Annonce
Nyborg

Havn og by skal hænge bedre sammen

Her skal der ske noget. Væk med skilteskoven og hækken, så man kan se havnen. Og så skal der mere plads til gående på bekostning af bilerne. Foto: Mogens Rasmussen.
Forslag til ændringer af det trafikerede kryds Adelgade/Strandvejen i Nyborg. Mere plads til gående - mindre til bilerne.

Nyborg: Nyborg by og havn hænger ikke ordentligt sammen.

Det var et af budskaberne, da Arkitektfirmaet Gehl for et halvt års tid siden præsenterede et oplæg til såkaldt"Strategisk byudviklingsplan".

Nu er et lille bitte hjørne af planen havnet på politikernes dagsorden, når Teknik- og Miljøudvalget holder møde tirsdag. Her skal de nemlig tage stillig til både midlertidige og permanente forandringer i det trafikerede kryds, Adelgade/Strandvejen.

Blandt andet foreslås det at den store hæk og skilteskoven ved Toldboden fjernes, så man kan se havnen, når man færdes på Adelgade.

Der er forslag til ombygning en midlertidig udvidelse af fortovsarealet på Adelgades vestlige side, som medfører en midlertidig lukning af den ene vejbane. Udvidelsen etableres som et trædæk på den ene vejbane og i hele fortovets bredde, afgrænset med blomsterkasser ud mod trafikken.

Mod syd på Strandvejen laves en permanent ændring af fortov og cykelsti ved Toldboden.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce