Annonce
Debat

Held og lykke med Odense-modellen

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (i midten) fik på et møde i går onsdag en indføring i den såkaldte Odense-model af rådmand Steen Møller (tv). Til højre ses energiminister Lars Chr. Lilleholt, og forrest er det rehabiliteringschef i Odense Kommune, Søren Thorsager.

Hvis beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) lader handling følge ord, bliver den såkaldte Odense-model udbredt til flere kommuner, i princippet vel til alle kommuner med mange borgere af mellemøstlig og afrikansk herkomst. Det er en god nyhed, og der er grund til at gratulere Odense Kommune med, at den ser ud til at have fundet løsningen på et stort, mangeårigt integrationsprobem.

Odense-modellen går ud på at få kontanthjælpsmodtagere, som har modtaget kontanthjælp i årevis uden reelt at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, gjort jobparate. Denne gruppe består i meget høj grad af indvandrerkvinder fra lande og kulturer, hvor det nærmest er udelukket, at kvinder arbejder uden for hjemmet. Det er mandens ansvar at forsørge familien, og disse kvinder er derfor kommet til Danmark uden uddannelse eller kendskab til arbejdspladser.

Sagsbehandlere i Odense Kommune har oplevet og oplever måske stadig, at disse kvinder på alle måder forsøger at smyge sig uden om de initiativer, som kommunen tager for at kvalificere dem til et job. En meget brugt undvigemetode har været lægeerklæringer, som man - med respekt for, at en læge som udgangspunkt må stole på sin patient - godt kan kalde tvivlsomme.

Den går selvfølgelig ikke. At modtage kontanthjælp og samtidig foretage alle mulige krumspring for ikke at levere en form for modydelse, er kort og godt snyd. For nogle år siden forsøgte Odense Kommune uden held at løse problemet. Kommunens forklaring på fiaskoen er i dag, at de tiltag, der blev sat i søen for kontanthjælpsmodtagerne, var gode nok, men de strandede på, at de ikke blev fulgt op.

Det gør de nu. Et tværfagligt samarbejde i forvaltningen samt ledelsesmæssig overvågning sikrer, at der bliver "holdt fast" i kontanthjælpsmodtageren, og at krav og forventninger bliver gjort tydelige. Det er et godt tegn, at de fleste i denne kontanthjælpsgruppe ifølge rehabiliteringschef Søren Thorsager accepterer stramningen og er med på at kvalificere sig til et job, enten fuldtids eller på nedsat tid.

At det er godt for samfundsøkonomien, når borgere skifter fra at leve på offentlige ydelser til at forsørge sig selv, er indiskutabelt. Men det er også positivt for integrationen. Uden at tage patent på en folkestemning tør det fastslås, at danskernes accept og velvilje over for nydanskere i vid udstrækning hænger sammen med nydanskernes lyst og vilje til at indgå i det danske samfund.

Det er langt de fleste nydanskere heldigvis indstillet på. Og derfor er Odense-modellen ikke et overgreb mod de indvandrerkvinder, der viger udenom, fordi de har en fundamentalt anderledes kulturel baggrund. Odense-modellen er en hjælp, de bør tage imod. Det har de en personlig interesse i, og det har samfundet krav på.

Så til Troels Lund Poulsen er blot at sige: Held og lykke med udbredelsen.

Annonce

Der er grund til at gratulere Odense Kommune med, at den ser ud til at have fundet løsningen på et stort integrationsproblem.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ghettopakke: Aktuelle tal, tak

Der er ikke længere blot én, men nu to rigtig gode grunde til, at partierne bag den såkaldte ghettopakke tænker sig godt om og justerer kriterierne, inden de pålægger en række kommuner at begynde nedrivning af boligområder på den hårde ghettoliste. Med et bredt flertal bestående af seks partier bag ghettopakken må man udlede, at dette tiltag mod socialt udsatte parallelsamfund har solid folkelig forankring. Men den folkelige forståelse kan hurtigt skrumpe ind, hvis det viser sig, at et nedrivningsdiktat har et grotesk skær af tilfældigheder. Det har stødt mange borgere, at Odense Kommune tilbyder flyttepenge til dømte kriminelle i boligområder, der risikerer at havne på den nye ghettoliste, som sendes ud til december. Forargelsen er forståelig, selv om kommunen kun reagerer som alle andre, der ser en kæmpeudgift tårne sig op forude: Man forsøger at undgå den. Og her er der tale om, at nogle færre beboere med en plettet straffeattest i et par opgange måske er afgørende. Senest er det kommet frem, at nedrivning kan blive udløst af, hvad man kan kalde bagatelkriminalitet. Hvis en person får en bøde og ikke betaler den, havner sagen i retten, hvor personen får en dom. Ifølge et datatræk hos Fyns Politi for 2017 og 2018 har otte personer med adresse i det nedrivningstruede boligkvarter Solbakken i Odense fået en dom på grund af en ikke-betalt bøde. Disse eksempler belaster altså Solbakken i ghettoregnskabet og kan i sidste ende betyde nedrivning. Venligt udlagt vil det være et papirtyndt grundlag. Boligminister Kaare Dybvad besøgte et af Odenses udsatte boligkvarter for nogle dage siden og havde ingen bemærkninger til kommunens flyttehjælp til kriminelle. Derimod stillede Dybvad i udsigt, at de tal, der skal danne grundlag for ghettolisterne, skal være så aktuelle som muligt. Hvis det skal forstås sådan, at de 11 måneder gamle tal, der bruges i dag, ikke dur, er det en god erkendelse, selv om skrotning bør være en selvfølge. Betryggende vil det også være, hvis partierne bag ghettoaftalen giver opgørelsesmetoden et eftersyn. På landsplan berører ghettoplanen flere tusind mennesker og koster mange milliarder. Derfor skal kriterier og udførelse være uangribelig.

Danmark

Nederlag til styrelse: Skandalelæge må fortsætte med at omskære drengebørn

Annonce