Annonce
Udland

Hæren i DRCongo har dræbt leder fra Rwandas folkedrab

Lionel Healing/Ritzau Scanpix
Sylvestre Mudacumura, kommandant for Rwandas hutumilits i 1994, er blevet dræbt i DRCongo.

Militæret i Den Demokratiske Republik Congo (DRCongo) meddelte onsdag, at det har dræbt Sylvestre Mudacumura, som var kommandant for Rwandas hutumilits.

Han var eftersøgt af Den Internationale Straffedomstol i forbindelse med folkedrabet i Rwanda i 1994.

Mudacumura har siden 2000 været leder for hutugruppen Fdlr, som blev dannet samme år af hutuer, som var flygtet fra Rwanda efter folkedrabet.

I DRCongo førte Fdlr i perioder krig mod DRCongos regeringsstyrker og rivaliserende militser.

Rwandas regeringshær har gentagne gange interveneret i DRCongo i forsøg på at anholde eller dræbe Mudacumura og hans mænd.

- Sylvestre Mudacumura blev neutraliseret af væbnede styrker sammen med alle de folk, som ledsagede ham. Det skete i Rutshuru territoriet, siger en talsmand for DRCongos hær Richard Kasonga.

Mudacumuras død er det seneste tilbageslag for Fdlr. En række af gruppens ledere er blevet anholdt, og den har været under stigende pres fra hæren og forskellige militser.

Den Internationale Straffedomstol udstedte i 2012 en efterlysning af Mudacumura. Han er sigtet for angreb på civile, drab, voldtægt og tortur i DRCongo, hvor militsen har opereret siden 1994, hvor dens medlemmer flygtede fra Rwanda.

Anklagemyndigheden mener, at Mudacumura, som skulle have været omkring 65 år, ledede angreb på civile og på Rwandas hær i 2009 og 2010.

Human Rights Watch siger, at Fdlr dræbte over 700 civile under konflikten i perioden, fordi den ville afskrække folk fra at samarbejde med hæren.

I Rwanda ledede Mudacumura under folkedrabet en bataljon i den nordlige del af landet.

Fdlr har været en stadig kilde til konflikt mellem Rwanda og Uganda. Internationale bestræbelser på at finde nye hjemlande til militsens tidligere medlemmer er hidtil slået fejl.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Folketingspolitikere støtter flere tog på Vestfyn: Uld i mund om regningen

112

390 gram skunk fundet under forsæde

Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Fyn

Hjertestop-ordning har klaret sig over al forventning: Nu overvejer regionen at skrotte den

Annonce