Annonce
Danmark

Hammerdyre elefanter

Peter Rasmussen, chefredaktør på avisen Danmark.

Hvad skal det egentlig koste at befri fire elefanter fra et ydmygende liv i cirkus? Ja, det skal så koste 11 millioner kroner, er Folketinget blevet enig med sig selv om efter, at det lykkedes Dansk Folkeparti at få sat de fire elefanter fra Cirkus Arena og Cirkus Trapez på finansloven.

Beslutningen var den første, som et bredt flertal i Folketinget stod bag, efter at den ny regering, med Mette Frederiksen i spidsen, trådte til. Beslutningen har i øvrigt udløst en hel del grineflip fra Folketingets talerstol - ikke mindst fra statsministeren selv. Tjek selv på Youtube.

Men i denne uge slog den ny Venstre-høvding Jakob Ellemann så bak.

11 millioner kroner, for at løskøbe fire gamle elefanter for at sætte dem ud i Knuthenborg Safaripark, er skudt over målet, sagde Jakob Ellemann til Politiken og uddybede:

"Det er fuldstændig ude af proportioner. Det er fire dyr vi taler om. Det er nogle stakkels dyr og nogle dejlige dyr. Men det er der godt nok mange andre dyr, der også er. Jeg synes, det er mange penge".

Og det er det da sikkert også, hvis de 11 millioner kroner bliver omregnet i børneteater eller vikartimer i en folkeskole. Til gengæld kan man ikke få meget mere end et tredjedel Hammershøi-maleri for pengene. I denne uge blev maleriet "Interiør fra Strandgade 30" solgt for 31,5 millioner kroner hos auktionshuset Bruun Rasmussen.

Cirkus Arena mente egentlig, at de skulle have 39,5 millioner kroner for at opgive deres elefanter som konsekvens af den nye dyrevelfærdlov, der blev fremsat i torsdags, og som forbyder cirkuselefanter.

Men kompromisset landede altså på 11 millioner kroner fra den såkaldte dyrevelfærdspulje, hvoraf de 2,4 millioner kroner kommer fra indtægter fra Landbrugslotteriet.

Man kan selvfølgelig spørge sige selv, hvorfor Arena overhovedet skal have erstatning? Hvis staten skulle gribe ind med skattekroner for at redde dyrene fra alle de tosser, der overtræder dyrevelfærdsloven, kunne vi få nok at bruge vores fælles husholdningskasse til. På den anden side, hvis vi en gang for alle kan få stoppet, at verdens tungeste landdyr skal køre rundt i transportvogne som en del af underholdsningsindustrien og optræde i tylskørt og rejse deres kolossale vægt på bagbenene for at trampe en vippe ned, der kan få østeuropæiske badutspringere til at forsvinde i saltomortaler under teltkublen, så er pengene vel egentlig givet meget godt ud.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce