Annonce
Sport

Grytebust: Jeg bliver holdt i hånden

Sten Grytebust var ikke glad for AaB's andet mål. (Foto: Claus Fisker/Scanpix 2017)

OB-keeper forklarer, at han kun kun bruge venstre hånd, da AaB scorer til 2-1

FODBOLD: OB-keeper Sten Grytebust havde ikke noget imod, at man nogen klandrede ham for AaB's afgørende mål til 2-1.

- Men jeg bliver holdt i min højre hånd af Kasper Risgaard, der står lige bag mig. Så jeg prøver at vifte bolden væk med venstre hånd, men den ryger over til den bageste stolpe, forklarede Grytebust.

Han er godt klar over, at efteråret slutter lidt som i sidste sæson.

- Da kunne det også have været endt fint før jul, hvis vi havde vundet over Silkeborg, men vi tabte ligesom, vi gjorde i dag. Det er selvfølgelig skuffende, sagde Sten Grytebust.

- I sidste sæson var vore nederlag mere jævnt fordelt over efteråret, mens vi i denne omgang har rejst os og være stabile i en lang periode efter en skidt start med kun et point efter fem kampe. Nu bliver det hårdt for os i foråret, hvor der vel et ni hold, der skal slås om tre pladser. Det havde hjulpet, hvis vi havde fået tre point i dag, mente Sten Grytebust, der ikke umiddelbart har i sinde at forlade OB i transfervinduet et halvt år, før nordmandens kontrakt udløber.

- Jeg har et halvt år tilbage af min kontrakt, og jeg har ikke umiddelbart intentioner om, at der skal ske noget med mig før til sommer. Jeg er en vigtig del af holdet og føler mig godt til rette i Odense, sagde Sten Grytebust.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce