Annonce
Kultur

Husmand i høje luftlag

Et kærlighedsfyldt møde mellem et perfekt stegt stykke foie gras og en blød kartoffel-porresuppe.

No. 61 på hjørnet af Kongensgade og Vindegade i Odense er et sandt studie i effektivitet på alle planer. Restauranten sælger sine borde to gange på en aften, så man kan vælge at komme tidligt og være ude klokken 19.30 eller at komme derefter og have god tid.

Vi ankom tidligt og fik straks et menukort. Få minutter efter bestilte vi, og så begyndte retterne at ankomme ret hurtigt. Det var vi forberedt på, og det hele foregik i en særdeles venlig atmosfære, så der er intet skidt at sige om det.

Og det er der sandt for dyden heller ikke om min første ret i en tretrinsmenu:

Noget så prunkløst og uprætentiøst som kartoffel-porresuppe. Jeg kan selv lave en glimrende version med den ene arm bundet bag ryggen, mens hovedet sidder fast i emhætten, men jeg har ingen forestillinger om, at jeg kan frembringe så sublimt et resultat, som No. 61 kan. Den var blød og helt blottet for det klistrede præg, som stivelsen i kartoflerne ofte giver.

Smagsintensiteten var enorm, formentlig fra en base af god fond, og fik modspil af røget knas fra bacon, frisk bitterhed fra purløg og saftspændte æbletern. For et tilkøb af 50 kroner var der placeret et perfekt stegt stykke foie gras, der gav smeltende fedme. Mødet mellem den dekadente gåselever og den i udgangspunkt bondske suppe var kærlighedsfyldt i en grad, man aldrig ville have drømt om.

Havde jeg været mere lidenskabeligt anlagt, ville jeg have rejst mig og givet kokken et kæmpe knus og et ordentligt smaskkys - efter jeg altså var færdig med at slikke tallerkenen.

Denne faktisk ret store gastronomiske oplevelse satte sig til gengæld som bange anelser. Herfra kunne det kun gå ned ad bakke.

Det gjorde det ikke!

Annonce
Restaurant No. 61, Kongensgade 61, Odense.

Simple teknikker

Selv om min hovedret med stegt rødspætte på svampecreme med rå grønkål (fra Søstedvej ved Årslev, sørme), ristede hasselnødder og citronmelisse ikke var helt på samme uforlignelige niveau (det ville være urimeligt at forvente), var den endnu et eksempel på den høje grad af intelligens og intuition, som hersker i No. 61’s køkken.

Men ganske simple teknikker (vi er langt fra den modebevidste molekulære gastronomi) bliver der leget med kontraster mellem konsistenser, sødme/syre og fedme og rene, klare smage.

Og ikke mindst bliver der arbejdet med lokale råvarer af høj kvalitet, men ikke til høj pris, på en måde, der sætter klassisk dansk husmandskøkken i funklende nye rammer.

Restaurantens bistro-stil sætter sig hårdere igennem i min medspisers tournedos - smukt stegt med tynd stegeskorpe og fuldstændig jævn rød farve hele vejen igennem - der dog også fik følgeskab af grønkålen og sprød, dampet spidskål på en elegant indkogt fondsauce med rødvin.

Til mine retter havde jeg taget den nemme vej med vinmenuen (min 15-årige medspiser holdt sig til vandflasken). Til begge de salte retter gav det særdeles gavmilde opskænkninger af italiensk vin fra det gode hus Icardi. En blomstrende hvid til forretten, der med en fed næse tackler foie grasen godt. Fisken får en sval pinot noir med en elegance, der ligger langt fra områdets ellers ofte brutale vine på nebbiolo-druen. Inspireret valg til en rødspætte med svampecreme og nødder.

Det helt store clou på vinfronten kommer dog til desserten. En tysk beerenauslese på en mystisk hybriddrue fra huset Anselman. Den var kold med en dyb smag af honning og ristede mandler, som længe blev hængende bagerst i ganen.

Stærkt match til en simpel crème brûlée. Det er jo om noget en fransk klassiker, der ikke er mange ben i. Den skal man bare sørge for ikke at ødelægge. En konsistens som pisket smør, et låg af tynd, brændt karamel, der nærmest popper i munden, og en rigelig mængde vaniljekorn, og så er den hjemme. Det var den.

Restaurant No. 61, Kongensgade 61, Odense.

Svævede hjem

Min medspisers smuldrende chokoladekage med syltede kirsebær og vaniljeis med strejf af kanel var væk, inden jeg nåede at kigge op.

Halvanden time efter vi ankom, svævede vi hjem fuldstændig høje af oplevelsen af at spise på så højt et niveau til så få penge.

Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Folketingspolitikere støtter flere tog på Vestfyn: Uld i mund om regningen

112

390 gram skunk fundet under forsæde

Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Fyn

Hjertestop-ordning har klaret sig over al forventning: Nu overvejer regionen at skrotte den

Annonce