Annonce
Middelfart

Her er er jeres svar: Ujævn, en ommer og ganske få stjerner til ny gågade

Lørdag formiddag indviede borgmester Johannes Lundsfryd (S) Middelfarts nye gågade. En gågade, som har været længe undervejs og som har tiltrukket sig en del negativ opmærksomhed på grund af et ujævn underlag. Der er dog en helt naturlig forklaring, lyder meldingen fra kommunen. Foto: Sofie Secher Karlsen
Vi spurgte læserne, hvor mange stjerner den nye gågade i Middelfart skal have (1-5). Her er deres svar.

Middelfart: Sten, der ligger ujævnt. En enkelt eller to stjerner. Den melding går igen blandt svarene på avisens Facebook-side Vores Middelfart, hvor vi tidligere på ugen spurgte, hvor mange stjerner byens nye gågade skulle have.

"Det er en ommer. Den er så skæv, og stenene ligger så ujævnt alle steder." Sådan skriver AnneMette Fairfaks, og det er mange enig med hende i.

"Når man tænker på, hvor lang tid det har taget, er det godt nok dårligt arbejde. Mange af stenene ligger ujævnt. Hvad var der glat med den gamle belægning? Spørger Tina Niemann Hansen.

Svaret på det spørgsmål er blandt andet, at det i mange år har været et ønske fra de handlende at få ny belægning i gågaden. Samtidig har andre interessenter som spildevands- og fjernvarmeselskabet benyttet lejligheden til at lægge nye installationer i jorden.

Henrik Mikkelsen er en anelse mindre nærig med stjernerne:

"Giver den 3 stjerner... Men så er jeg os flink. Da stenene ligger meget ujævnt... har flere gange været ved at snuble over kanter som stikker op.. men flotte sten."

Det samme er Dennis Thode, Hanne Hauge og Else Rasmussen, som alle giver den nye gågade fire stjerner eller mere.

"Synes det er en flot gågade, og dejligt de blev færdige til julehandlen" skriver Pia Oxbøll Bachmann, som giver det færdige resultat fire stjerner.

Der er ifølge kommunen en helt naturlig forklaring på ujævnhederne, som skyldes, at brosten arbejder og først har arbejdet sig ned i niveau efter et stykke tid.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce