Annonce
Danmark

Guide til julefrokostdiskussionerne: Hvorfor er det så svært med den der grønne omstilling?

Simon Lægsgaard Madsen

Langt de fleste af os har opfattet alvoren, og alligevel er den grønne omstilling uendelig langsom. Der er så mange grunde til at lade hænderne blive i lommen, og for at kunne navigere i feltet under julediskussionerne skal man kende faldgruberne. Dem forsøger jeg at kategorisere her.

Handlingslammelse: Det er en udbredt opfattelse, at det alligevel ikke nytter stort, hvad den enkelte gør, og så kan man lige så godt lade være. Det er selvfølgelig noget vrøvl. Enhver, der har begået sig i et fællesskab ved, at det hele afhænger af summen af hver enkeltes bidrag. Det er naturligvis sværere at overskue i en global sammenhæng, men mekanismerne er nøjagtig de samme. En anden meget brugt forklaringsmodel er, at politikerne alligevel ikke tager det særligt alvorligt, så hvorfor skulle jeg? Nogen ("andre" underforstået) gør vel noget, hvis det er nødvendigt. Verdenshistorien fortæller desværre noget andet. En tredje gruppe synes ganske enkelt ikke, at det kommer dem ved. Enten er det for svært at kapere det, eller også er man alligevel er død og borte, når de værste konsekvenser rammer, og hver dag har jo nok i sin plage. Den sidste og største hindring for handling er vanens magt. Den er meget tydelig her i den søde juletid, for selvom man gerne vil gøre en forskel, så kan det altså være svært at bryde med konventionerne. Hvilken jul ville det blive uden gaveorgie, juleand og lys i havens træer?

Trods: Den mest trodsige reaktion er ren og skær benægtelse: "Vi har slet intet menneskeskabt klimaproblem." Den slags selvvalgt indskrænkethed, hvor absurde eller manglende argumenter sætter dagsordenen, er hård at tage livtag med, men man må aldrig give op. Måske man kan rykke blot en smule. Det mere konstruktive standpunkt, at klimaforandringerne også kan føre godt med sig, skal der nok blive brug for, men som skalkeskjul for manglende handling er det varm luft. Fejlbehæftet eller direkte vildledende viden er også en væsentlig årsag til manglende handling. På den ene side fremmer det ikke motivationen for at spise mindre oksekød, hvis man ikke tror, det har nogen betydning for klimaet. På den anden side er det brænde på trodsighedens bål, når man føler sig manipuleret af "viden", der viser sig alene at være funderet i formodninger om, hvad der vil gavne klimaet. Jeg mærker selv trodsen i mig, når jeg møder mennesker, der i klimaets navn ukritisk peger fingre ad alle andre i en stor rodebutik af usammenhængende argumenter, og ofte forstærker deres enøjede paniktilstand både trods og apati hos deres medmennesker. Problemet bliver ikke mindre af, at "hysteriet" bruges som anledning til latterliggørelse af hele bestræbelsen på grøn omstilling.

Tillid: Den sidste store model for retfærdiggørelse af egen manglende handling er den blinde tillid til, at tingene nok skal gå, hvad enten det er kloden, der heler sig selv, politikerne der nok skal handle i tide eller videnskaben der uden tvivl snart opfinder løsninger. Er man demokratitilhænger, er det en model, der burde udfordre ens verdensopfattelse, for demokrati har aldrig handlet om at overlade ansvaret til andre.

En julebøn: Jeg møder ofte den lidt hånlige indstilling, at hvis ikke man kan feje for sin egen dør, så skal man slet ikke feje. Hvis ikke man selv er perfekt, så kan man lige så godt helt lade være, og man skal i hvert fald slet ikke formaste sig til at sprede sin holdning til julefrokosten, hvis ikke man har alt sit på det tørre. - Men man skal ikke lade sig skræmme af den hån! Jeg lærte engang på et førstehjælpskursus, at det er bedre at gøre noget end slet ikke at handle, også selvom man ikke er helt sikker på at gøre det rigtige. Det gælder også, når vi taler førstehjælp til kloden. Hellere gøre lidt end slet ingenting, og ofte er lidt begyndelsen på mere. Og til dig, som intet vil gøre, fordi du af den ene eller anden årsag ikke kan støtte grøn omstilling, så kommer her en lille julebøn: Lad dog være med at tage initiativet fra andre for at retfærdiggøre din egen manglende handling. Hvad godt kommer der ud af det? Jeg ønsker alle en glædelig julediskussion.

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Fængselsforbundet: - Vi kan aldrig undgå, at indsatte tager livet af sig selv

Læserbrev

Sammenlægning. 700 udsatte børn på én skole?

Synspunkt: Kære Susanne, det er ikke børnenes tarv at sammenlægge Vollsmose-skolerne. Hvordan skulle det gavne det enkelte barn i Vollsmose at samle over 700 udsatte børn på én skole? I mange år har politikerne i Odense snakket om, at vi skal have flere blandede skoler i Odense. Derfor er det meget svært at forstå, at de nu vil skabe en stor skole og samle alle børnene i Vollsmose på Abildgaardskolen. Det er hverken fagligt forsvarligt eller integrationsfremmende. Derudover er det svært at forstå, hvorfor politikerne ikke kan vente med at sammenlægge skolerne, indtil ombygningen er overstået, for at undgå at børnene bliver udsat for flere skoleskift og stress. I perioden, hvor ombygningen står på og nogle af familierne skal flyttes væk fra området og andre flytter ind, har børnene brug for ro omkring deres skolegang. De har brug for deres vante omgivelser, tryghed og deres lærere, som de har kendt i mange år. Politikernes argumentation om, at der bliver færre børn i området, holder ikke i vand. Der skal opføres nye boliger i området, når nogle af de nuværende boliger blev revet ned, hvilket betyder at der flytter nye familier og deres børn til området. Hvor skal de nye børn i området så gå i skole? Derudover er der omkring 1500 mennesker, som flytter til Odense hvert år. I det hele taget bliver der flere børn og ældre i Odense i fremtiden. Derfor er det en omgang tom snak at påstå, at sammenlægningen skyldes faldende børnetal i området. Dertil savner jeg, at I politikere svarer på, hvor tanken om at skabe flere blandede skoler i Odense er blevet af? Og hvorfor skulle de nye tilflyttere i Vollsmose vælge en skole med over 700 tosprogede børn? Der er overhovedet ikke noget sammenhæng mellem det, I politikere siger, og det I gør. Der er ingen, der siger, at vi skal have to skoler i området, hvis der ikke er behov for det i fremtiden. Det giver bare ikke mening at samle alle områdets børn på en skole midt i en periode, hvor der foregår ombygning og renovering i området. Jeg håber inderligt, at I politikere tænker jer om og ikke svigter de mest udsatte børn i vores by. I det mindste fortjener børnene ro omkring deres skolegang, indtil ombygningen er færdig. Vollsmose-børns faglige udvikling, tryghed og trivsel er mindst lige så vigtig, som det er tilfældet for resten af byens skolebørn. Hvorfor skal byens måske mest udsatte børn stilles ringere end andre børn?

Annonce