Annonce
Sport

Højbjerg har fået ny motivation af pinlig 0-9-lussing

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Pierre-Emile Højbjerg betragter Southamptons 0-9-nederlag til Leicester som pinligt, men motiverende.

0-9.

Southamptons beskæmmende hjemmebanenederlag til Leicester 25. oktober nager stadig Pierre-Emile Højbjerg og holdkammeraterne.

Her næsten tre uger senere ses det tydeligt på den danske landsholdsspiller, at det er en kamp, han næppe glemmer.

Men Southampton-anføreren har også fået tænkt oplevelsen igennem og bruger den som motivation til aldrig nogensinde at skulle igennem noget lignende.

- Sådan et resultat sætter virkelig tingene i perspektiv. Jeg vil gerne indrømme, at jeg lige efter opgøret ikke tænkte, at der var særlig meget at tage med derfra.

- Men oplevelsen har gjort mig stærkere og endnu mere fokuseret på, hvad jeg vil opnå som fodboldspiller og sportsmand.

- Man føler sig heldig over at komme på banen igen og få mulighed for at vaske fortiden væk.

- Nederlaget kunne bruges som en stor motivation, og weekenden efter var vi faktisk længe foran mod Manchester City. Det beviste en reaktion, siger Højbjerg.

Han uddyber, hvilke tanker der fik ham ovenpå efter lussingen:

- Selv om det lyder sygt at sige, så er man faktisk heldig. Dengang, jeg startede med at spille fodbold, var drømmen at leve af det. Så var der måske en større drøm om at spille Premier League og så en endnu større drøm om at være anfører og komme på landsholdet.

- Det var de ting, jeg lige huskede på igen. At jeg stadig lever af min drøm, siger Højbjerg.

Southampton kom bagud i det tiende minut, og to minutter senere fik holdet så smidt en mand ud.

Selv under de forudsætninger er der ingen undskyldning for at tangere en kedelig rekord for det største nederlag i Premier League-historien, mener Højbjerg.

- Selv en dag, hvor alt går galt, må sådan noget ikke ske. Det var under al kritik. Jeg stod med en følelse af, at det virkelig, virkelig var pinligt.

- Man er virkelig forlegen. Så spørger man også lidt sig selv, om man fortjener at være der, hvor man er, siger Højbjerg.

Selv om Southampton har tabt de efterfølgende tre kampe efter afklapsningen, er Højbjerg glad for den reaktion, som han har vist sammen med sine holdkammerater.

- På min vagt lægger man sig aldrig nogensinde ned. Det gjorde mine holdkammerater ikke, og det gjorde jeg heller ikke.

- Det er det vigtigste. Nemt har det ikke været, men jeg har lært meget og hænger ikke i tovene, siger Højbjerg.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce