre skrevet ud af historien. Jeg ledte i bøgerne på det lille kommunebibliotek i en Odenseforstad efter de stærke kvinder og store historiske kvindeskæbner. Jeg fandt ikke mange, men kvinder som Katarina den Store, Margrethe den 1., Ellen Marsvin og Kleopatra blev hurtigt mine helte.

Jeg begyndte at stille spørgsmål til piger og kvinders undertrykkelse. Jeg begyndte i min mors køkken en tirsdag aften med en bestemt besked om, at jeg ikke ville vaske op, bare fordi jeg var en pige. Der lærte jeg hurtigt min mors syn på ligestilling. En dreng eller en pige gjorde ikke en dyt forskel på, hvem der tog opvasken i hendes køkken. Det tænkte jeg så over, mens jeg vaskede op. Min generation af kvinder er opvokset i en verden, hvor ligestillingen gjorde en forskel og piger kendte deres ret til at være lige med drengene. Men det har samtidig gjort mig meget bevidst om, at vi hurtigt kan miste den frihed igen. Få generationers oprør ændrer ikke alt ved en lang historie af forkert, men velargumenteret undertrykkelse - ofte under henvisning til religionen. Men sådan har det langtfra været altid.

Fra tiden omkring 40.000 før nu og frem til 3500 før nu - før de første nedskrevne historiske kilder kom til - var hovedparten af alle figurer en fremstilling af kvinder. Den 28.000 år gamle Venus fra Willendorf er det mest kendte eksempel på stenalderfolkets dyrkelse af den frugtbare og skabende kvindekrop. Kraften til at sikre slægtens overlevelse lå i kvinden, og derfor blev hun dyrket som et ideal. På det tidspunkt lå isen tykt over store dele af Nordeuropa, og istidsjægerne var afhængig af hinanden og naturen for at overleve. Derfor var alle i gruppen vigtige uanset køn. Alle færdigheder var helt afgørende for overlevelse, og alle skulle kunne jage, samle, lave mad og passe børn. På samme måde som jæger-samler folk mange steder i verden i dag også er afhængige af hinanden. De mange kvindefigurer giver et meget klart indtryk, af at kvinderne fyldte mindst lige så meget som mændene i istidssamfundet.

På den måde har mennesker levet gennem størstedelen af vores historie, men omkring 3500 før nu skete der en forandring. Krig mellem større grupper begyndte at blive mere hyppige, og krigeren trådte for alvor ind på den historiske scene. Dermed forsvandt kvinderne ud af historien til fordel for muskelkraft. Krigeren, krigerkongen og succes som sejrherre på slagmarken bliver det altafgørende kriterie for en plads i historien. Fokus på mere fredelige og livsbekræftende emner som det gode liv og fred siver ud af historien og dermed også kvinderne. Muskler bliver lig med magt. De få kvinder, der blev skrevet ind i historien, som for eksempel Kleopatra, blev beskrevet som farlige seksuelle væsner, der dragende lokkede store krigere og konger i døden. Kleopatra bliver fremstillet som en forfængelig og smuk kvinde, der badede i mælk for at pleje sit udseende. Men samtidige portrætter viser, at hun ikke var særlig smuk. Til gengæld overser de fleste historikere, at hun var et politisk geni og dygtig til matematik. Det var åbenbart uvæsentligt i historikernes beretning om mænds sejre og nederlag.

Første gang, en religion aktivt udelukker kvinderne fra religiøse handlinger, er i jødedommen, hvor kvinder ikke længere må stå for religiøse ceremonier. Det var ellers en praksis i andre samtidige religioner, men jøderne går skridtet videre og opdeler mænd og kvinder i synagogen. Kvinder må kun være der under forudsætning af, at de ingenting siger. Første skridt væk fra et kønsfællesskab mellem mænd og kvinder blev taget under en argumentation af, at kvinder var urene under biologiske fænomener som menstruation og graviditet. Hvilket er en fuldstændig absurd begrundelse, men den har forfulgt kvinderne lige siden - tegnet på frugtbarhed, den biologiske skaberkraft blev gjort uren.

Da kristendommen fik vind i sejlene i årene efter Jesus' død, var mange af de tidlig-kristne aktivister kvinder. De åbnede deres hjem for møder, de deltog i oprør og stod som grundlæggere af kirker på lige fod med mænd. Næsten lige så mange kvinder som mænd led martyrdøden, og derfor havde kvinderne også en forventning om, at de skulle indgå i kirkens ledelse og rituelle handlinger på lige fod med mændene. Jesus´ syn på kvinder i forhold til datidens samfund var meget liberalt, og Paulus anerkendte at mænd og kvinder var lige for Gud (selvom han i praksis opfordrede til at kvinder skulle tie i forsamlinger). De to formåede faktisk at tildele kvinder nogle nye rettigheder, som det var uset for kvinder at have ifølge den jødiske tradition. Men alligevel tabte kvinderne kampen om ligestilling. I de første århundreder efter vores tidsregning blev kvinderne udspillet i kirkens ledelse med henvisning til jødedommens argumentation, som kristendommen trods alt også bygger på: kvinder var urene. Trods mange diskussioner måtte kvinderne til sidst acceptere, at de var mændene underlegne i religiøs forstand, og derfor også i alle andre forhold.

