I skovens dybe stille ro, små 15 kilometer fra Odenses centrum, finder vi den første grønne plet i avisens lille sommerserie om de gratis grønne glæder i det fri.
Trappetrinene knirker under fødderne. Et par af dem er brast sammen, og hele trækonstruktionen virker ikke blot gammel. Den virker usikker. Men vi fortsætter. Agterenden af Jacks hanekam er min lanterne på vores vej op ad de dunkle, snævre spindeltrapper under taget på Hesbjerg Slot.
Det lysner deroppe, og et friskt vindpust senere stikker jeg hovedet op gennem lugen og træder op. Vi står i toppen af tårnet og kigger ud over trætoppene, der omgiver det gamle slot, der førhen fungerede som et russisk ortodokst nonnekloster. Heroppefra virker markernes lige linjer langt væk ude i horisonten. Her er totalt ro.
I virkeligheden havde jeg ikke behøvet at klatre op i luftlagene for at finde fred og ro. Men nu var jeg jo faldet i snak med skotten Jack, der bor i en vogn lige neden for slottet, og han havde givet mig denne eksklusive mulighed for at se Hesbjerg oppefra. Sådan et tilbud tager man imod.
Udflugt til Hesbjerg Slot
Hesbjerg Slot ligger ved Blommenslyst, og det er muligt at tage busrute 130 fra Odense Station til Spedsbjergvej og derefter gå de sidste tre kilometer til slottet.Grusvejen, som fører op til slottet og landsbyen er bred og farbar for alle, mens den to kilometer lange natursti visse steder er meget smal.
Slottet kan nydes udefra, men er ved særlige lejligheder åbent for offentligheden, som det for eksempel er tilfældet fra 8. til 17. september, hvor kulturprojektet Mod.Strøm holder kunstfestival på slottet.
Vimpler og Buddha
Men nej, freden er altomsluttende herude ved Hesbjerg, og det er velsagtens grunden til, at en flok mennesker med hang til en alternativ livsstil har valgt at slå sig ned i skyggen af træerne og oprette et såkaldt økosamfund. En form for landsby, hvor økologi, fællesskab og spiritualitet er blandt grundpillerne.
I Hesbjerg opstod økosamfundet tilbage i 70'erne og den dag i dag bor der omkring 40 mennesker i små træhuse med vilde og frodige haver, som man passerer, når man går ad grusstien fra parkeringspladsen og op til slottet. Og det er, som om at regnbuefarvede vimpler i træerne, snedkererede buddhastatuer og beboernes venlige nik med hovederne, når man går forbi, får pulsen til at rutsje mod nulpunktet.
Men freden begrænser sig ikke til omgivelserne. Den er helt inde i Hesbjergs DNA. For slottet er ikke blot blevet brugt af nonner - det har også været - og er stadig - et fredsforskningscenter, hvor der bliver uddelt en fredsforskningspris.
Ikke et oplagt udflugtsmål
Jeg bevæger mig lidt rundt i området, da jeg er kommet ned fra tårnet. Ud og ind mellem nogle tilgroede ruiner, som udgør en del af landsbyen. Jeg møder Henrik Jacobs, der er beboer i Hesbjerg. Jeg fortæller ham, at jeg er ude for at inspirere læserne til at aflægge Hesbjerg et visit. Han fortæller mig, at han gerne så, at der kom flere besøgende herude, men at turister også gerne må huske, at beboerne skal have lidt privatliv.
Så han anbefaler, at man ser slottet og tager sig en spadseretur ad naturstien, der er oprettet herude.
Jeg følger hans råd og bevæger mig ad en smal sti gennem tæt buskads og ender til sidst nede ved grusvejen, hvor jeg startede.
Jeg sætter mig på en solbeskinnet græsbakke og forsøger at nå en konklusion omkring Hesbjerg som udflugtsmål. Det volder mig lidt problemer. For det er ikke et oplagt et af slagsen. Her er ingen ishuse, informationstavler eller faste, guidede ture. Man kan gå naturstien. Se slottet udefra. Hilse på en beboer og måske få en snak om noget andet, end hvor der er tilbud på mælk.
Der er ikke meget at lave ved Hesbjerg.
Og måske netop derfor er stedet et besøg værd.