Annonce
Kerteminde

Hans fik en ny lever for 30 år siden: - Jeg slår rekorder hver dag

Hans Juhl er blevet fodermester for plejecentrets akvariefisk. Det nyder han meget. Foto: Mette Louise Fasdal
67-årige Hans Juhl var én af de første i Danmark til at få en ny lever. Selv om han har haft et meget langt sygdomsforløb, føler han, at han med den nye lever fik livet tilbage.

Kerteminde: - Jeg er ligesom katten med de ni liv, og jeg har så brugt de otte. Nu har jeg så et liv tilbage og slår rekorder hver dag.

67-årige Hans Juhl lyser op i et smil i sin lænestol i sin stue på afdelingen Kirsebærhaven på Fjordly Plejecenter i Kerteminde.

15. marts er det 30 år siden, at Hans Juhl fik en ny lever i Sverige. For det var, før Danmark kunne tilbyde levertransplantationer, og derfor blev de danske patienter sendt til Sverige.

Hans Juhls 30 år med en ny lever skal naturligvis fejres, og det bliver det også på dagen med de andre beboere, familien og god mad.

Annonce

Jeg er ligesom katten med de ni liv, og jeg har så brugt de otte. Nu har jeg så et liv tilbage og slår rekorder hver dag.

Hans Juhl.

Førtidspension i 1987

Hans Juhl har en lang sygdomshistorie bag sig, som begyndte helt tilbage i 1982, da han som 32-årig fik fåresyge.

Sygdommen satte Hans Juhl ud af spil i flere dage. En dag begyndte han pludselig at bløde ud af munden og bagdelen.

- Årsagen var, at jeg tidligere havde haft en leverbetændelse uden at vide det, forklarer han.

Hans Juhl blev sat i en årelang behandling og røg ud og ind af sygehuset flere gange. Han fik navlebrok, lyskebrok, blindtarmsbetændelse og en byld i bagdelen.

Han fik kateter i urinrøret, som han selv skulle skifte dagligt.

Undervejs i det lange sygdomsforløb forsøgte han at passe sit arbejde som gartner ved Keld Hansen i Marslev, men til sidst sagde overlægen på Odense Universitetshospital (OUH) til ham:

- Nu må det have en ende. Du har været så mange ting igennem. Jeg vil hjælpe dig med at få førtidspension.

Og i 1987 blev han så førtidspensionist. Han og sin kone, Sonja, fik solgt deres hus i Langeskov, som de selv havde bygget i 1976, og de fik en fire-værelses-lejlighed i Langeskov.

- Hvis jeg faldt fra, skulle det være, så det kunne køre rundt økonomisk, forklarer Hans Juhl.

Plejecentrets fodermester

Samme overlæge, som hjalp ham med førtidspension, endte også med at indstille ham til at få en ny lever, fordi han gang på gang måtte på Rigshospitalet for at blive tappet for væske.

Hans Juhl blev sendt til forundersøgelse i Sverige og skulle på hjemvejen forbi Rigshospitalet for at få en personkalder, hvis der skulle komme en lever til ham.

Meget træt efter turen til Sverige kom han hjem til Langeskov, men nåede kun at være hjemme i tre timer, før der kom et opkald om, at der var en ny lever til ham.

Atter gik turen til sygehuset i Sverige for at få den nye lever.

- Her fik jeg livet igen, fastslår han, men fortæller, at der også efter transplantationen ventede en lang kamp for at komme på højkant igen.

Pludselig vejede han 48 kilo. Han havde mange smerter og var også faldet sammen i ryggen.

I dag går han stadig til kontrol hver tredje måned, og han er stadig nødt til at spise meget medicin, fordi hans krop, selv om det nu er 30 år siden, at han fik den nye lever, stadig vil kunne forsøge at frastøde den.

Psykisk har Hans Juhl også haft en stor nedtur og har derfor været forbi psykiatrisk afdeling på OUH.

Den mentale nedtur er også den indirekte årsag til, at han i december 2018 kom på Fjordly Plejecenter.

- Nu går det langt bedre, fastslår han.

Han er blevet fodermester for plejecentrets akvariefisk, som han dagligt lægger vejen forbi for at give et drys foder, og desuden laver han også gerne roser af farverige tre-lags-servietter, som kan pynte på bordene.

- Til jul havde vi røde og hvide på bordene, fortæller han.

I 1991 var han med til at stifte Leverforeningen, som i dag er en velfungerende forening.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Der er lys - også i den mørke tid

Da Hitlers sorte fugle fløj over Danmark i de tidlige morgentimer for 80 år siden, var det begyndelsen på fem mørke år. Begivenhederne 9. april 1940 var imidlertid også begyndelsen til, at danskerne endnu engang indså, at det lille land højt mod nord ikke kan klare sig alene. Læren af besættelsen var derfor blandt andet, at vi aktivt skal indgå i samarbejder, der rækker langt ud over vores egne grænser, hvis vi skal kunne løse vores sikkerhedsmæssige, politiske og økonomiske problemer. Derfor er 9. april 1940 på den ene side en sort dag, på den anden side en lysets dag, fordi det da stod klart, at vi er nødt til at binde os tæt sammen med andre lande for at løse fælles udfordringer. Besættelsen er på sin vis baggrund for Danmarks engagement i krigene på Balkan, i Irak og i Afghanistan. Den er også årsagen til, at danske politifolk og jurister og folkeretseksperter har været udstationeret i talrige stater verden over. Og den er katalysator for vores tætte samarbejde med andre europæiske og vestlige lande i EU, FN, Nato, WHO og talrige andre internationale institutioner og sammenslutninger. Bevares: Det er ikke, fordi dansk forsvars- og udenrigspolitik har været konsekvent. Fodnotetiden i 1980'erne står som et lavpunkt i vores omgang med vores allierede. På samme måde er danskernes til tider meget valne holdning til EU-samarbejdet et problem. Det ændrer imidlertid ikke på, at vi qua besættelsen har forstået det betydningsfulde i at samarbejde med andre. Også, når epidemier raser. Engang var Danmark et lille, fattigt land. Lille er landet stadig, men det har udviklet sig til at høre til blandt de rigeste lande i verden. Det skyldes ikke, at vi har store mængder af naturressourcer eller et særligt gavmildt klima. Det skyldes vores evne til at samarbejde med andre lande. Besættelsen og de mørke år, der fulgte, understreger - ligesom alt, hvad der er sket i de seneste måneder - at det er vigtigt, at vi fortsat forpligter os i EU, Nato og andre organisationer, der er med til at holde verden rundt om os i balance. Uden EU og uden Nato ville vores økonomiske, politiske og sikkerhedspolitiske grænser engang været blottet. Derfor skal vi holde fast i at ville samarbejde. Også i disse tider. For der er lys i den mørke tid.

Annonce