Annonce
Nyborg

Haveformand: Rent held at ingen er brændt inde

Formanden for haveforeningen Helgetoften, Jan Jensen, siger, at det er rent held, at ingen er kommet til skade ved de mange brande i området. Mange af husene beboes - fuldt lovligt - i sommerperioden. Bemærk det afbrændte hus til højre fra Jen Jensens skulder. Foto: Sugi Thiru
Mange af husene i havekolonierne Grejsdalen og Helgetoften i Nyborg er beboet hele sommeren. Området har været præget af brande i flere uger, men hidtil har alle de nedbrændte huse været ubeboede.

Nyborg: - Det er jo rent held, at der ikke har været mennesker i de huse, der er brændt ned. Man kan jo ikke se udefra, om der er nogen i husene.

Det siger Jan Jensen, formand for Haveforeningen Helgetoften. Fyens Stiftstidende mødte ham fredag formiddag i det store kolonihaveområde ved Nyborg Vold, som har været præget af brande de seneste uger og i øvrigt også tidligere.

Natten til fredag var der ild i tre kolonihavehuse, men der ligger stadig flere andre brandtomter i området fra de seneste brande, der fandt sted midt i juni. Helgetoften og Grejsdalen ligger lige op ad hinanden, og brandene har ramt begge områder, der ligger idyllisk ned mod voldgravene og Ladegårdssøen.

- Jeg jo ikke, hvem det er, der går og sætter ild til husene. Jeg tror bare det er en person, der får et kick af at se ilden, siger Jan Jensen.

Efter de forrige brande har man i haveforeningerne drøftet muligheden for selv at holde vagt i området, men det er ikke blevet til noget.

- Vi snakkede om selv at gå og kigge lidt efter, men folk bliver jo hurtigt trætte at at gå rundt i et mørkt kolonihaveområde om natten, siger Jan Jensen.

Natten til den 19. juni brændte et andet kolonihavehus ned, og før det var der to brande inden for en måned.

Da Fyens Stiftstidende gik en runde i kolonihaveområdet fredag formiddag, traf vi ingen, der overnatter i deres huse. De huse, der ofte er beboet om sommeren, var aflåst, og det kan måske tyde på, at folk er utrygge ved at overnatte i området for tiden.

Brandene natten til fredag gik ud over to private kolonihavehuse og Nyborg Sportsfiskerforenings klubhus, der brændte helt ned.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce