Annonce
Rejser

Historien bag et feriebillede: Grækeren, der elsker duer

Læser Flemming Johansen har indsendt feriebilleder og historien om sit møde med Duemanden (hvis rigtige navn er Stelios), som ses på billedet, med disse ord: "Jeg har en rigtig god, sød og nærværende historie om en ældre herre på den lille græske ø Zakynthos. Han er 82 år, og i de sidste 51 år har han hver eneste morgen klokken 7.30 kørt ind til byens havn for at fodre alle duerne." Foto: Flemming Johansen
Duemanden. Det kalder Flemming Johansen en gæstfri græker, som han mødte på øen Zakynthos. Hver morgen i 51 år har han fodret duer på havnekajen, og det forevigede Flemming Johansen med sit kamera. Billederne fik Duemanden som en gave, og fotografen fik moralen "du får, hvad du giver" at føle på egen krop. Den oplevelse har han skrevet om her.

Når vi er på ferie, elsker vi at stå tidligt op og gå en lang tur - gerne fem til syv kilometer - inden byen vågner. Det var på en af de ture, vi så en meget venligt smilende mand komme kørende i sin VW Transporter for at fodre duer på havnen på øen Zakynthos. Det var så fachinerende at se så mange duer sidde på hustagene.

Alt imens jeg fotograferede de mange duer, hørte jeg et dyt fra en bil. Det var åbenbart et signal fra Duemanden om, at nu var der morgenmad, for duerne lettede allesammen og fløj hen til hans køretøj. De satte sig overalt på bilen og på havnekajen ved siden af. Han fodrede med korn og majs. På mindre end fem minutter var der ikke et eneste korn tilbage.

Imens jeg fotograferede dette scenarie, kom han hen til mig og inviterede på kaffe på en nærliggende café. Men da han kun kunne tale græsk, hjalp det ikke ret meget, at vi bød ind med både dansk, tysk, engelsk og fynsk, takkede vi pænt nej, men det fortrød vi hurtigt. Derfor blev vi enige om at frekventere en fotohandler for at få fremkaldt et par billeder af Duemanden og byde ham på kaffe.

Annonce
Stelios aka Duemanden fodrer duer på havnen i Zakynthos. Foto: Flemming Johansen

God karma

Som tænkt så sket. Bortset fra at han på det kraftigste insisterede på at betale for kaffen. Sprogbarrierer, ja, det var der selvfølgelig, men han kunne ikke skjule sine tårer, da han så billederne. Heldigvis var det en sød dame, der havde caféen. Hun kunne tale gebrokkent engelsk og oversatte det bedste, hun havde lært.

Da vi forlod caféen, spurgte Duemanden, om vi var til hvid- eller rødvin? Vi svarede, at vi nok mest var til rødvin, hvorpå han sagde: "Samme tid og sted i morgen, så har jeg vin med til jer". Da vi mødtes igen, fik vi de mest lækre tre liter rødvin af hans egen avl.

Da dagen oprandt, hvor vores ferie var brugt, mødte vi igen op på caféen med en flot buket blomster til caféens ejer som tak for, at hun havde været tolk. Denne gang betalte vi kaffen til Duemanden og hans fem venner. Det syn glemmer vi aldrig, for de var meget taknemmelige, og Duemanden havde igen svært ved at holde tårerne tilbage.

Hans rigtig navn er i øvrigt Stellios, og ejeren af caféen hedder Rena. Hvorfor fodrer han duerne, kan man spørge sig selv? Det er simpelthen bare, fordi han elsker duer. Moralen er: Som vi altid siger – du får, hvad du giver.

Historien og billederne er indsendt af Flemming Johansen, Saugstedvang 11, 5600 Faaborg.

Har du et feriebillede og en tilhørende lille historie, som du vil dele med læserne, kan det sendes til rejser@jfmedier.dk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Til trods for myndighedernes anbefalinger: Fjernvarme Fyn aflyser arrangement på grund af coronavirus

Leder For abonnenter

Leder: Har vi et ansvar overfor den dræbte kvindes døtre?

Der er nogle ting, der er så barske, at du ikke kan læse om dem i avisen. Billederne af en ung syrisk kvinde fra Langeskov og hendes ni-årige søn, der blev dræbt og efterladt i en skov i Syrien. Dem kan du ikke se i Fyens Stiftstidende. Vi fortæller heller ikke, hvordan det præcist foregik, da deres liv endte i et middelalderligt ritual angiveligt udført af deres egen mand og far. Det er så forsimplet, uhyggeligt og afstumpet, at det ikke er til at forstå. Hvis du har lyst til at læse og se, hvad der skete natten til en søndag i februar i det nordlige Syrien tæt på grænsen til Tyrkiet, så kan du finde det i andre danske medier. Men vi bliver nødt til at tage en snak om, hvorfor en flygtningefamilie fra Langeskov vælger at rejse tilbage til det land, der er flygtet fra. Hvorefter familiens overhoved efter beskrivelser fra lokale medier og bekendte vælger at begå et sharia-inspireret mord på sin kone og søn. Den unge kvinde, der kom til Danmark for fire år siden, var efter alle beskrivelser særdeles velintegreret. Hun har taget kørekort og var netop ved at afslutte en uddannelse som frisør. Hendes ældste barn gik i 1. kasse i en dansk skole og havde danske venner. Paradoksalt nok var det netop derfor, kvinden endte med at dø, ifølge hendes venner i Danmark. Hun var blevet for dansk til sin ægtemand, der er gammel nok til at være hendes far. Rejsen til Syrien er efter alt at dømme sket i hemmelighed. Blev kvinden presset til at tage af sted? Har hun vidst, der var fare på færde? Det er ikke sikkert, vi nogen sinde får svar på de spørgsmål. Hendes mand meldte sig efter drabene til de lokale myndigheder, og lad os da håbe, de beholder ham et godt stykke tid, så han ikke kommer til Danmark igen. Lige nu og her er det mest presserende spørgsmål, hvad der skal ske med kvindens to yngste børn. To piger, der begge er født i Danmark, og som nu opholder sig hos familie i Syrien. Har vi i Danmark et ansvar over for dem? Eller skal vi lade dem sejle deres egen sø, og så må de klare sig, som de kan hos familien i Syrien?

Annonce