Annonce
Nyborg

Gymnasierektor om afslag i asylsag: Det var helt forventeligt

Sagen om familien Adisalan Hussein fra Nyborg begyndte at rulle, da Fyens Stiftstidende skrev om den i efteråret. Arkivfoto: Michael Bager

I denne uge afviste Udlændingestyrelsen at give asyl til børnene i familien Abdisalan Hussein fra Nyborg. Afgørelsen kommer ikke bag på Henrik Stokholm, rektor på Nyborg Gymnasium, der ser frem til en mere grundig behandling af familiens sag i Flygtningenævnet.

Nyborg: Torsdag aften var der inviteret til støttekoncert på Nyborg Gymnasium til fordel for familien Abdisalan Hussein fra Nyborg.

Knap 40.000 kroner blev der doneret ved den lejlighed, og det glæder gymnasierektor Henrik Stokholm, der fortæller, at de mange indsamlede penge skal bruges til at sikre, at familiens medlemmer kan blive boende i Nyborg, mens myndighederne behandler deres sag.

I denne uge kom der svar fra Udlændingestyrelsen, som afviser at give asyl til familiens børn. Det er umiddelbart et tilbageslag, men et meget forventeligt et af slagsen, mener Henrik Stokholm.

- Jeg har været i kontakt med familien, som selvfølgelig er meget berørt og derfor ikke ønsker at tale med pressen. De havde håbet på at få asyl, men der er som sådan ikke noget overraskende i, at Udlændingestyrelsen giver afslag. Nu ser jeg frem til en mere grundig behandling i Flygtningenævnet, fortæller han.

Der er således ikke udsigt til, at familien skal forlade Danmark på nuværende tidspunkt. Tværtimod kan der gå op til et år, før Flygtningenævnet kommer med sin afgørelse, vurderer familiens advokat, Niels Erik Hansen.

Annonce

Frygter overgreb

Heller ikke han er overrasket over Udlændingestyrelsens afvisning.

- Styrelsen har valgt at sige, at denne afgørelse hænger tæt sammen med de afgørelser, der har været tidligere, nemlig vedrørende moren og det yngste barn. De var i Flygtningenævnet sidste år, og her fik de frataget deres asyl. Derfor er det meget naturligt, at Udlændingestyrelsen lader det være op til Flygtningenævnet at afgøre, om de seks ældste børn skal have asyl og dermed ændre på den fejl, som efter vores mening blev begået på det tidspunkt, siger han.

Samtidig vil man ifølge Niels Erik Hansen lægge op til, at moren og den yngste datters sag genoptages af nævnet, så det hele kan tages på én gang.

- Men hvad får dig til at tro, at man vil nå frem til en anden konklusion?

- Hvis man sender familien tilbage til Somalia, er vi bange for, at børnene vil blive udsat for overgreb. Det gælder især pigerne, der risikerer omskæring. I den første afgørelse vurderede nævnet, at moren var ressourcestærk nok til passe på det mindste barn, men her taler vi altså om i alt syv børn, og det er tvivlsomt, at de vil kunne få den nødvendige beskyttelse. Derfor håber vi på, at familien kan få lov til at blive i Danmark, siger advokaten.

Ny henvendelse kan være på vej

Sagen blev offentligt kendt, da Fyens Stiftstidende i efteråret 2018 kunne fortælle, at Nyborg Kommune havde smækket kassen i, og at familiens børn var blevet trukket ud af skole og børnehave.

Siden har Undervisningsministeriet fastslået, at kommunen har pligt til at tilbyde undervisning i folkeskolen, så længe familien opholder sig i Nyborg.

Sideløbende har en frivillig forening set dagens lys og gjort det til sin opgave at indsamle penge, så familien kan blive boende i lokalområdet. Med donationerne fra torsdagens støttekoncert, hvor mellem 110 og 120 personer deltog, har man i alt indsamlet cirka 150.000 kroner.

Siger Flygtningenævnet god for at genbehandle moren og den yngste datters sag, er man ifølge Niels Erik Hansen tilbage til situationen før november 2018. Derfor vil han rette henvendelse til Nyborg Kommune med henblik på at sikre, at familien igen kan få offentlig støtte, indtil Flygtningenævnet træffer en afgørelse.

Kommunens oprindelige beslutning om at stoppe udbetalingerne er i øvrigt påklaget til Ankestyrelsen.

Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Folketingspolitikere støtter flere tog på Vestfyn: Uld i mund om regningen

112

Dørmand slået på tequilabar

Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Fyn

Hjertestop-ordning har klaret sig over al forventning: Nu overvejer regionen at skrotte den

Annonce