Annonce
Odense

Holocaust-overlever vil lægge mindesten for sin far i Odense

Som otte-årig blev jødiske Steen Metz i 1943 deporteret af tyskerne fra Odense med sin mor og far. Familien endte i koncentrationslejren Theresienstadt ved Prag i Tjekkiet, hvor faren mistede livet. Foto: Peter Leth-Larsen
I 1944 døde odenseaneren Axel Metz af sult i koncentrationslejren Theresienstadt. Tirsdag tog By- og Kulturudvalget i Odense stilling til, om hans familie må lægge en mindesten for ham ved familiens daværende lejlighed på Hjallesevej.

Tidligt om morgenen den 2. oktober 1943 lyder der tunge slag på døren til den jødiske familie Metz' lejlighed på Hjallesevej i Odense. Uden for døren står to tyske soldater, der beder familien pakke deres ejendele og følge med.

Det er sidste gang Axel Mogens Metz betræder asfalten i Odense. Fem måneder senere dør han af sult kun 40 år gammel i koncentrationslejren Theresienstadt i Tjekkiet. Den 15. april 1945 bliver hans kone Magna og sønnen Steen reddet af De Hvide Busser fra Sverige.

Sønnen Steen Metz er i dag 84 år gammel og bor i USA. Han vil nu gerne have et mindesmærke for sin far i belægningen ud for deres gamle lejlighed på Hjallesevej 98, hvor familien blev hentet af tyskerne for 76 år siden.

- Det er den bedste måde, jeg kan ære min far på. Han har ikke et gravsted - kun en mindesten på den Jødiske Kirkegård i København. Hans aske, da han blev brændt i Theresienstadt, blev smidt i floden, der gik gennem lejren, fortæller Steen Metz.

I november 2019 modtog by- og kulturforvaltningen i Odense derfor en ansøgning om tilladelse til at lægge den første såkaldte "snublesten" i Odense. Ansøgningen er den første af sin art og skulle derfor drøftes på By- og Kulturudvalgets møde tirsdag. Her blev det hverken til et endeligt ja eller nej til ansøgningen.

Annonce
Kunstneren bag snublestenene, tyske Gunter Demnig, lægger selv stenene. Foto: Ritzau/ScanpixThomas Peter

En påmindelse om Holocaust

En snublesten er en mindesten, der lægges ned i vejens belægning. Det er ikke meningen, at man decideret skal snuble over stenen, men nærmere at man skal "snuble" over fortiden. Det er den tyske kunstner Gunter Demnig, der har skabt stenene. De bliver lagt for ofre fra alle forfulgte befolkningsgrupper – for eksempel holocaust-ofre.

I juni 2019 blev de første 12 snublesten lagt på dansk jord i henholdsvis Københavns og Frederiksbergs Kommune. Da Steen Metz, der har boet i USA siden 1962, læste det i en artikel, opstod ideen om en mindesten for faren i Odense. For selvom han bor i USA, har han stadig en tæt tilknytning til Odense, og har været på besøg adskillige gange i årenes løb.

- På den måde får jeg en chance for at mindes min far. Ligeledes kan det få folk, der går forbi lejligheden til at mindes Holocaust, og det er meget vigtigt. Det betyder så meget for mig, at jeg overvejer at komme til Odense til nedlæggelsen. Det ville blive meget sentimentalt, for jeg har så mange gode minder om Odense fra min barndom og ungdom, lyder det fra Steen Metz, der siden 2012 har holdt foredrag for over 80.000 mennesker om sine erindringer fra Theresienstadt.

Snublestenene er verdens største decentrale mindesmærke. Der ligger næsten 75.000 snublesten i 27 forskellige lande. Hovedparten af stenene ligger for jøder, der var ofre for Holocaust.

Skal vurderes fagligt

I By- og Kulturudvalget havde man tirsdag en lang drøftelse af ansøgningen fra familien Metz, der endte med, at sagen først skal forbi Historiens Hus (Stadsarkivet), der skal vurdere projektets relevans for Odenses historiske formidling, før udvalget tager en endelig beslutning.

- Vi syntes, vi havde brug for at få en faglig kvalifikation af projektet. For eksempel hvad der er af historisk kulturarv i det for Odense kontra respekten for den enkelte og det offentlige rum, fortæller rådmand for by- og kulturudvalget, Jane Jegind (V).

Ingen love står i vejen for at nedlægge stenen, ligesom det heller ikke vil have økonomiske konsekvenser for Odense Kommune, idet det er familien selv, der betaler for stenen. Alligevel er der en række dilemmaer, udvalget og forvaltningen skal forholde sig til. Blandt andet i forhold til kommunens ansvar i forhold til tyveri, omlægning i forbindelse med gravearbejde og fremtidige ansøgninger om individuelle mindesmærker på offentligt areal.

- Udvalget havde respekt for intentionerne bag ansøgningen, men vi synes også, vi havde et behov for at komme lidt dybere ned i, hvad det betyder historisk, formidlingsmæssigt, og hvad er fagligheden i det, konstaterer Jane Jegind.

Den 2. oktober 1943 tog tyskerne Steen Metz og hans familie. Her et billede taget fra et vindue, der viser, hvordan tyskerne samlede kvarterets jøder. Arkivfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Har vi et ansvar overfor den dræbte kvindes døtre?

Der er nogle ting, der er så barske, at du ikke kan læse om dem i avisen. Billederne af en ung syrisk kvinde fra Langeskov og hendes ni-årige søn, der blev dræbt og efterladt i en skov i Syrien. Dem kan du ikke se i Fyens Stiftstidende. Vi fortæller heller ikke, hvordan det præcist foregik, da deres liv endte i et middelalderligt ritual angiveligt udført af deres egen mand og far. Det er så forsimplet, uhyggeligt og afstumpet, at det ikke er til at forstå. Hvis du har lyst til at læse og se, hvad der skete natten til en søndag i februar i det nordlige Syrien tæt på grænsen til Tyrkiet, så kan du finde det i andre danske medier. Men vi bliver nødt til at tage en snak om, hvorfor en flygtningefamilie fra Langeskov vælger at rejse tilbage til det land, der er flygtet fra. Hvorefter familiens overhoved efter beskrivelser fra lokale medier og bekendte vælger at begå et sharia-inspireret mord på sin kone og søn. Den unge kvinde, der kom til Danmark for fire år siden, var efter alle beskrivelser særdeles velintegreret. Hun har taget kørekort og var netop ved at afslutte en uddannelse som frisør. Hendes ældste barn gik i 1. kasse i en dansk skole og havde danske venner. Paradoksalt nok var det netop derfor, kvinden endte med at dø, ifølge hendes venner i Danmark. Hun var blevet for dansk til sin ægtemand, der er gammel nok til at være hendes far. Rejsen til Syrien er efter alt at dømme sket i hemmelighed. Blev kvinden presset til at tage af sted? Har hun vidst, der var fare på færde? Det er ikke sikkert, vi nogen sinde får svar på de spørgsmål. Hendes mand meldte sig efter drabene til de lokale myndigheder, og lad os da håbe, de beholder ham et godt stykke tid, så han ikke kommer til Danmark igen. Lige nu og her er det mest presserende spørgsmål, hvad der skal ske med kvindens to yngste børn. To piger, der begge er født i Danmark, og som nu opholder sig hos familie i Syrien. Har vi i Danmark et ansvar over for dem? Eller skal vi lade dem sejle deres egen sø, og så må de klare sig, som de kan hos familien i Syrien?

Odense

Til trods for myndighedernes anbefalinger: Fjernvarme Fyn aflyser arrangement på grund af coronavirus

Annonce