De fleste har oplevet at lytte til nogen fortælle en historie, der er så kedelig og langtrukken, at man enten er ved at falde i søvn eller bare venter på, den er overstået.
Men sådan behøver det ikke nødvendigvis at være.
- Enhver kan lære at fortælle. Du behøver ikke have en skøn eller melodisk stemme for at fortælle en historie, Men det kræver øvelse, siger Pia Sigmund.
Hun er uddannet historiker og for 20 år siden meldte hun sig ind i Odense Fortællekreds for at lære at fortælle gode historier. Hun meldte hun sig ind for at få øvelse i at fortælle, og det er ifølge hende, den bedste måde at lære at fortælle historier på.
- Det giver meget at stå foran en gruppe af mennesker og fortælle. Og så lærer man også af at lytte til de andre og at tage indre notater, siger hun.
Ny bog om Odense Fortællekreds' historie
Udgivet i anledning af fortællekredsens 25-års-jubilæum.
Hun syntes ikke, det gav mening at udgive en bog om mundtlige fortællinger på papir, så derfor findes bogen kun i en online-version.
Det er Pia Sigmunds første bog, der kun er udgivet online. Tidligere har hun blandt andet skrevet flere bøger i serien "Børn i Danmarks historie".
Bogen fortæller både historien om kredsen og de fortællere, den har haft gennem tiden.
Pia Sigmund er uddannet historiker fra Odense Universitet og har været i fortællekredsen siden 1997.
Hun er gift med Peter Sigmund og har to børn og tre børnebørn.
Et primitivt håndgreb
Man kan også lære at fortælle gode historier, selvom man ikke har lyst til at melde sig ind i fortællekredsen.
- Hvis man planlægger sin historie og tænker over sit sprogbrug, sin stemme og sine virkemidler og bliver ved med at øve sig, kan man nok godt lære det på egen hånd, siger hun.
Desuden er det vigtigt at lave en optakt, der fanger, fortælle fortællingen og huske sin pointe, siger hun.
- Hvis man har svært ved at huske at få det hele med i historien, kan man bruge sin hånd, siger hun:
- Man må ikke skrive på sin hånd, for det kan blive visket ud, men man kan bruge sine fingre, siger Pia Sigmund.
Tommelfingeren kan bruges til at huske indledningen, pegefingeren til at introducere personerne. På langemanden gør de personer noget, mens der sker noget dramatisk på ringefingeren. På lillefingeren er den lykkelige slutning.
- Det er et utroligt primitivt håndgreb, og en hånd er nok - to er for meget, men det kan bruges til at huske historien, siger hun.
Undgå øh
Den måde man bruger sin stemme på, og hvordan man skifter mellem mørke og lyse toner, er vigtigt for spændingen og flowet i en historie.
- Man skal undgå at sige "øh" og "hvad hedder det nu", når man fortæller. Det er så irriterende, når folk gør det, siger hun:
- Så er det meget bedre at holde en pause, mens man leder efter ordet, og hvis man ikke finder det, er det bedre at sige, at man har tabt tråden, siger Pia Sigmund.
Det er vigtigt, at man har skabt en hyggelig stemning. Derfor kan det være en god idé at sidde i et dunkelt rum med stearinlys.
- Det får én til at geare ned, puste ud og blive spændt på den historie, der kommer, siger fortælleren.
Gave til børnebørn
Pia Sigmund er 79 år og har tre børnebørn. Hun elsker at fortælle for børn, og hendes evne som en god historiefortæller har været til gavn for hendes børnebørn.
- Det er en kæmpe ekstra-gave at kunne fortælle historier for sine børnebørn, siger hun.
Og der er det en gammel klassiker, som virker hver gang. Der var en gang ...
- Det skaber en forventning. Det er en magisk trylleformular, og den virker også på voksne.
