Annonce
Danmark

Historien om Jelling: Gorm, Thyre, Harald og dem, vi aldrig hører om

De to Jellinge-stene er i dag beskyttet i hver sin glasmontre. De gamle monumenter var ved at blive ødelagt af sol, regn og frost. Nu står de i en konstant temperatur - beskyttet mod såvel natur som hærværk. Foto: Gjerulff

Skøn lille bog fortæller historien om Jelling og supplerer med spændende viden fra vort lands spædeste barndom.

Bøger: Harald Blåtand var ikke helt utilfreds med sig selv. Det fortalte han på den store Jellingesten, rejst omkring år 964.

Harald samlede Danmark og gjorde danskerne kristne. Ganske vist skriver kongen på den imponerende runesten, at han rejste stenen til minde for sin far Gorm og moderen Thyre. Men derefter fortæller Harald nu mere om sig selv end om de forældre, han vil mindes.

Nå, hvad pokker, vi har vel alle oplevet en taler, der talte mere om sig selv end om det menneske, talen blev holdt til! Harald Blåtands mindesten, kendt som den store Jellingesten, er et prægtigt værk af sin art. Nok den største, men dog den yngste af de to runestene i Jelling.

Den mindre sten er rejst af kong Gorm - over hustruen, dronning Thyre Danebod. Stenen er fra omkring år 950.

Sammen med de to gravhøje udgør stenene Jellinge-monumenterne, der siden 1964 har været på Unescos internationale liste over verdens største kulturarv.

Nu er der kommet en ny, meget spændende bog om Jelling, om den lille bys historie - og om stenene, gravhøjene, kirken - og de fremtrædende mennesker, der i længst svundne dage formede den danske stat. For Danmarks riges vugge stod i Jelling.

Annonce
?Jelling? er en lille bog, men den rummer mange store historier.

Nye navne i historien

Det er historikeren og arkæologen Klaus Ebbesen, der har skrevet "Jelling - historien om Gorm den Gamle, Thyre Danebod og Harald Blåtand".

Det har han gjort godt.

Samtidig har han faktisk skrevet mere, end bogens undertitel lover. For det lykkes Klaus Ebbesen i stram, men underholdende form også at fortælle om nogle af de kongeskikkelser, der faktisk optrådte i den danske historie, men som vi aldrig hører om.

Vi har accepteret Gorm den Gamle som den danske kongeslægts stamfader - og hans søn, Harald Blåtand, som den konge, der samlede Danmark - fra Ejderen i Syd til og med Norge og Skåne i nord. Men Klaus Ebbesen piller ved myten. Der var danske konger før Kong Gorm.

Omkring år 800 overtog Godtfred magten i Danmark. En stærk fyrste. Samtidens skriftlige kilder bekræfter, at Danmark under Godtfred den Store bestod af Sydnorge, Vestsverige, Skåne og hele Danmark ned til Ejderen.

Godtfred underlagde sig de mindre naboer, og for at få fred måtte de betale skat til danskerne. Godtfred talte åbent at drage mod Aachen og udfordre Karl den Store. Men før Godtfred fik samlet en hær, blev han snigmyrdet. Som Klaus Ebbesen skriver: man aner, hvem der stod bag.

Efter Godtfred overtog hans søn Horic (Erik den Første) magten. Senere kom andre kendte konger til. Bl.a. Olav, Gyrd, Gnupa og Sigtryg. Efer Sigtrygs fald i år 943 overtog Gorm-slægten den danske trone. Men der var et Danmark før Harald Blåtand.

Bogen om Jelling har alt det, man kan forvente plus en hel del mere. Den korte historie om kongerne før Gorm og Harald er spændende. Det er et ellers ret mørkt kapitel i den ældste danske historie, men Klaus Ebbesen lukker op. Interessant.

Liget, der blev flyttet

Det samme er hans redegørelse for de to høje i Jelling. Den største høj mod syd, som traditionelt er kaldt Gorms Høj - og den lidt mindre mod nord, kaldt Thyras høj.

Praktisk tyder på, at det er omvendt. At Gorm blev begravet i den nordlige høj. Thyra i den sydlige.

Resterne af Gorm den Gamle blev ikke fundet, da man foretog en arkæologisk undersøgelse af nordhøjen.

Men da man udgravede den første, gamle kirke i Jelling, fandt man en grav, som indeholdt skelettet af en mand. Det menes at være skelettet af Gorm den Gamle.

Da sønnen Harald Blåtand kristnede danskerne og opførte den første trækirke i Jelling, lod han faderens lig grave op fra gravhøjen og bisætte i kirken, så den gamle hedning, Gorm, kunne få en kristen begravelse.

Fascinerende, at vi med overvejende sandsynlighed har fundet skelettet af den danske kongeslægts stamfar - og en af de mænd, der formede staten Danmark.

Klaus Ebbesen

"Jelling"

Gyldendal, 100 sider, illustreret

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Gps viste vej til stjålen minilæsser

Leder For abonnenter

Regler må stoppe elløbehjul-rod

’Elløbehjul roder i bybilledet’. ’Elløbehjul kører for hurtigt der, hvor der er mange mennesker’. Sådan lød det i min radio i anledning af, at transportminister Benny Engelbrecht mandag holdt møde med de kommuner – deriblandt Odense - hvor det i dag er lovligt at køre på elløbehjul, og hvor elløbehjulene i dag fylder alt for meget i bybilledet på den kedelige måde. Både når de er i brug, og når de ikke er. Men radioværten kunne næsten ikke sige det mere forkert. Hvis et elløbehjul – som oftest ligger og – flyder et sted på gaden, så er det, fordi den person, der senest har brugt det, bare har smidt det. Uden så mange andre hensyn end at det lige passede mig bedst der. Og hvis der er for meget fart på elløbehjulet, så skyldes det udelukkende den, der styrer tempoet. For selvom elløbehjul er smarte, sjove og et godt alternativ til flere biler på vejene, så kan de hverken flytte sig fra et sted fra et andet eller sætte farten uden hjælp fra et menneske. Ansvaret for det rod, som er opstået i kølvandet på lovliggørelsen af elløbehjulene, ligger kun ét sted: Hos dem, der bruger dem. Det er derfor, der er opstået et behov for regler. Fordi tankeløsheden og fraværet af hensyntagen lever for godt hos nogle af dem, der bruger elløbehjulene. Vi skal alle sammen være her og kunne færdes sikkert i trafikken. Så det er mit ansvar, at jeg kigger mig for, inden jeg går over en vej – at jeg ikke bare træder ud i forventning om, at de hjulede trafikanter standser. Det er mit ansvar, at jeg sætter min cykel i et stativ eller i det mindste parkerer den, så den fylder mindst muligt på et fortov, fordi jeg lige skal hente et par bukser, en fløderand eller fire tallerkener. Og det er mit ansvar, at jeg ikke parkerer min bil foran en ud- eller indkørsel, så jeg spærrer vejen for andre. Men nogle brugerne af elløbehjul er ikke det ansvar voksent eller bevidst, og så må der regler til. Og sanktioner til dem, der ikke kan finde ud af at følge dem. Selvom det ville været meget nemmere, hvis vi bare ryddede op efter os selv og tog hensyn til andre.

Annonce