Annonce
forside

Han skabte verdens eneste ocean-liner: Den er noget helt særligt

Stephen Payne om bord på sit mesterværk - Cunards Queen Mary 2. Foto: Søren Stidsholt Nielsen

Stephen Payne er som konstruktør af over 40 store passager- og krydstogtsskibe en af de globalt førende på sit felt. Hans mesterværk er verdens største passagerskib, Queen Mary 2. Søsiden har talt med skibets designer sejlende på den legendariske oceanliner.

For små tyve år siden lå der et blankt stykke papir foran Stephen Payne. Rederiet Cunard havde bedt den britiske konstruktør om at designe en skibstype, som ikke havde været nybygget i 40 år: En Atlanterhavs-liner. Et oceangående passagerskib med tydelige linjer tilbage til linernes gyldne tidsalder.

- Min boss sagde, at vi skulle bygge et nyt skib til at afløse Queen Elisabeth 2. Jeg gjorde det hele fra bunden, fortæller Stephen Payne.

I skibsdesign-verdenen er Stephen Payne globalt kendt. Han har for Carnival Corporation og andre designet og projekt-styret et par snese af verdenshavets krydstogt- og passagerskibe. Queen Mary 2 vil til alle tider stå som hans enestående mesterværk.

- Den er noget helt særligt, fastslår Stephen Payne, som Søsiden møder om bord på dette verdens største passagerskib mellem Hamborg og Southampton.

Annonce

FAKTA: Dr. Stephen Payne, naval architect, OBEStephen M. Payne, 58 år og fra London-området, var allerede som barn fascineret af ocean-linere.Stephen Payne er uddannet naval architect på universitetet i Southampton og har i dag en doktorgrad.

Stephen Payne arbejdede fra 1985-2010 for verdens største krydstogt-koncern, amerikanske Carnival Corporation. I den periode var han involveret i design af over 40 krydstogtskibe til bl. a. Cunard, Costa Crociere, Holland-America og Seabourn.

Stephen Paynes første projekt for Carnival var inspektion og afslutning af et af verdens dengang største krydstogtskibe, m/s Holiday på Aalborg Værft.

Stephen Payne er i dag selvstændig og arbejder bl. a. for asiatiske værfter og har været rådgiver for det britiske søværns nye hangarskibe.

Stephen Payne har modtaget en række ordener og anerkendelser for sit arbejde, bl. a. OBE (Order of British Empire).

Stephen Payne har skrevet bogen "RMS Queen Mary 2 - owners' workshop manual". Bogen har forord af hertugen af Edinburgh, hans kongelige højhed prins Philip. sosn

- Ikke et krydstogtskib

QM2, som Stephen Payne kalder den, er ikke et krydstogtskib, men den kan bruges til krydstogt. Det sker, når den ikke en snes gange årligt sejler transatlantisk.

- QM2 er tænkt og skabt som et oceangående passagerskib, en liner, understreger Stephen Payne flere gange overfor Søsiden.

QM2 er både unik og har hentet inspiration fra fortidens ocean-linere. Den sneplov-agtige bølgeafviser på fordækket er fx "lånt" fra m/s Normandie, dele af forskibet fra m/s Rotterdam og fra den første Queen Mary. Det samme gælder det skeformede hækparti.

- Hvad er det, der gør til QM2 til et passagerskib - og ikke "bare" et krydstogtskib?

- Formgivningen og styrken. I første omgang vil ingen tro mig helt, da jeg sagde, at vi behøvede et virkelig stærkt skib. Et skib, der ikke begyndte at bøje og vride, når det kom ud i hårdt vejr på Atlanten. Derfor er QM2 bygget af 32 mm stål. Det normale på krydstogtskibe er 16-18 mm. Vittigheden under byggeperioden var også, at den på grund af de tykke plader blev kaldt et lommeslagskib.

Formen straffer pladsen

- Hvilke særlige krav stilles der til formgivning af en ocean-liner?

- Hvis du kikker på nogle af de moderne Carnival-skibe, er kommandobroen bygget ret op foran. Jeg sagde, at den går ikke. Når vi har hårdt vejr vil vand vælte ind over. Så vi måtte droppe den plads forude. Det er en af "straffene" for at have en liner. Det samme agterude. Overbygningen går ikke helt til skibets bageste del, som det ofte ses på krydstogtskibe.

- Hvorfor?

- Formgivningen af QM2s overbygning fører til, at vægten kan koncentreres i midten af skibet. Det betyder, at den i grov sø ikke vrider og bøjer sig så meget. På krydstogtskibe som fx som Queen Victoria kan der være meget vrid og drej. Ikke her om bord.F

Fire stabilisatorer

- Hvad gør stabilisatorerne for passagernes komfort?

- De kan ikke forhindre skibet i at rulle, men de kan begrænse det. Andre skibe har to. Vi har fire til at stikke ud gennem siderne. Stabilisatorerne kan aktiveres afhængig af vejrforholdene. At have hele fire giver stor fleksibilitet til at præstere den maksimale kombination for passagerenes komfort. Det er meget effektivt.

Komfortabelt i orkan

- Hvor hårdt vejr kan QM2 klare?

- Skibet er meget stabilt. Selv ved vindstyrke seks (Beaufort, red.) er det komfortabelt. Jeg var fx om bord i 2008, da vi sejlede 24 knob i vindstyrke 12 (orkan, red.). Jeg sad i biblioteket for at signere min bog, og folk kunne også stadig sidde der, selvom biblioteket er helt ude ved forskibet.

- Er den mere stabil i søen, end de gamle linere var?

- Ja, helt klart. Vi lavede en sammenligning med den gamle Queen Elisabeth 2 under test af modeller i Holland. Vi fandt ud af, at den her bevægede sig omkring halvdelen af, hvad QE2 gjorde. Jeg mødte megen skepsis omkring mit design, især blandt de gamle officerer. De priste QE2. Men da den her kom ud og sejle, måtte de bøje sig. Den har aldrig ligget underdrejet - heller ikke i orkan.

Linjer til Titanic

- QM2's interiør trækker linjer til gamle linere, fx Titanic. Hvordan har den proces været?

- Normalt får et skibs arkitekter lov til at lave det, de tænker sig, men det synes jeg ikke var en god idé i dette tilfælde. Designet indenfor er afgørende for oplevelsen af skibet. Så jeg tog den svenske og britiske interiørarkitekt med til Eltham Palace i London for at hente inspiration til stilen, som jeg synes noget af det skulle være, bl. a. luksussuiterne.

- Ved indretning er der også en masse sikkerhed at tage hensyn til. Fx er det meste af det, der her om bord ser ud som træ, ikke træ, som det var på de gamle passager-linere. Det er fake her og er lavet i brandsikre materialer. Skibet er i det hele taget meget brandsikkert, fastslår konstruktøren.

- Kan ses fra rummet ...

Stephen Payne har også i sit design sørget for, at Queen Mary 2 kan identificeres med det blotte øje og endda på lang afstand:

- Skiltet med Queen Mary 2 højt oppe på siderne er verdens største lavet i optisk fiber. Jeg bestemte, at det skulle kunne ses fra rummet ...! Når vi møder andre skibe, skal ingen være i tvivl om, at det er denne. Derfor er der brugt mange ekstra penge på skiltet, fortæller Stephen Payne.

Den lave skorsten

Skorstenen lige ovenover gasturbinehuset med det lysende skilt har også sin egen historie.

- Skorstenen burde være højere fordi røgen, der kommer ud, slår ned bagved. Men der er kun et spil på ni fod - tre meter - til at komme under broen i New York, så skorstenen har maximum højde af, hvad der er muligt. Men ved at tilbygge de store konstruktioner, windscopes, på siderne puster det røgen opad og væk fra skibet.

- Under Storebæltsbroen sejlede for nogle år siden et nybygget krydstogtskib med sænkbare skorstensrør. Kunne det have været en løsning?

- Nej, men vi tænkte på det. Problemet her var, at hvis sænke-hydraulikken satte ud, ville vi ikke kunne gå under broen og dermed ikke kunne anløbe New York. Så det turde vi ikke satse på.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce