Annonce
Faaborg-Midtfyn

Hun holder øje med himlen

Johanne Wognsen har boet hele sit liv på Gl.Byvej, og hun kender luftrummet over Årslev bedre end de fleste efter 48 år i luftmeldekorpset.

Selv om hun fylder 90, har Johanne Wognsen stadig styr på luftrummet over Årslev

ÅRSLEV: Den lille folder fra Flyverhjemmeværnet ligger på sin faste plads ved fjernsynet. Det er meget praktisk, for ind imellem sender de indslag fra NATO-øvelser og den slags, og så er det rart lige at kunne tjekke, hvad for nogle fly, der benyttes.

89-årige Johanne Wognsen holder også øje med luftrummet over Årslev. Bare sådan af gammel vane, og fordi det er rart at holde evnen til flykending ved lige.

Hun kan derfor til hver en tid og på kilometers afstand identificere en F16-jager, et fredeligt rekognosceringsfly og en Black Hawk, selv om det efterhånden er mange år siden, hun stoppede som aktiv i flyverhjemmeværnet. Nu er hun bare "til pynt".

- Jeg deltager ikke i øvelser mere, og heller ikke i skydninger. Det med at fare rundt i fædrelandet er jeg altså holdt op med, men jeg kommer stadig med til festerne, siger hun med glimt i de brune øjne.

Helbredet og humøret fejler ikke noget hos snart 90-årige Johanne Wognsen, der godt nok døjer med slidgigt og svigtende bentøj, men det er ikke noget at jamre over, synes hun.

Faren drev over

Johanne Wognsen laver kaffe og finder tre slags hjemmebagte småkager frem. Begge børn kommer i julen, så Johanne har sørget for, at alt er klar. Også til hendes 90-års- fødselsdag den 26. december.

- Vi bliver 50 i forsamlingshuset, oplyser hun.

Nogle af de gamle venner fra luftmeldekorpset kommer også, men der er ingen af dem, der har været med lige så længe som Johanne.

- Jeg meldte mig ind i 1958 sammen med min mand, så vi kunne være med til at forsvare vores land, hvis det blev nødvendigt, forklarer hun.

Heldigvis blev der aldrig for alvor brug for hendes evne til at typebestemme lavtgående, fjendtligsindede fly og håndtere en maskinpistol. Den kolde krig gik i sig selv, og de utallige timer, Johanne og andre har tilbragt i observationstårnet ved Sdr. Højrup Maskinfabrik, kunne måske synes forgæves. Men sådan opfatter hun det ikke.

- Nej, for jeg har jo levet med bevidstheden om, at jeg kunne gøre noget, hvis situationen opstod, understreger hun.

Annonce

Johannes krigsgardiner

Vi smager på de hjemmebagte nøddespecier og brunkagerne, mens Johanne Wognsen lader tankerne glide tilbage til sine oplevelser under Anden Verdenskrig, hvor hendes engagement i rigets sikkerhed blev grundlagt. For eksempel var hun i Odense, dengang Husmandsstedet, Gestapos fynske hovedkvarter, blev bombet i april 1945.

- Da lå jeg nede i Magasins beskyttelseskælder, mens byen blev overfløjet af bombefly, husker hun.

Hun mindes også, at hendes familie skjulte en 16-årig tysk desertør i nogle måneder, indtil krigen var slut, og hvordan hun selv var med til at pakke illegale blade og cykle rundt med dem i Årslev og omegn.

- Jeg var ikke frihedskæmper som sådan, men det var min mand. Han deltog i våbennedkastninger på Skjoldemose på Sydfyn, hvor opgaven var at skaffe våben og faldskærme af vejen, siger hun.

- Derfor havde vi i årene efter krigen sovekammergardiner af faldskærmsstof. Dem syede jeg, fordi faldskærmene var lavet af det fineste helsilke, og der var jo ingen grund til, at det skulle gå til spilde.

Annonce

Solgte arvesølvet

Krigsgardinerne var et typisk udslag af Johanne Wognsens evne til at tænke kreativt. Et andet eksempel er, da hun fandt på at sælge arvesølvet efter sin mor, fordi hun bare måtte ned og se Berlinmuren i 1990. På det tidspunkt var hun for længst blevet enke efter sin bagersvend og havde ikke så meget at rutte med.

Et par kostbare arvemøbler og et klaver fra barndomshjemmet rundt om hjørnet har finansieret to andre ønskerejser til henholdsvis Prag og Firenze, og sådan har Johanne Wognsen livet igennem sørget for at se de ting, hun gerne ville.

I dag har slidgigten sat en fysisk begrænsning for, hvad hun kan klare, men den snart 90-årige ordner selv de fleste ærinder på cykel, ligesom hun passer både hus og til dels sin store have med hjælp fra en havemand og lejeren på første sal.

- Mine ben gider faktisk ikke bære mig mere, men i almindelighed har jeg det ganske udmærket. Når bare det ikke blæser for meget, for så kan jeg ikke cykle, siger hun.

Annonce

Sluk respiratoren

De kontante holdninger til mangt og meget er derimod usvækkede. Johanne Wognsen ved bestemt, hvad hun mener om vore dages elendige fødevarekvalitet, om ungdommens overfladiske dyrkelse af ydre skønhed og om retten til at dø på værdig vis.

- Jeg synes det lidt er at lege Vorherre, når de prøver at holde liv i os med respirator. Når organerne ikke gider arbejde mere, skal de have lov at holde op. De skal i hvert fald ikke holde liv i mig på den måde, siger hun.

Ikke at det er aktuelt på nogen måde. Johanne Wognsen regner med at runde de 100 år, og 50-års-jubilæet i flyverhjemmeværnet i 2008 vil hun helt sikkert heller ikke gå glip af.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce