Annonce
Livsstil

Helle Troelsen: Juleroser og påskeklokker - årets første prangende blomsterpragt

Helleborus niger er den almindelige hvide julerose, der blomstrer fra omkring juletid til slutningen af marts. Her er den plantet i en krukke sammen med juletazetter og hyacinter. Foto: Helle Troelsen
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er betaget af Helleborus, der er det latinske navn for juleroser og påskeklokker. Måske skyldes det, at de blomstrer, når længslen efter foråret er særlig stort.

Juleroser, der er de tidligst blomstrende, stråler med deres hvide smukke blomster allerede ved juletid. Det er nok derfra, at navnet juleroser stammer.

Min betagelse af Helleborus kan også begrundes i, at de hver og én er enestående, for de har en tilbøjelighed til at formere sig på kryds og tværs, så der til stadighed opstår nye smukke sorter.

Juleroser og påskeklokker bliver ofte forvekslet med hinanden, og hvad er egentlig forskellen? bliver jeg ofte spurgt.

Julerosen har mange navne og bliver blandt andet også kaldt for stinkende nyserod og påskeklokke. Det er lidt af en jungle at finde rundt i alle de forskellige arter.

Jeg gør et forsøg og prøver at opdele dem i nogle hovedgrupper.

Annonce

Sådan lykkes du med Helleborus i buketter

Det kan være svært at plukke Helleborus ind i stuen til fine buketter. De har svært ved at trække vand i en vase og kommer hurtigt til at hænge.Sådan gør duFyld en vase med vand og tag den med ud i haven, når du skal plukke blomsterne.

Rids blomsterstænglen med en nål, lige efter den er plukket, og sæt den straks i vand.

Lad buketten stå køligt det første døgns tid, inden den kommer ind i den varme stue. Så holder buketten sig frisk i cirka fem dage.

Helleborus-arter

Botanisk tilhører slægten Helleborus ”Ranunkelfamilien”, uden de dog er ranunkler. De fleste arter vokser naturligt i Sydøsteuropa, flest på Balkan og få omkring Middelhavet, og er såkaldte vildarter. Når man dyrker på dem i gartnerier, krydses de mellem hinanden og kaldes for hybrider. Det giver en utrolig mangfoldighed af typer, former og farver.

Helleborus niger er den almindelige hvide julerose, man kan købe alle steder omkring juletid. Den blomstrer først, og kan kendes på de hvide kronblade.

For at gøre det lidt mere kompliceret findes der faktisk flere forskellige hybrider af Helleborus niger. Alle har en hvid blomst, men så adskiller de sig også fra hinanden, når det gælder størrelse og udseende. De fleste er enkeltblomstrende, men der findes hybrider med fyldte blomsterhoveder.

Når blomsterne modner og skal til at sætte frø, udvikler nogle kronblade sig til at blive lysegrønne, hvor andre bliver svagt rosa. Helleborus niger blomstrer længe alt efter, hvor streng vinteren er - fra december til slutningen af marts.

Helleborusorientalis abchasicus er en bordeaux type, som mange også kalder for julerose. Men her deles vandene, for lige så snart juleroser får en anden farve, benyttes også navnet påskeklokker. Holder man sig til det latinske navn, er dette en anden art, der også har helt anderledes stive stilke og mere spidse blade end den hvide julerose. Den blomstrer fra februar til april.

Helleborus foetidus er en grøn type, der også kaldes stinkende nyserod. Det er ikke, fordi den stinker fælt, men den har en karakteristisk skarp lugt, når man klipper blomster og blade af den. Den har fine lysegrønne små blomster med en lille bordeaux krans omkring. Modsat alle de andre typer Helleborus er denne type toårig. Den blomstrer det meste af vinteren og til langt hen på foråret. Har man den først i haven, vil den dukke op alle steder de efterfølgende år, for den selvsår sig flittigt.

Helleborus orientalis, også kaldet påskeklokker, findes i en stor variation af farver og former, fra de hvide og svagt gule, til de rosa og pink. De mørkeste er dybt bordeaux eller næsten sorte. Den mørkeste, som jeg har i haven, hedder ”Black Magic” og er den første påskeklokke, der blomstrer lige efter julerosen.

Mange påskeklokker er flerfarvede med enten striber, fregner eller kønne kanter på hvert kronblad. Nogle er enkelt-blomstrende, andre er dobbelt-blomstrende. De fineste efter min smag er dem, man kalder for præstekraver eller anemoneblomstrende Helleborus. Ud over at de findes i et væld af smukke farver, så har de en krans rundt om støvdragerne, der ligner en præstekrave, deraf navnet.

Størrelsen og formen på præstekraverne varierer i det uendelige. Åhh, hvor er de smukke.

Der findes også krydsninger

Gartnerierne er begyndt at lave krydsninger mellem julerosen (Helleborus niger) og påskeklokken (Helleborus orientalis), så der avles på den bedste holdbarhed, spændende løv, variation i blomstringstidspunkt samt smukke blomster. Krydsninger er generelt sterile, hvilket betyder, at man ikke kan frøformere på dem, for de danner ingen frø. De skal deles for at få flere planter.

Endelig findes der de oprindelige botaniske arter, der vokser vildt i naturen. Af disse arter laves der krydsninger i en uendelighed, så der frembringes nye spændende sorter, der er robuste til det danske klima.

Helleborus orientalis abchasicus er en bordeaux type, som mange også kalder for julerose. Men her deles vandene, for lige så snart ”juleroser” får en anden farve, kaldes de også for påskeklokker. Den blomstrer fra februar til april.

Hvordan får man dem til at trives i haven?

I naturen vokser Helleborus i lyse skove og langs skovbryn, hvor der er delvis skygge i løbet af dagen. De foretrækker en muldrig og kalkrig lerjord. De trives ikke ret godt i en sur eller mager og sandet jord.

De kan godt lide at vokse ved foden af buske eller træer, og jorden må ikke være for våd og heller ikke for tør. I Troensehaven sørger jeg altid for at plante dem ved siden af høje naboplanter, om det er buske, småtræer eller høje stauder. De er særligt fine i skovbedet, hvor de vokser i en dejlig, fed, muldrig jord fyldt med bladmuld.

Ellers er Helleborus nemme planter at dyrke i haven. De kan dog ikke lide at blive flyttet rundt på. Så det er en god idé at plante dem lige der, hvor man tænker, at de må pryde bedene i mange år fremover, for Helleborus kan generelt blive ret gamle. Når frosten går i bedene en sen vinterdag, lægger de sig ned og ser helt døde ud. Men det er de ikke. Når temperaturerne stiger, retter de sig op igen.

En fordel med Helleborus er også, at både snegle og rådyr afskyr dem, så man kan have dem i fred.

En trussel er dog, at de kan angribes af svampesygdomme. Svampene sidder i de overvintrende blade og stængler, der skød op sidste år. Så for at mindske smittefaren til de små nye skud skal de gamle blade klippes af planten helt nede ved jorden, inden de nye blade og blomsterstængler skyder alt for meget frem.

Man kan se svampesygdommene som misfarvninger på bladene. Nogle gange ser bladene fine nok ud, men alle gamle blade skal alligevel klippes af. Planterne ser godt nok lidt amputerede ud lige efter en beskæring, men så snart forårets sol varmer bedene op, vokser de nye blade hurtigt frem og danner de fineste grønne tuer i bedene. De blander sig så smukt med alle forårsblomstrende løgplanter og tidlige stauder. Så bruser haven af knitrende forårsfarver.

Helleborus foetidus er en grøn type, der også kaldes ”Stinkende nyserod”. Den er toårig og spreder sig villigt i hele haven. Foto: Helle Troelsen

Helleborus kan godt bo i krukker

Det er typisk om vinteren eller i det tidlige forår, at Helleborus kommer til salg i butikkerne. Så længe der ikke er frost i jorden, kan man sagtens plante både juleroser og påskeklokker ud. Er der frost i jorden, må man derimod vente og beskytte dem i et frostfrit og køligt rum.

De kan også godt vokse i en krukke og blomstre år efter år. Min erfaring er dog, at de ikke bliver så kraftige, og de får heller ikke så overdådig en blomstring. Det er jo ikke nemt at give dem de samme vækstbetingelser i en trang krukke, som hvis de voksede frit i et skovbrynslignende bed i haven. Det siger sig selv.

De pynter nemlig gevaldigt op i havens bede både om foråret med alle de fantastiske blomster og om vinteren, hvor de beholder bladene på og derved giver farve til haven. De holder sig endda smukke i flere måneder efter afblomstring, da de grønne frøstande bliver siddende og stadig ser dekorative ud.

Den mørkeste påskeklokke, som jeg har i haven, hedder ”Black magic”. Det er den første Helleborus orientalis, der springer ud. Foto: Helle Troelsen

De er nemme at formere på

Man kan godt sammenligne frøformering af Helleborus med det at trække gevinster op i en fiskedam på en markedsplads. Der er altid gevinst, men man ved ikke, hvad man får. Helleborus blander sig på kryds og tværs, og det er aldrig til at forudsige helt, hvordan deres afkom kommer til at se ud.

Hvis påskeklokken vokser i nærheden af sorter med andre farver eller former, er det sikkert at babyplanten, der så fint spirer under moderplantens beskyttende blade, får rosa fyldte blomster, hvor moderplanten har hvide enkeltblomstrende blomster. Det har jeg nemlig oplevet flere gange. Jeg har endda prøvet at plante tre babyplanter fra den samme moderplante sammen, med den forventning at de blev ens. Det blev de slet ikke.

Vil du selv prøve at så Helleborus, måske fordi du har skaffet frø andre steder fra, så skal du være opmærksom på, at de skal sås straks efter modning. Det sker, når frøkapslerne åbner sig, og man kan pille frøene ud. Afhængigt af vejret i foråret sker det typisk i juli. Det er med at væbne sig med tålmodighed, for det tager tre år fra spiring, til planterne danner blomster.

Det fascinerende ved Helleborus er, at der findes så mange forskellige slags, og de bliver bare ved med at forny sig, da de blander sig på kryds og tværs. Hver lille plante har potentiale for at blive enestående. Derfor er det en af mine absolut favoritplanter i haven.

Denne påskeklokke er en ”Præstekrave-type”. Det ses ved, at den rundt om støvdragerne har en krans, der ligner en præstekrave. Foto: Helle Troelsen
Disse påskeklokker er en krydsning mellem julerosen (Helleborus niger) og påskeklokken (Helleborus orientalis). De indgår i en serie, der kaldes Helleborus ”Ice rose”. De findes i den mørke bordeaux type, i den rosa og den hvide type. Kendetegnene for denne serie er, at de har mørke læderagtige stængler og blade. Det er en meget robust sort, der dog er steril, for den danner ingen frø. Foto: Helle Troelsen
Foto: Helle Troelsen
Foto: Helle Troelsen
Foto: Helle Troelsen
Helleborus coraticus er en botanisk påskeklokke. Den er en tidligt blomstrende sort, og som sætter utrolig mange blomster. Foto: Helle Troelsen
Der findes et utal af forskellige sorter af påskeklokker. Når jeg på markeder eller i gartnerier ser nye varianter, så kan jeg ikke dy mig for at købe dem og plante dem ud i haven. Foto: Helle Troelsen
Påskeklokkerne pynter så fint i havens bede og skaber liv i forårshaven. Foto: Helle Troelsen
Her ses frøstanden i den midterste blomst af den fyldte Helleborus orientalis. Frøene er først modne, når frøstanden åbner sig, og de små mørke frø let falder ud. Det sker typisk i juli. Foto: Helle Troelsen
Under denne moderplante spirer babyplanterne op. Dem graver jeg op, og prikler i hver sin potte, hvor jeg lader dem vokse sig store, indtil de danner deres første knopper, og er klar til at blive plantet ud i havens bede. Foto: Helle Troelsen
Denne hvide enkeltblomstrende- og den dobbeltblomstrende bordeauxfarvede Helleborus orientalis, er de bedste moderplanter, som jeg har i Troensehaven. De er gamle planter, og er moder til mange forskellige Helleborus med stor variation af farver og former på blomsterne. Foto: Helle Troelsen
Foto: Helle Troelsen
Det er ikke altid til at forudsige, hvordan babyplanterne kommer til at se ud. Disse to er fra samme moderplante, hvor jeg plantede dem sammen i et bed. De havde hvide knopper, så jeg troede, at de var ens. Den ene er fyldt og den anden er enkeltblomstrende med fregner. Sådan kan det gå, når bierne har været vidt omkring inden bestøvningen. Foto: Helle Troelsen
Denne Helleborus orientalis abchasicus trænger til at få de gamle blade klippet af. De har mørke belægninger, der tyder på, at de er angrebet af svamp. Foto: Helle Troelsen
Påskeklokkerne ser lidt amputerede ud, efter de gamle blade er fjernet. Nu står de bare der med blomsterstilke og fine nikkende blomsterhoveder. Foto: Helle Troelsen
Helleborus kan godt vokse i potter. Men udvikler sig bedst, når de bor i bedene i en god muldrig og kalkrig jord. Foto: Helle Troelsen
Alle disse Helleborus orientalis bor i Troensehaven. Flere af dem er krydsninger mellem forskellige sorter. Den ene smukkere end den anden. Foto: Helle Troelsen
Foto: Helle Troelsen
Foto: Helle Troelsen
Foto: Helle Troelsen
Foto: Helle Troelsen
Foto: Helle Troelsen
Foto: Helle Troelsen
Foto: Helle Troelsen
Foto: Helle Troelsen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Til trods for myndighedernes anbefalinger: Fjernvarme Fyn aflyser arrangement på grund af coronavirus

Leder For abonnenter

Leder: Har vi et ansvar overfor den dræbte kvindes døtre?

Der er nogle ting, der er så barske, at du ikke kan læse om dem i avisen. Billederne af en ung syrisk kvinde fra Langeskov og hendes ni-årige søn, der blev dræbt og efterladt i en skov i Syrien. Dem kan du ikke se i Fyens Stiftstidende. Vi fortæller heller ikke, hvordan det præcist foregik, da deres liv endte i et middelalderligt ritual angiveligt udført af deres egen mand og far. Det er så forsimplet, uhyggeligt og afstumpet, at det ikke er til at forstå. Hvis du har lyst til at læse og se, hvad der skete natten til en søndag i februar i det nordlige Syrien tæt på grænsen til Tyrkiet, så kan du finde det i andre danske medier. Men vi bliver nødt til at tage en snak om, hvorfor en flygtningefamilie fra Langeskov vælger at rejse tilbage til det land, der er flygtet fra. Hvorefter familiens overhoved efter beskrivelser fra lokale medier og bekendte vælger at begå et sharia-inspireret mord på sin kone og søn. Den unge kvinde, der kom til Danmark for fire år siden, var efter alle beskrivelser særdeles velintegreret. Hun har taget kørekort og var netop ved at afslutte en uddannelse som frisør. Hendes ældste barn gik i 1. kasse i en dansk skole og havde danske venner. Paradoksalt nok var det netop derfor, kvinden endte med at dø, ifølge hendes venner i Danmark. Hun var blevet for dansk til sin ægtemand, der er gammel nok til at være hendes far. Rejsen til Syrien er efter alt at dømme sket i hemmelighed. Blev kvinden presset til at tage af sted? Har hun vidst, der var fare på færde? Det er ikke sikkert, vi nogen sinde får svar på de spørgsmål. Hendes mand meldte sig efter drabene til de lokale myndigheder, og lad os da håbe, de beholder ham et godt stykke tid, så han ikke kommer til Danmark igen. Lige nu og her er det mest presserende spørgsmål, hvad der skal ske med kvindens to yngste børn. To piger, der begge er født i Danmark, og som nu opholder sig hos familie i Syrien. Har vi i Danmark et ansvar over for dem? Eller skal vi lade dem sejle deres egen sø, og så må de klare sig, som de kan hos familien i Syrien?

Danmark

Endnu en dansker er coronasmittet efter tur til Norditalien

Annonce