Annonce
Sydfyn

Hotel fik varsel om påbud for krænkende handlinger

Bestyrelsesformand på Hotel Christiansminde, Martin Rasmussen, mener, at Holger Brodersen er 100 procent ansvarlig for problemerne på hotellet. Arkivfoto: Yilmaz Polat
Bestyrelsesformand på Hotel Christiansminde, Martin Rasmussen, påpeger, at fyring af hoteldirektør Holger Brodersen ikke bunder i sexchikane.

Hvad er det, der helt konkret ligger bag det, som I beskriver som store problemer med det psykiske arbejdsmiljø - er det manglende ledelse, er det uoverkommelige opgaver for personalet eller er det sexchikane?

- Det er dårlig ledelse. Og jeg vil godt påpege, at det intet har med sexchikane at gøre, overhovedet ikke. Den skal han ikke have hængende. Det er måden at være leder på, og så kan jeg ikke komme det nærmere.

Arbejdstilsynet fortæller, at Hotel Christiansminde har fået et varsel om et påbud for krænkende handlinger, og i en vejledning beskrives det blandt andet som mobning og seksuel chikane?

- Det er ikke seksuel chikane.

Er det mobning?

- Det er dårlig ledelse.

Hvad ligger det bag, når du i en pressemeddelelse siger, at det, der er foregået, er ”uforeneligt med bestyrelsens ønsker til et sundt arbejdsmarked - både fysisk og psykisk?

- Når folk bliver udsat for dårligt psykisk arbejdsmiljø, så bliver de fysisk dårlige. De bliver nervøse og bange, og i HK går vi jo ud og fortæller arbejdsgiverne, hvordan de skal opføre sig, og derfor kan vi ikke selv være en dårlig arbejdsgiver.

Har Holger Brodersen været hele problemet på Hotel Christiansminde?

- Ja.

Det er du sikker på?

- Ja, det er jeg 100 procent sikker på.

Når jeg spørger rundt, får jeg at vide, at der har været en utrolig stor udskiftning i personalet på hotellet. Burde det ikke have fået nogle alarmklokker til at ringe hos jer?

- Da Holger overtager hotellet i 2011, er HK ved at sælge det, fordi det giver underskud på ni millioner om året, men man laver en turn-around, som det tager nogle år at komme sig over, og her er det naturligt med nogle skift. Det ligger også i branchen blandt tjenere og receptionister, at de skifter job hele tiden. Jeg havde om nogen håbet, at jeg havde hørt de alarmklokker, for jeg synes ikke, det er sjovt at skulle skride til en afskedigelse, for Holger har været en sindssyg dygtig direktør. Han har fået vendt det hotel, men vi må også konstatere her bagefter, at han ikke har været en god personaleleder. Det har vi taget konsekvensen af.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
OB

Stjernedrys i ovalen i Bolbro

Leder For abonnenter

Sprællevende 100-årig

Det kan ikke have undgået manges opmærksomhed, at det i år er 100 år siden, Genforeningen fandt sted. En begivenhed, som betød, at befolkningen på et landfast stykke Danmark efter at have været tysk siden 1864 igen kunne lade Dannebrog blafre i haven. At de igen kunne vælge, om de ville mødes for at diskutere politik i stedet for at spise kage ved store kaffeborde, som i de mellemliggende år havde udgjort den dansksindede bastion. Men det er nok de færreste, der ved, hvad årene inden Genforeningen førte med sig. Mens mange af os kigger mod andre grænsedragninger for at forstå, hvad fjendtlig magtovertagelse betyder, afslører Genforeningen, at vi er klædt af, når det kommer til vores eget lands historie. Også selv om det kun er få generationer siden, den udspillede sig. Tænk sig, at dansk i knap 50 år var forbudt som undervisningssprog, og at befolkningen søgte at omgå forbuddet ved at oprette skoler nord for den ny grænse, så eleverne alligevel kunne blive undervist i deres modersmål? At disse skoler skulle blive en form for forløber for efterskolerne, der 100 år senere stadig er i høj kurs, når unge skal finde deres identitet? Også selv om identitet i 2020 handler om meget andet end nationalitet. "Hvad kommer Genforeningen da mig ved", spørger den sønderjyskfødte skuespiller Bodil Jørgensen i Grænseforeningens humoristiske jubilæumsvideo, der florerer på internettet, og svaret er kort: Alt. Genforeningen er sprællevende. Hvis vi reelt vil give andet end evnen til at ramme et 12-tal ved eksamensbordet videre til de yngste, kunne vi passende benytte 100-året til at opsøge en af de 650 mindesten, der blev rejst i 1920 for at ære, at Sønderjylland igen blev dansk. Og som Slots- og Kulturstyrelsen har besluttet at frede - et par af dem befinder sig endda på Fyn. Det kunne være starten på en samtale om at høre til et sted, men også om hvad det mon havde betydet, hvis afstemningen i 1920 var blevet et "nej" og et "mojn".

Odense

Hundeejer: Barfoed-skilte er idioti

Fyn

Vildt uheld på E20: Tidligst om en måned har politiet et svar

Annonce