Først i 1948 blev der ordineret kvindelige præster i Danmark, og en undersøgelse fra december 2017 viser, at otte procent af de mandlige præster i Danmark stadig med henvisning til det gamle testamente ikke vil acceptere kvindelige præster. En præst udtaler, at han måske nok er lidt gammeldags. Jo tak. Det er værd at bide mærke i, at historien viser os, hvordan ligestillingen meget vel kan gå tilbage i stedet for frem. Vi ligger stadig under for et kvindesyn som igennem årtusinder har gennemstrømmet de store verdensreligioner, der i høj grad er udviklet i en tid, hvor politisk magt og krig definerede dagsordenen.

Historien giver os en milliard muligheder for scenarier, som kunne have været sket, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke, hvad nu hvis kvinderne i de første kristne menigheder havde vundet deres kamp for ligestilling, og kvindelige præster var blevet tilladt for næsten 2000 år siden? Der var faktisk flere generationer af kvinder som havde indflydelse, før mændene lukkede adgangen til magten for kvinderne igen. Var det ikke sket, så havde den vestlige verdens kvindesyn været fundamentalt anderledes. Derfor er det også vigtigt at holde fast i ligestillingsdebatten i dag og udfordre de gamle kønsroller og sædvaner. Jeg er enig med Times Magazine - Metoo er en vigtig bevægelse, for vi kvinder er slet ikke færdige med at løsrive os fra den gamle indbildning af, at kvinder skulle være mænd underlegne.

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Kultur. Tak til kronprinsparret 2

Synspunkt: Da jeg læste Peter Hagmunds leder ”Tak til kronprinsparret” den 1. november, glædede jeg mig over de mange gode synspunkter, han bringer frem såsom: ”Alligevel kan man godt opfatte det en kende sært, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary står på en scene i netop Odense, når parret lørdag uddeler priser til en række kunstnere og kulturfolk. For Odense Kommune har netop besluttet omfattende nedskæringer i byens kulturudgifter.” Lige siden har jeg funderet over årsagen til, at der spares så heftigt på kulturen i Danmark i disse år. Vore nabolande Norge, Sverige og Tyskland – lande vi gerne sammenligner os med – gør det stik modsatte. De øger kulturbudgetterne, og de gør det markant. Efter min mening er der to væsentlige årsager til den stedmoderlige behandling, kulturen får i Danmark. For det første er de allerfleste af vore beslutningstagere unge eller yngre mennesker, som vort skolesystem ikke i tilstrækkelig grad har givet mulighed for at stifte bekendtskab med klassisk kultur og dannelse. De kender og respekterer simpelthen ikke den kultur, de koldblodigt skærer ned på. Det ironiske er, at kulturpengene jo er pebernødder i det store budgetspil, men da beslutningstagerne ikke kender nok til området, gør det ikke ondt på dem at svinge sparekniven, og som ofte sagt: ”Der er ikke stemmer i kultur” – desværre. For det andet mener jeg, at Peter Hagmund og hans kolleger burde gribe i egen barm og overveje, om medierne i almindelighed og - når vi taler kultur i Odense - Fyens Stiftstidende i særdeleshed kunne påtage sig et større ansvar i denne sag. For det er jo sådan, at i vore dage eksisterer man kun, hvis man er synlig i medierne. Jeg kender til hudløshed argumentet, at kulturstof ikke er populært, men det får mig til at tænke tilbage på en korrespondance, en af mine veninder for en del år siden havde med en dansk tv-station. Min veninde klagede over, at en stor operaforestilling blev sendt kl. 02.00 (det var inden, man i samme grad som nu havde mulighed for at optage, streame og se tv on-demand). Svaret fra TV-stationen lød, at de sendte udsendelsen på dette sene tidspunkt, fordi der ikke var ret mange, der så den slags. Man kunne også forestille sig, at problemstillingen i virkeligheden var den omvendte, nemlig at folk ikke så den slags, fordi det blev sendt på et tidspunkt, hvor de fleste lå i dyb søvn. Måske ville læserne faktisk værdsætte større mængder af velformidlet kulturstof, hvis det fandtes i medierne. I øvrigt tror jeg, at mange af de mennesker, der læser kultursiderne, læser den trykte avis og ikke avis på nettet. Populariteten af kulturstoffet er derfor ikke målbar på samme måde som ”klik" på avisens hjemmeside. Hagmund skriver at ”kronprinsparrets besøg i Odense kan være med til at flytte opmærksomheden tilbage til det, der også er kunstens og kulturens kerne: At den er dannelse. At den er identitetsskabende. At den har en særlig berettigelse.” Kære redaktører og journalister. Jeg mener absolut, I kan medvirke til at flytte opmærksomheden tilbage på kulturen og fjerne det ”spørgsmålstegn ved, om byen nu egentlig har det levende, aktive kulturliv, som man ofte påstår at ville anvende som salgsargument over for tilflyttere.” I skal blot opprioritere kulturområdet, så det bliver mere synligt i mediebilledet.

Annonce