Annonce
Fyn

Hun fortæller om fynboerne på en ny, FYNtastisk måde

Marianne Vestergaard Nielsen fortæller fynske historier i en ny podcast-serie på syv afsnit. Det første kommer fredag den 4. oktober.Foto: Kim Rune
Marianne Vestergaard Nielsen er nærmest så lidt fynsk, man kan være, men hun er vild med Fyn og fynboer og har lavet podcast-serien FYNtastisk om Fyn og med fynboer.

Hvad er det for noget med dig og Fyn, for vi bliver nødt til at tage den med det samme: Du ser jo ikke særlig fynsk ud?

- Nej, jeg ser ikke dansk ud. Jeg blev adopteret til Danmark, da jeg var ni måneder gammel. Det første sted, jeg boede her til lands, var Bellinge – men kun i fire måneder. Bagefter voksede jeg op i Gedved i Jylland og bor i dag i København, så jeg har ingen bevidst erindring om Fyn. Men jeg har gennem mit liv altid haft et blødt punkt for Fyn, og nu har jeg prøvet at blive klogere på Fyn. Det er den meget korte version.

Men hvad er det konkret ved Fyn, der har sat dig i gang?

- Det er svært at sige - jeg kan bare skide godt lide Fyn. Dialekten, lyden af Fyn og synet af øen gør mig glad. Min bedste veninde er ægte fynbo og gennem hende, hendes familie og venner har jeg lært rigtig meget. Vi var også en gang på roadtrip først til hendes hjemegn og rødder i og omkring Ullerslev på Østfyn og så bagefter til Gedved. Det var en sjov tur.

Men derfra og så til at gå i gang med at lave en podcast-serie er der alligevel et stykke vej. Hvorfor gik du i gang?

- Det er ikke et resultat af en langsigtet, detaljeret plan, men noget, der har taget form hen ad vejen. Jeg har gennem et par år ”samlet til bunke” af fynske historier og iagttagelser, og på et tidspunkt måtte jeg jo tage det alvorligt. Så jeg tændte for mikrofonen i foråret. Jeg er uddannet journalist, og jeg plejer at skrive, men podcast og lydfortællinger har altid været en sti, jeg har drømt om at gå på opdagelse ud ad. Så denne her serie er min debut.

- I mit firma Familieskatten skriver jeg såkaldt almindelige menneskers livshistorie, og det er spændende, hvad vi hver især ønsker at give videre, baseret på det vi selv har fået – eller ikke fået - fra vores forældre. Det har været vigtigt for mig at få interviewet nogle af de fynboer, som statistisk set snart forsvinder og få bevaret deres historie, før det er for sent. Hvis de historier ikke bliver dokumenteret, glemmer vi dem, og vi mister en vigtig del af vores selvforståelse.

Har det noget med din egen baggrund at gøre, at du netop ikke som fynboer og de fleste andre danskere på samme måde ved, hvor du kommer fra, og hvad din oprindelige baggrund er?

- Ikke direkte. Men det har fyldt meget for mig gennem årene, at jeg altid har skullet stå til ansvar for, at jeg ser anderledes ud. Jeg har følt, jeg har gået rundt med en løgnehistorie udenpå, som alle har kunnet se. Jeg føler mig jo dansk, og jeg er vokset op i Gedved, hvor jeg kommer fra. Jeg har ingen fortælling om de første ni måneder af mit liv. Alligevel er det den, alle vil høre – men jeg ved ingenting. Jeg er vokset op med en historie om, at jeg var ligeså dansk som alle andre, selv om jeg kom med flyveren, hvor andre børn kom med storken, så det gjorde ingen forskel. Bortset fra, at det gjorde det i den grad. Det har været et problem for mig i mange år, at mit indre og ydre ikke stemte overens.

- Sidst i mine 30’ere begyndte jeg så småt at forlige mig med min adoption. Det er virkelig et møgbetændt minefelt af indviklede følelser, og det har taget lang tid at få sat de rigtige ord på. Men det gør jeg nu bl.a. i foredraget "Mit liv som banan: Gul udvendig og hvid indvendig" der beskriver, hvordan jeg er endt med at kunne se mig selv i spejlet i dag. Det gjorde jeg ellers ikke i mange år.

Er det din - måske ubevidste - søgen efter din egen identitet og baggrund, der har været en slags inspiration og drivkraft til at dykke dybere ned i fynboernes identitet?

- Sådan tror jeg ikke, det kan stilles op. Men jeg føler mig meget hjemme på Fyn, og jeg har været i virkelig godt selskab. Det har været vildt spændende at høre om, hvordan overfarten på Storebælt har udviklet sig gennem tre generationer, når der sidder en lyslevende og lun 86-årig sømand og fortæller røverhistorier. Det er skørt at tænke på, at overfarten med manuelle isbådstransporter, når der var isvintre og Storebælt var frosset til, kunne tage flere dage. I dag behøver du ikke engang stoppe bilen, for du kan køre over broen og klare betalingen med nummerpladegenkendelse og 50 km/timen.

- I det første afsnit, "Alle veje fører til Fyn", er der også fortællinger fra den første Lillebæltsbro. For nogle år siden interviewede jeg en af sønnerne til ingeniøren bag broen om noget helt andet. Men han blev ved med at fortælle om sin far og Lillebæltsbroen. Det gjorde mig nysgerrig efter at finde ud af, hvordan og om den entusiasme var smittet af på nyere generationer. Så det røg i bunken, og nu er det med i det første afsnit.

Du har valgt at bruge både kendte og ukendte fynboer i dine historier, og du er gået uden om noget af det mest oplagte, H.C. Andersen for eksempel. Hvorfor det?

- H.C. Andersen er velbeskrevet, og ham sprang jeg over. Hvis der var et kulturelt monarki på Fyn, ville han være kongen, men jeg vil hellere ud blandt folket. Og en af mine deviser har været, at mikrofonen helst skulle tændes for mennesker, der gengiver noget selvoplevet eller på anden måde har private aktier i fortællingen.

Helt H.C. Andersen-fri er din podcast måske ikke, for du har Johs. Nørregaard Frandsen, professor i H.C. Andersen, med?

- Ja, der er alligevel nogle eksperter med, der er så gode fortællere, at det virker som om, de nærmest har været der selv. Og Johs. Nørregaard Frandsen strejfer H.C. Andersen, når han forklarer, hvordan fynboen opstår som stereotyp, der bliver spejlet i kunst og kultur. Det er i afsnittet "Fiktive favoritfynboer", hvor Bent Fabricius-Bjerre fortæller om, hvorfor Dr. Hansen er hans Matador-favorit. Flemming Krøll fortæller om, hvordan Kai Løvrings figur Eskild fra Svendborg var med til at redde Rottefælden fra konkurs. Og endelig møder vi en superfan til Smadremanden fra Otterup.

Det er noget med, du laver det hele frivilligt?

- Ja, jeg har forsøgt at få støtte til projektet flere steder, men uden held. Jeg har konstateret, at det tager vildt lang tid at lave podcast, og på et tidspunkt ville jeg hellere ville bruge kræfterne på at få det bedste frem i historierne end på at søge småbeløb, som jeg måske alligevel aldrig ville få. Serien er lavet med kærlighed til Fyn, og jeg vil gerne sprede min begejstring for alt fynsk. Så her er beviset på, at ægte kærlighed ikke kan købes for penge.

Hvordan regner du med, det bliver modtaget?

- Det er jeg meget spændt på. Hver fredag fra og med fredag den 4. oktober og syv uger frem udkommer der nye afsnit, og jeg håber, at en masse fynboer vil blive inspirerede og sende mig kommentarer og input. Hvis der er stemning for en runde to med FYNtastisk, og der viser sig en sponsor, er jeg klar. Men det kræver jo, at nogen kan lide det, de hører, og jeg er glad for, det også bliver muligt via avisens platforme med fyens.dk og avisens Facebook-sider, ligesom man kan høre det på fyntastisk.dk og i de gængse podcastafspillere.

Det lyder, som om dit forhold til Fyn er af mere blivende karakter. Hvorfor flytter du ikke bare til Fyn?

- Det er vel aldrig for sent at blive fynbo så måske en dag.

Hvis du skal betegne en ægte fynbo med tre ord, hvad er det for tre?

- Hmm … … Afslappet……(lille pause), umiddelbar og......... (lidt længere pause) varm.

Annonce

Marianne Vestergaard Nielsen

46 år, adopteret fra Korea, kom til Danmark ni måneder gammel.

Boede de første fire måneder i Bellinge, derefter Gedved ved Horsens, hvorefter hun som 19-årig flyttede til Paris.

Uddannet journalist fra 2005 og arbejder som journalist, forfatter, foredragsholder og nu podcaster.

Har skrevet to bøger, dels "Kom nu ned på jorden" (2016) om rebellen fra Langeland, Ole Sørensen, dels "Google er ikke min ven" (2018), en bog udgivet af Fonden Ensomme Gamles Værn om seks ældre, der har problemer med den digitale hverdag, de fleste af os lever i.

Har altid lavet frivilligt arbejde og arrangerede for eksempel "Frijul" i 2015, hvor hun sammen med 50 enlige ældre fejrede juleaften i en lånt restaurant.

FYNtastisk - podcast-serie i syv afsnit

FYNtastisk er titlen på en podcast-serie på syv afsnit om Fyn og fynboer. Det første afsnit er tilgængeligt fredag den 4. oktober på fyens.dk og tilhørende Facebooksider, fyntastisk.dk og de sædvanlige steder, hvor der kan hentes podcast.

De syv afsnit udgives hver fredag efter følgende plan:

4. oktober: "Alle veje fører til Fyn" - om forbindelsen over bælterne og en af de fynboer, der arbejdede på Færgen Sjælland.

11. oktober: "Hemmeligheden bag Danmarks bedste brunner" - med blandt andre Umut Sakarya og Joan Ejegod, danmarksmester i brunsviger 2018.

18. oktober: "Fornuft og følelser på fynsk" - med Nicolaj Rasmussen fra DR3-programmet Jomfruernes Klub, slægtsforsker Finn Frederiksen og forfatteren Jesper Wung-Sung.

25. oktober: "Fyn, folkelighed og festival" - om Midtfynsfestivalen før og nu - og nogle af folkene bag - samt et smut omkring Rosenfestivalen i Bogense.

1. november: "Sådan formede Fyn mit liv" - med rebellen fra Langeland, Ole Sørensen, og datteren til en profileret forstander på Korinth Landbrugsskole.

8. november: "Det kollektive liv på Fyn" - om 60'ernes og 70'ernes kollektiver i Odense og Svendborg og et nutidigt besøg i den klimabevidste landsby Højgaarden ved Hundstrup.

15. november: "Fiktive favoritfynboer" - blandt andre Dr. Hansen fra Matador, Eskild fra Svendborg og Smadremanden.

Hertil kommer et par bonuspodcasts, som udgives undervejs.

Marianne Vestergaard Nielsen har lavet en podcast-serie på syv afsnit med Fyn og fynboer.Foto: Kim Rune
- Jeg er vild med alt fynsk, og hved ved, det er vel aldrig for sent at blive fynbo, så måske flytter jeg hertil en dag, siger Marianne Vestergaard Nielsen, der er klar med en podcast-serie i syv afsnit om Fyn og fynboer. Foto: Kim Rune
Marianne Vestergaard Nielsen håber af få så mange reaktioner på sin podcast-serie, at han lave flere afsnit med fynboer, der fortæller deres historie. Foto: Kim Rune
Marianne Vestergaard Nielsen er adoptivbarn fra Korea og har ingen erindring om sine egne rødder. Til gengæld er hun meget optaget af Fyn og fynboers historie. Det har hun lavet en podcast-serie i syv afsnit om. Foto: Kim Rune
Marianne Vestergaard Nielsen er uddannet journalist og prøver for første gang kræfter med podcast-mediet i en ny serie på syv afsnit om Fyn og fynboer. Foto: Kim Rune
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nordfyn

Radiostation deler gratis antenner ud

Læserbrev

Kultur. Tak til kronprinsparret 2

Synspunkt: Da jeg læste Peter Hagmunds leder ”Tak til kronprinsparret” den 1. november, glædede jeg mig over de mange gode synspunkter, han bringer frem såsom: ”Alligevel kan man godt opfatte det en kende sært, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary står på en scene i netop Odense, når parret lørdag uddeler priser til en række kunstnere og kulturfolk. For Odense Kommune har netop besluttet omfattende nedskæringer i byens kulturudgifter.” Lige siden har jeg funderet over årsagen til, at der spares så heftigt på kulturen i Danmark i disse år. Vore nabolande Norge, Sverige og Tyskland – lande vi gerne sammenligner os med – gør det stik modsatte. De øger kulturbudgetterne, og de gør det markant. Efter min mening er der to væsentlige årsager til den stedmoderlige behandling, kulturen får i Danmark. For det første er de allerfleste af vore beslutningstagere unge eller yngre mennesker, som vort skolesystem ikke i tilstrækkelig grad har givet mulighed for at stifte bekendtskab med klassisk kultur og dannelse. De kender og respekterer simpelthen ikke den kultur, de koldblodigt skærer ned på. Det ironiske er, at kulturpengene jo er pebernødder i det store budgetspil, men da beslutningstagerne ikke kender nok til området, gør det ikke ondt på dem at svinge sparekniven, og som ofte sagt: ”Der er ikke stemmer i kultur” – desværre. For det andet mener jeg, at Peter Hagmund og hans kolleger burde gribe i egen barm og overveje, om medierne i almindelighed og - når vi taler kultur i Odense - Fyens Stiftstidende i særdeleshed kunne påtage sig et større ansvar i denne sag. For det er jo sådan, at i vore dage eksisterer man kun, hvis man er synlig i medierne. Jeg kender til hudløshed argumentet, at kulturstof ikke er populært, men det får mig til at tænke tilbage på en korrespondance, en af mine veninder for en del år siden havde med en dansk tv-station. Min veninde klagede over, at en stor operaforestilling blev sendt kl. 02.00 (det var inden, man i samme grad som nu havde mulighed for at optage, streame og se tv on-demand). Svaret fra TV-stationen lød, at de sendte udsendelsen på dette sene tidspunkt, fordi der ikke var ret mange, der så den slags. Man kunne også forestille sig, at problemstillingen i virkeligheden var den omvendte, nemlig at folk ikke så den slags, fordi det blev sendt på et tidspunkt, hvor de fleste lå i dyb søvn. Måske ville læserne faktisk værdsætte større mængder af velformidlet kulturstof, hvis det fandtes i medierne. I øvrigt tror jeg, at mange af de mennesker, der læser kultursiderne, læser den trykte avis og ikke avis på nettet. Populariteten af kulturstoffet er derfor ikke målbar på samme måde som ”klik" på avisens hjemmeside. Hagmund skriver at ”kronprinsparrets besøg i Odense kan være med til at flytte opmærksomheden tilbage til det, der også er kunstens og kulturens kerne: At den er dannelse. At den er identitetsskabende. At den har en særlig berettigelse.” Kære redaktører og journalister. Jeg mener absolut, I kan medvirke til at flytte opmærksomheden tilbage på kulturen og fjerne det ”spørgsmålstegn ved, om byen nu egentlig har det levende, aktive kulturliv, som man ofte påstår at ville anvende som salgsargument over for tilflyttere.” I skal blot opprioritere kulturområdet, så det bliver mere synligt i mediebilledet.

Annonce