Annonce
Bøger

Historie: Da pressen var presset

Den halve snes år fra Hitlers magtovertagelse i 1933 til et godt stykke ind i besættelsestiden var ikke nogen stolt periode, hverken for Udenrigsministeriet eller for dansk presse. Af skræk for den store nazistiske nabo måtte udenrigsminister Peter Munch (R) gentagne gange løfte pegefingeren over for diverse redaktører, når deres udlandskorrespondenter havde afleveret kritiske artikler om forholdene i Det Tredje Rige. Ekstra prekært blev det, fordi SR-regeringen samtidig udadtil forsøgte at lade som om, at den frie danske presse sandelig på ingen måde var truet.

Med ganske få undtagelser rettede pressen føjeligt ind. Og disse sære - og skræmmende - tider giver Lars-Martin Sørensens bog et udmærket indblik i.

De toneangivende medier var dengang ubetinget de store dagblade, og Lars-Martin Sørensen har kulegravet gamle numre af primært Berlingske Tidende, Politiken og Social-Demokraten. I bogen møder læseren de fremmeste journalistiske penneførere udi udenrigsstoffet, nogle af dem tysksindede, andre vægelsindede, samt enkelte, der fra begyndelsen nok gennemskuede, hvad Hitler havde gang i, men havde svært ved at få deres kritiske artikler i avisen.

I bagklogskabens lys, med nutidens viden, er det let - og for letkøbt - at skose de udsendte danske journalister i Berlin for underdanigt medløberi. For arbejdsforholdene var uhyre vanskelige. Pressen blev nærmest mandsopdækket, og kritiske artikler medførte altid skarpe reaktioner fra tysk side. Advarsler og i gentagelsestilfælde udvisning var metoder, der skulle få den udenlandske presse til at rette ind. Normen var, at journalisterne i stor udstrækning måtte nøjes med systemets pressebriefinger, og derfor blev det nazisternes udlægning af de politiske konfrontationer, der blev sendt hjem til de danske aviser.

I højere grad kan man kritisere hjemmefrontens journalistik. Uden noget pres stillede aviserne sig ærbødigt an i en grad, der i dag er svær at forsvare. I sommeren 1938, hvor Nazi-Tysklands militære aggressioner og jødeforfølgelser var åbenlyse for enhver, aflagde Herman Göring visit i flere danske havne i sin lystyacht. Og beundringen for denne "venlige og sympatiske mand” var uden forbehold. Görings hang til dansk wienerbrød skabte efterfølgende stor efterspørgsel efter den berømte "Göring-basse".

Det er ikke nyt stof, som Lars-Martin Sørensen lægger frem. I bogen "Pilestræde under Pres" fra 1998 dykkede Rasmus Kreth dybt ned i Berlingske Tidendes vilkår op til og under besættelsen, og vil man vide noget om sportspressens ukritiske tilgang til idrætssamkvemmet med Nazi-Tyskland, kan Hans Bondes "Fodbold med Fjenden" anbefales. Lars-Martin Sørensen, der i øvrigt har sine rødder i fynske Nr. Søby og er student fra Midtfyns Gymnasium, behandler emnet bredere og mere overordnet, og det gør han både underholdende og kompetent oplysende.

Det kan dog undre, at forfatteren slutter med at skifte rolle fra historiker og forsker til samfundsdebattør. Slutkapitlet "Eftertanker" handler om medieudviklingen frem til i dag, og selv om forfatterens betragtninger er ganske valide, er kapitlet et halehæng, der hører mere hjemme i en debatbog.

Historie: Lars-Martin Sørensen: "Sidste nyt fra Berlin"

352 sider, Lindhardt og Ringhof

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ole Maare-sagen: Skandaløs optræden af advokat

Fonden Kirsten og Volmer Rask Nielsens Legat blev ikke stiftet for at yde bistand til advokatfirmaer, der er på randen af konkurs. Tværtimod: Fonden blev grundlagt for at støtte forskning, blinde, handicappede og kronisk syge. Derfor er det skandaløst, at fondens midler ikke er blevet anvendt til de nævnte formål, men i stedet i overvejende grad er blevet anvendt til at betale regninger til det nu krakkede advokatfirma Maare Advokatanpartsselskab, som den kendte advokat Ole Maare stod bag. Der er tillige stærkt kritisabelt, at der er foretaget et antal ulovlige dispositioner i fonden, sådan som fondens revisor har påpeget, og sådan som avisen har beskrevet det de seneste dage. Disse forhold er nu - helt berettiget - ved at blive undersøgt af Erhvervsstyrelsen. Det er i skrivende stund uklart, hvornår Erhvervsstyrelsens juridiske gennemgang af sagen er afsluttet, men man kan allerede nu med sindsro konstatere, at Maare Advokatanpartsselskab har optrådt amoralsk i sagen. For en fondsformand skal ikke bruge en fonds pengetank som malkeko, og en fondsformand bør ikke både bestyre en fond og samtidig modtage store millionbeløb for at administrere fonden, sådan som Ole Maare har gjort i den konkrete sag. Det er imidlertid en realitet, at Ole Maare i sin egenskab af advokat med den ene hånd har udskrevet dyre advokatregninger til fonden og i sin egenskab af fondsformand med den anden hånd godkendt de samme regninger i fondsbestyrelsen - i øvrigt sammen med en af sine egne ansatte, som var blevet indsat i fondens bestyrelse. Det er helt utilstedeligt. Og skandaløst. Og forbløffende skamløst. Ole Maare har igennem et langt advokatliv været i berøring med masser af mennesker i Odense og omegn. Nu har han med denne sag helt egenhændigt sværtet sit eget navn til. Derfor er sagen skidt for Ole Maare, for fonden Kirsten og Volmer Rask Nielsens Legat - og ikke mindst for alle de mennesker, som fondens millioner kunne være kommet til gavn.

Annonce