Annonce
Indland

Højesteret: Mange kropsvisiteringer var nedværdigende

Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
En retspsykiatrisk patient blev kropsvisiteret cirka 40 gange på halvandet år. Region skal betale godtgørelse.

En mand blev kropsvisiteret 41 gange på det halvandet år, han var indlagt på en retspsykiatrisk afdeling i Viborg.

Det var nedværdigende behandling, har Højesteret tirsdag afgjort.

Manden var indlagt fra august 2013 til februar 2015 som følge af en behandlingsstraf. Når han kom tilbage fra uledsagede udgange eller havde haft ikke-overvågede besøg, blev han flere gange kropsvisiteret.

Han har selv nægtet at have indvilget i kropsvisiteringerne, hvor han blandt andet skulle tage alt sit tøj af og enten bukke sig forover, så ballerne blev spredt, eller sætte sig på hug og hoste.

Dermed var tjekkene i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, der fastslår, at "ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf".

Det har Højesteret slået fast.

Region Midtjylland har under sagen sagt, at personalets beslutninger om kropsvisitationer var i orden. De beroede på en konkret vurdering i forhold til den indlagte mand.

I domsdokumentet står der, at "i vurderingen indgik hans fortid med trusler, bombetrusler, trusler om at nakkeskyde folk, tidligere stofmisbrug, hans konkrete adfærd i afdelingen, hvor han var fjendtlig, i opposition, ikke ville samarbejde, var udadreagerende, havde smidt med ting og prøvet at ramme afdelingssygeplejerske (navn fjernet, red.) i armen med en kuglepen".

Højesteret mener ikke, at regionen foretog de nødvendige vurderinger af, om patienten under besøg eller udgang havde fået fingre i medikamenter, rusmidler eller farlige genstande.

Heller ikke ud fra et præventivt hensyn ville kropsvisiteringerne være okay, påpeger retten.

Region Midtjylland er på grund af den krænkende behandling pålagt at betale manden 25.000 kroner i godtgørelse. Regionen skal desuden betale sagens omkostninger, der løber op i 93.375 kroner.

Ifølge Landsforeningen Krim, der yder retshjælp til landets indsatte, er sagen langtfra det eneste eksempel på den type behandling.

- De danske myndigheder har i årevis fulgt helt den samme fremgangsmåde både på psykiatriske hospitaler og i fængsler, siger formand Claus Bonnez i en pressemeddelelse.

Her oplyser han samtidig, at Krim er ved at indlede lignende sager mod både psykiatrien og Kriminalforsorgen, hvor borgere kræver erstatning.

/ritzau/

Annonce
Afgørelsen på Højesterets hjemmeside
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Til trods for myndighedernes anbefalinger: Fjernvarme Fyn aflyser arrangement på grund af coronavirus

Leder For abonnenter

Leder: Har vi et ansvar overfor den dræbte kvindes døtre?

Der er nogle ting, der er så barske, at du ikke kan læse om dem i avisen. Billederne af en ung syrisk kvinde fra Langeskov og hendes ni-årige søn, der blev dræbt og efterladt i en skov i Syrien. Dem kan du ikke se i Fyens Stiftstidende. Vi fortæller heller ikke, hvordan det præcist foregik, da deres liv endte i et middelalderligt ritual angiveligt udført af deres egen mand og far. Det er så forsimplet, uhyggeligt og afstumpet, at det ikke er til at forstå. Hvis du har lyst til at læse og se, hvad der skete natten til en søndag i februar i det nordlige Syrien tæt på grænsen til Tyrkiet, så kan du finde det i andre danske medier. Men vi bliver nødt til at tage en snak om, hvorfor en flygtningefamilie fra Langeskov vælger at rejse tilbage til det land, der er flygtet fra. Hvorefter familiens overhoved efter beskrivelser fra lokale medier og bekendte vælger at begå et sharia-inspireret mord på sin kone og søn. Den unge kvinde, der kom til Danmark for fire år siden, var efter alle beskrivelser særdeles velintegreret. Hun har taget kørekort og var netop ved at afslutte en uddannelse som frisør. Hendes ældste barn gik i 1. kasse i en dansk skole og havde danske venner. Paradoksalt nok var det netop derfor, kvinden endte med at dø, ifølge hendes venner i Danmark. Hun var blevet for dansk til sin ægtemand, der er gammel nok til at være hendes far. Rejsen til Syrien er efter alt at dømme sket i hemmelighed. Blev kvinden presset til at tage af sted? Har hun vidst, der var fare på færde? Det er ikke sikkert, vi nogen sinde får svar på de spørgsmål. Hendes mand meldte sig efter drabene til de lokale myndigheder, og lad os da håbe, de beholder ham et godt stykke tid, så han ikke kommer til Danmark igen. Lige nu og her er det mest presserende spørgsmål, hvad der skal ske med kvindens to yngste børn. To piger, der begge er født i Danmark, og som nu opholder sig hos familie i Syrien. Har vi i Danmark et ansvar over for dem? Eller skal vi lade dem sejle deres egen sø, og så må de klare sig, som de kan hos familien i Syrien?

Annonce