Annonce
Livsstil

Hjemme hos pottemageren: Sneglene er Tinas signatur

Cairnterrieren Chili nyder solen på terrassen i gårdhaven sammen med Tina Thomsen. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Pottemager Tina Thomsen laver keramik med et strejf af humor, og den lille sneglefigur går igen i mange af hendes ting. Hun bor med sin familie i et charmerende byhus fra 1890 i hjertet af Svendborg, og i stueetagen har hun butik og værksted.

Den 11 år gamle cairnterrier Chili holder trofast øje med Tina Thomsen, når hun sidder ved drejebænken og former det fugtige ler til kopper og skåle. Den er med hende på arbejde hver eneste dag og har sin faste plads i hjørnet.

Det lille, lyse værksted er ualmindeligt ryddeligt, for pottemager Tina Thomsen kan ikke lide at have overflødige ting stående. Hun har kun lige akkurat det, hun skal bruge, for hun er nødt til at have ro til at skabe, og hun bliver forstyrret, hvis der roder.

Ved bordet, hun sidder ved, når hun maler og dekorerer, står en gammel, slidt Tripp Trapp-stol, som stammer fra dengang, hendes døtre var små.

- Jeg synes, den er fantastisk at sidde på, og jeg kunne ikke nænne at sælge den videre, så jeg tog den med ned på mit værksted, siger Tina Thomsen.

Fra værkstedet er der direkte adgang til butikken, hvor pottemageren sælger sin keramik. Tidligere solgte hun også til andre butikker, men i dag foregår det udelukkende fra hendes egen.

Tina Thomsen har haft butik og værksted i hjertet af Svendborg i 19 år. Hun bor selv med sin mand Allan og deres yngste datter Katrine på første- og andensalen i det knap 130 år gamle byhus. Familien kom fra en lejlighed i Aarhus, men ville gerne tilbage til Fyn, hvor de begge stammer fra. Hun fra Ringe, han fra Faaborg.

En dag, de var i Svendborg, parkerede de tilfældigvis foran det hus, der siden blev deres, og så, at det havde et til salg-skilt i vinduet. Det passede lige ind i familiens drømme om et byhus.

- Vi ville gerne ind til byen og bo, og vi ville gerne have bolig og værksted i samme bygning. Det gør det nemmere at få hverdagen til at hænge sammen, og vi havde små børn på det tidspunkt. Det er en livsstil at være pottemager, for selv om jeg lukker ned klokken 17, kan jeg have drejet noget om dagen, som jeg skal ned og dække til om aftenen. Man har aldrig fri, fortæller 50-årige Tina Thomsen, der er alene i værkstedet udover de ni timer om ugen, hun har én ansat til at hjælpe med forefaldende opgaver.

Tidligere har hun både haft svend og elever, men pottemagere bliver ikke længere uddannet i mesterlære, og de svende, der er, har som regel slået sig ned som selvstændige pottemagere. Så i dag hun nøjes med sin firbenede følgesvend Chili.

Annonce

Blå bog

Tina Thomsen er 50 år og uddannet pottemager. Hun blev udlært af Erik Bendtsen fra Fåborg Pottemageri og var hans første elev.

Hun har de seneste 19 år haft værksted og butik i hjertet af Svendborg. Hun og familien bor ovenpå.

Tidligere boede familien i Aarhus, og Tina Thomsen havde værksted i Laven mellem Aarhus og Silkeborg.

Tina Thomsen er gift med Allan, der er tjenestemand, og sammen har de Amalie på 22, der holder sabbatår og bor i Odense, og Katrine på 19, der netop er blevet student.

En tilfældighed

Det lå bestemt ikke i kortene, da Tina Thomsen var ung, at hun skulle være pottemager. Hun havde aldrig haft med ler at gøre ud over i formningstimerne i folkeskolen, hvor hun lærte at forme leret efter den såkaldte "pølseteknik", og hun havde aldrig siddet ved en drejebænk.

- Jeg ville have været blomsterdekoratør og var startet i lære, men jeg kunne ikke tåle det. Jeg slog ud og fik eksem. Og så anede jeg ikke, hvad jeg ville i stedet for, fortæller Tina Thomsen.

En dag tog hun bussen til Faaborg for at se, om hun kunne finde noget der, hun kunne tænke sig at lave. Da hun kom forbi Fåborg Pottemageri, som pottemager Erik Bendtsen stod bag, følte hun sig draget af den lange gård, der førte ind til værkstedet.

- Det var en helt anden verden end den, jeg kendte. Jeg spurgte Erik Bendtsen, om han havde brug for en elev. Det havde han ikke, men han fik min ansøgning og næste dag ringede han og sagde, at det havde han alligevel, fortæller Tina Thomsen, der blev pottemagerens allerførste elev.

- Det var helt tilfældigt. Det var ikke en livsdrøm for mig at blive pottemager, men det var den kreative verden, jeg blev fanget af, siger hun.

Næste generation

Tina Thomsen laver kun keramik, hun selv har lyst til at bruge. Derfor er de åbne hylder i køkkenet fyldt med kopper, skåle og tallerkener med de karakteristiske snegle, der har været Tina Thomsens signatur, siden hun var pottemagerelev. Hvis hun af og til undlader sneglene, får hun at vide, at kunderne savner dem.

- Jeg startede med at sætte dem på tekander. Det er en sjov og simpel form og kræver ikke så meget. Der kommer noget meget fint ud af noget meget simpelt, forklarer hun.

I vitrineskabet i stuen er Tina Thomsens nyeste stel, Katrinestellet, som hun lavede, da hendes nu 19-årige datter Katrine fyldte 18. Modsat flere af de andre stel, der har klare farver, er Katrinestellet mere enkelt og holdt i sort, hvid og guld. Tina Thomsen har lagt mærke til, at det især appellerer til unge kvinder, der også har Royal Copenhagen-stellene stående derhjemme.

I det hele taget oplever hun, at den helt unge generation har taget hendes keramik til sig.

- Der begynder at komme unge ind, som har set mine ting i deres barndomshjem. Når de flytter hjemmefra, for eksempel til København, skal de tit have nogle ting med fra Svendborg. Der er noget nostalgi i det for dem, fordi de har haft det hjemme hos deres forældre, og det synes jeg er lidt sjovt, siger Tina Thomsen.

Hun er spændt på, om hendes egne døtre på et tidspunkt kaster sig over pottemagerfaget. Indtil videre har de ikke vist den store interesse, for "det er jo bare det, deres mor laver", som Tina Thomsen siger. Døtrenes børnetegninger har dog fået en fornem plads på billedvæggen bag sofaen og har selskab af malerier fra lokale kunstnere og værker købt på ferier.

- Vi har ikke noget fancy kunst, men det er alt sammen noget, der har en betydning for os, siger Tina Thomsen.

Tina Thomsens værksted er usædvanligt ryddeligt, og det er ikke bare til ære for fotografen. Hun trives bedst, hvis der ikke roder. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Skal tale til maven

I stuen står et par fantasifulde figurer fra Faaborg-keramikeren Peter Sekjær, som hun drejede lidt for, da hun var i lære som pottemager. Modsat Sekjær laver Tina Thomsen helst keramik, der har et formål.

- Jeg laver brugsting, der er sjove og humoristiske. Jeg gider ikke lave ting, der ikke kan bruges. Det er ikke pynteting, siger hun.

Hun får sin inspiration mange steder fra. Det kan være en kunde i butikken, der har en sjov bluse på eller noget, hun ser i magasiner eller oplever på rejser. Da døtrene var små, fandt hun ofte inspiration i deres tegnefilm og tegneserier.

- Det skal tale meget til min mave og give mig en god følelse i maven. Jeg kan godt lide at lave glade og sjove ting, siger Tina Thomsen.

Tina Thomsen laver keramik, hun selv bliver glad af at kigge på og har lyst til at bruge. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Klar til studenterfest

Huset er et klassisk byhus, så grunden er ganske lille, og der er ikke et eneste græsstrå i haven. Til gengæld er der mange potter og krukker, en del af Tina Thomsens egne, for hun foretrækker haven på den måde. Derfor sløjfede familien et stort bed, da de flyttede ind, og har i stedet brugt pladsen til at bygge en sortmalet træterrasse, der ligger i læ bag den gamle munkestensmur, der omkranser gårdhaven. Sammen med krukkerne med citrusplanter og den enkle solstol giver det gårdhaven en rå, nærmest sydlandsk stemning.

Fra førstesalen er der udgang til yderligere to terrasser. Den ene er overdækket med et midlertidigt plastictag, som familien satte op, da den ældste datter Amalie blev student for et par år siden. Taget får lov at blive, til familien har holdt studentergilde for den yngste datter. Så kan de unge, kåde studenter nemlig sidde udendørs uden at frygte en sommerbyge. Når festen er overstået, får terrassen nyt tag.

Terrassen ligger uforstyrret fra naboerne omkranset af en rå munkestensmur. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tal højt om psykisk sygdom

Der bliver malet sådan et billede af os psykisk syge som nogle vildt farlige kriminelle, der går og stikker folk ned. Men langt størstedelen af os har bare nogle andre udfordringer end andre, og det går værst ud over os selv", sagde 41-årige Michael Hansen til avisen tidligere på ugen. Deri har Michael Hansen ret: Psykisk sygdom er først og fremmest en belastning for den syge, ikke for omgivelserne. Alligevel bliver mennesker med psykiske sygdomme ofte betragtet med mistænksomhed eller direkte frygt af andre mennesker. For de fleste af os har lettere ved at forholde os til et brækket ben end et brækket sind. Sådan behøver det imidlertid ikke være. Hvis vi hver især lærer mere om psykiske sygdomme, kan vi få lagt noget af den unødvendige frygt bag os. Derfor er det godt og nødvendigt, at Michael Hansen og andre som han taler højt om deres sygdom og diagnoser, så vi kan få nuanceret vores syn på psykiatriske sygdomme. Michael Hansen lider af såkaldt paranoid skizofreni, en af de sværeste psykiske lidelser, der findes; en lidelse, som kun ganske få promille af danskerne lider af, og derfor en lidelse som kun ganske få af os kommer til at stifte bekendtskab med i vores liv. Selv om sygdommen er udstyret med et mystisk, endda et nærmest ildevarslende navn, er Michael Hansen imidlertid hverken mere eller mindre farlig for sine omgivelser end dig og mig. Michael Hansen er kort sagt et menneske som os. Og han skal betragtes som sådan; han skal ikke betragtes som potentiel morder. Statistikken er smerteligt tydelig: Langt hovedparten af landets psykisk syge bliver mødt med fordomme, når de taler om deres sygdom. Derfor har fire ud af fem psykisk syge undveget kontakt med andre mennesker, og tre ud af fem har afholdt sig fra at søge uddannelser eller lignende. Det er deprimerende tal. Derfor er der brug for, at Michael Hansen og endnu flere psykisk syge med ham får modet til at tale højt om deres sygdom og til at forklare, hvad den går ud på. Samtidig er der brug for, at vi, der ikke har en psykiatrisk diagnose, har modet til at lytte og forstå. Så tal højt. Det hjælper.

Annonce