Haven: Projekternes tid

"Hvordan er din have? Du må da have en mega have?" er der mange, der spørger.

Mit hus er bygget i 1973, næsten selvgjort, som var ret almindeligt i den tid, og dengang var grundene typisk 1000 kvadratmeter. Huset er med tiden udvidet fra små 110 kvadratmeter til 156, så der er ædt lidt af haven over tid. Haven er altså som huset 46 år gammel.

I takt med, at mit 2CV-hus, som det vitterlig hedder, er blevet renoveret, og der er bygget anhængere på, har haven til stadighed også gennemgået ændringer.

"Haven er et langsomt skuespil," sagde en kendt havearkitekt, Steen Eiler Rasmussen.

Haven ændrer scene i takt med det, man synes er mest lækkert at dyrke i sin have, i takt med, at træerne begynder at vokse ind i himlen, og i takt med de ændrede behov, man får med alderen.

Når en have skal ændres, er der hjemme hos os tale om samarbejdets kunst. Normalt siger man, at det er kvinderne, der står for detaljerne, og mændene for det grove. Hos os tror jeg, at det er nogenlunde ligeligt fordelt, men ændringerne kræver ofte mange diskussioner.

Jeg tror, at vi begge med tiden har lært, at hvis man starter argumentation et par år før, en af os vil ændre noget, så går det lettere at få det gennemført. Det er som i politik. Hvis man selv brænder for en idé, skal man blot få politikeren til at tro, at det var ham eller hende, der fik den.

Selv om min gode ven have- og landskabsarkitekt Jørgen Larsen med skjult sarkasme undrer sig over, hvor meget man (jeg) kan proppe ind af forskellige planter i en have, så er vores have ikke en samlerhave med alt muligt, ej heller en have med mange specifikke planter ud over hækken.

Vi går heller ikke rundt og klipper græskanter med neglesaksen, men Jørgen Larsen har i sin grundholdning ret. Det er konen og jeg trods alt rimelig enige om. Man kan let få slæbt alt for meget ind i haven, så det kan være vanskeligt at finde dens sjæl.

Jørgen Larsen driller for eksempel Claus Dalby med, at hans have er noget rod. Det er jeg dog ikke enig med ham i, men jeg forstår godt havearkitektens synspunkt.

Larsens have er en mindre have - enkel og meget stilfuld. Noget, der er ret kendetegnende for landskabsarkitekter. Den lille have har sin uovertrufne charme, og faktisk er det jo også det, vi med lidt større haver forsøger at efterligne. Vi deler haven op med buksbomhække, pergolaer, skagenshegn, kastanjehegn eller kampesten. Det hele bliver mere overskueligt, og man rummer flere haver i samme have.

April var mere end en forårsmåned. Rekord med varme og sol. Det var jo nærmest sommer, og når vejret viser sig fra den bedste side så tidligt på året, er det næsten farligt at være selvgjort haveejer. Der skal gang i projekterne. Vores have er en hyggehave. Vi kan godt lide opdelinger, rum med funktioner og bænke. Vi bruger ikke bænkene så meget, men de hygger.

Da ungerne var små, havde vi også en bålplads. Den er lige blevet nedlagt, og i stedet er plantet et morbærtræ.

Jeg er også under projekterne i år gået lidt tilbage i tidsalderen, for ifølge min datter har jeg fået lavet et lille Christiania i haven. Jeg elsker at bygge, og det er farligt, hvis der ligger en boremaskine og en sav inden for øjets rækkevidde.

Jeg går straks i gang og helst uden tegninger og den slags. Idéerne skal vokse og udvikle sig, mens jeg laver dem. Har jeg en tegning, er det alt for bundet. Især når det handler om de lidt mere enkle projekter.

Allerede i marts kriblede det, og som jeg tidligere har skrevet, byggede jeg dengang et brændeskur. Idéen var at knytte det til et eksisterende sekskantet havehus, så Jørgen Larsen ikke skulle komme efter mig og kalde det spredt fægtning. Brændeskuret er udvidet med endnu en sektion og en ny kompost bygget op med trykimprægnerede lister, der er malet sorte.

Hovedprojektet i den sammenhæng har dog været en ny havebænk rundt om æbletræet. Den gamles sæde var råddent. Bænken er bygget af trykimprægnerede lægter.

Jeg lagde alle materialerne på min klinketerrasse. Først byggede jeg yderrammen. Dernæst en ramme inden i den. De to rammer blev samlet i vinkelhjørner med skruer og i midten med en træklods. Herefter yderligere tre rammer, altså fem i alt.

Før jeg gik i gang, malede jeg dog lægterne, og jeg tror, det er de farver, jeg har valgt, der får min datter til at kalde det lille Christiania. Den er nemlig københavnergrøn og svenskrød. Klassiske farver fra 70’ernes Christiania.