Annonce
Indland

Historiker: Grækerne bragte håndtrykket til Danmark

I antikkens Grækenland var håndtrykket symbolet på den sidste hilsen til en afdød, siger professor i historie.

Et håndtryk. Noget så uskyldigt har i den grad iværksat en heftig debat i Danmark.

Regeringen vil med et nyt lovkrav sikre, at en person giver hånd til borgmesteren ved en officiel ceremoni for at få dansk statsborgerskab.

Det er dansk at give håndtryk. Sådan lød det klokkeklart fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

Men hvor stammer håndtrykket egentlig fra?

Det har professor i historie Vincent Gabrielsen, der er ansat på København Universitets Saxo-Institut, et svar på.

Ifølge ham stammer nogle af de tidligste optegnelser af håndtrykket fra det antikke Grækenland.

Bevarede gravmonumenter dokumenterer, at håndtrykket var en ganske almindelig og udbredt skik hos grækerne.

- Det er et af de steder, hvor vi kan se det meget klart. Der er afbildninger af familien og andre kære personer, som tager afsked med den afdøde ved at give højre hånd. Det er den sidste afsked, siger han.

I græsk litteratur fra antikken fremgår det dog også, at håndtrykket jævnligt blev brugt til at symbolisere, at to personer har knyttet et særligt venskab, siger Vincent Gabrielsen.

- Det er typisk imellem folk fra forskellige stater, steder eller kulturer. I dag ville man kalde det vores netværk, når vi knytter bånd til folk fra uden for landets grænser.

- Det er et bånd, der er så stærkt, at det forpligter dem til at hjælpe og være hinandens støtte, siger professoren.

Håndtrykket symboliserer i bund og grund et venskab mellem fremmede, lyder det.

Ifølge Vincent Gabrielsen har ritualet om håndtrykket siden fundet vej til Danmark og resten af Europa ved hjælp af romerne, der har udbredt antikkens tekster og billeder.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
OB

Da Alphonse Tchami kørte over hajtænderne

OB

Miraklets fædre nød gensynet

Leder For abonnenter

Utroværdig optræden af to Venstre-folk

Hvis man vil være en troværdig politiker, skal man gøre mere end at udstede nogle hastige løfter for at tækkes pressen og vælgerne. Man skal også sikre sig, at de løfter, man udsteder, bliver omsat til faktisk, praktisk virkelighed. Derfor er der grundlag for at se endog ganske kritisk på to Venstre-politikere, Bo Libergren og Herdis Hanghøi, og deres optræden i en konkret sag fra Faaborg-Midtfyn Kommune. Sagen, som er blevet beskrevet i avisen flere gange, senest i mandagsavisen, handler om en ung kvinde, der lider af muskelsvind. Kvinden havde allerede for et halvt år siden et hjælpemiddel, et såkaldt vippeleje, der var så nedslidt, at det kun var delvist funktionsdygtigt, hvilket i længden kan blive invaliderende for kvinden. Imidlertid var kommunen og regionen endt i en strid om, hvem der skulle betale de cirka 30.000 kroner, som et nyt vippeleje koster - selvom loven fastslår, at kvinden burde have haft sit hjælpemiddel uden yderligere diskussion. Det var en pinlig sag for både Faaborg-Midtfyn Kommune og for Region Syddanmark, og derfor lovede både Bo Libergren og Herdis Hanghøi, at de ville sørge for, at den 21-årige Mai-Britt Knudsen fik et nyt vippeleje, så hun også fremover kan træne sine muskler og dermed stå på sine egne ben. Det er imidlertid ikke sket. Og derfor fremstår begge Venstre-folks løfter som utroværdige. Det var godt, at de to Venstre-folk i sin tid var så hurtige til at kræve handling, for det viser, at de to engagerer sig oprigtigt i borgernes problemer. Det er til gengæld virkelig skidt, at Mai-Britt Knudsen ikke har fået sit hjælpemiddel nu, hvor der er gået et halvt år. I Danmark har vi gennemgående dygtige og sanddru politikere, som er langt mere ordholdende, end man kan få indtryk af, når man følger den offentlige debat, ikke mindst debatten på de sociale medier. Derfor vil det være klogt, at Libergren og Hanghøi får løst sagen. Altså: Løst den rigtigt. Og ikke blot løst den ved at afgive endnu et løfte. Alt andet vil være utroværdigt.

Annonce