Annonce
Udland

Helle Thornings mand genvinder sit sæde i Underhuset

Rebecca Naden/Reuters
Stephen Kinnock gik tilbage ved torsdagens valg, men får alligevel en klar sejr i sin valgkreds i Wales.

Labour-politikeren Stephen Kinnock, der er gift med Danmarks tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, er blevet genvalgt til Underhuset.

Kinnock vinder en klar sejr i valgkredsen Aberavon i Wales, fremgår det af BBC's valgdækning natten til fredag.

Men i lighed med mange andre Labour-kandidater fik Kinnock væsentligt færre stemmer denne gang end ved det foregående valg i 2017.

I alt stemte 17.008 på Kinnock, mens Charlotte Lang fra Det Konservative Parti blev nummer to med 6518 stemmer.

Ved valget i 2017 fik Stephen Kinnock over 22.600 stemmer i Aberavon, der anses som et af de mest urørlige valgdistrikter for det britiske arbejderparti.

På nationalt plan står Labour til at miste 60-70 pladser i Underhuset i forhold til valget i 2017. Det viser en valgstedsmåling sent torsdag aften og en prognose fra BBC natten til fredag.

Et af partiets mest overraskende nederlag fandt sted i Blyth Valley i det nordøstlige England.

Siden 1950 har Labour haft et sikkert sæde i valgkredsen, men torsdag blev den mangeårige stime af valgsejre brudt, og nu skal en konservativ politiker repræsentere området.

Ifølge Stephen Kinnock kan tilbagegangen skyldes, at Labour ikke skulle have stillet vælgerne endnu en afstemning om britisk medlemskab af EU i udsigt, skriver BBC i et tweet.

Han mener også, at valgets store tema, brexit, på uheldig vis er blevet blandet sammen med et spørgsmål om, hvorvidt Labours leder, Jeremy Corbyn, er til at stole på.

Kinnock tilføjer, at en partiformand bliver bedømt ud fra sine resultater.

- Vi skal være et parti lige så meget for Blyth Valley som for Brighton, siger Kinnock.

Stephen Kinnock blev i 2015 valgt ind i parlamentet for første gang.

/ritzau/

Annonce
Link til BBC''s valgdækning
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Børnevelfærd. 365 dages øjenåbner

Synspunkt: Jeg har set et andet Odense de sidste 365 dage. Var jeg blevet spurgt i januar sidste år, om jeg kendte Odense, så havde jeg nok svaret: Ja. Jeg havde nok ikke svaret, at jeg vidste alt om den, men jeg havde sagt, at jeg havde et ret godt indblik i vores kommune. Efter at have boet og arbejdet i byen i mange år, følte jeg, at jeg kendte min by – i hvert fald nogenlunde godt. At jeg så alligevel kan starte første sætning med, at jeg har lært et nyt Odense at kende, så er det fordi, at jeg i disse dage har været formand i Red Barnet Odense i netop 365 dage. Jeg vidste godt, at der var børn, som ikke havde så meget som andre. Jeg vidste godt, at alle børn ikke er så privilegerede, som f.eks. de børn, som jeg er i familie med. Jeg havde set børnehjemmene her i byen, og mødt nogle af deres børn. Jeg må alligevel sige, at jeg vidste ingenting om den del af virkeligheden – den virkelig, som også er en stor del af vores by. Og af din og min hverdag. Var du klar over – og her er det ingen skam at sige nej, da jeg heller ikke vidste det før, at der er børn i f.eks. Bolbro, som i en evaluering efter at have været på sommerlejr med Red Barnet skriver, at de er glade for, at de have fået mad i fem dage – og smagt mad, som også smagte af noget? Eller at de skriver, at de er så glade for, at der faktisk er voksne, som har tid til dem? En anden oplevelse, som gik i hjertet på mig, var i sommers, da jeg spiste madpakker med nogle af vores børn. Én havde fødselsdag i den kommende uge, og hun ønskede sig sådan, at hun også kunne invitere sine kammerater fra 6. klasse hjem – hun ville jo bare så gerne gøre, som de andre piger i klassen. Det kunne hun ikke. Eller da jeg hørte historien, om vi ikke laver så mange aktiviteter udenfor i vinterhalvåret, da vores børn ikke altid har vanter og huer. Det går da lige i hjertet – i hvert fald på mig. Jeg glemmer heller ikke, da jeg hørte historien fra en frivillig om, at de havde været ved Stige Ø. Her havde nogle børn set vand for første gang, og fundet muslinger. Da en frivillig så havde fortalt dem, at der havde levet et dyr i de skaller, så var børnene sikre på, at det var en joke. I efteråret mødte jeg også en kvinde, hvis barn var med i et af vores projekter. Vi faldt i snak, og det viste sig hurtigt, at vi faktisk var samme generation. Hun fik en datter, som 20-årig. Hendes udfordringer med at skrive og læse gjorde, at hun aldrig havde fået gennemført folkeskolen. Hendes mor havde den samme historie, og nu håber hun jo bare, at hendes datter ikke også gentager mønsteret. Det møde gav mig indblik i, hvor kæmpe forskelle der er for et barns opvækst, i forhold til hvor de bliver født. Forskellen mellem hende og mig blev jo allerede grundlagt i 1987, hvor mine forældre begge havde uddannelser og masser af hjælp til lektier, når jeg havde brug for det. Den mulighed havde hun ikke – hendes mor kunne heller ikke læse eller skrive. Jeg var så heldig at blive født på den side af hækken. Så tak for det. Heldigvis er der masser af mennesker, som hjælper nogle af vores bys mest udsatte børn. Næsten 200 frivillige, og masser af opbakning fra erhvervslivet og kommunen. Uden jer var det ikke muligt. Så jeg er helt sikker på, at vi får givet de her børn nogle gode timer sammen med frivillige mennesker, som bare gerne vil dem. Jeg ved i hvert fald, at jeg det sidste år har fået meget større perspektiv på mit liv og på vores by. Det er jeg så glad for.

Kerteminde

Fynsk golfklub udvider banen

Annonce