Annonce
Fødselsdag

Grøntsagernes mand fylder 70

Erwin Lauterbach i køkkenet. Den 21. marts fylder den kendte kok 70 år. Anne Bæk/Ritzau Scanpix

Kokken og restauratøren Erwin Lauterbach stikker op i den generation af kokke, der de seneste 30-40 år har banet vejen for den position, Danmark i dag indtager på det gastronomiske verdenskort.

Og om nogen har sønderjyden, der torsdag den 21. marts fylder 70, gjort grøntsagerne spiselige også for de store gourmetrestauranter og deres gæster.

Lauterbach elsker grøntsager og har karrieren igennem tryllet med dem på de restauranter, han har været forbi. Både på tallerkenen, men også som dekorativt pynt i vaserne

- Ærlig talt. Et stykke fisk er bare et stykke fisk hele vejen igennem. En bøf er en bøf. Men en grøntsag, den kan så meget. Den kan have flere strukturer. Det rå, det kogte, det purérede, har han sagt.

Siden 2011 har Erwin Lauterbach huseret på Restaurant Lumskebugten ved Toldboden i Københavns Havn med Mærsk-hovedkvarteret som genbo.

Han blev uddannet i 1971 og var i 70'erne blandt andet kok på Restaurant Copenhague i Paris.

I 1981 åbnede Lauterbach sin første Restaurant Saison på Hotel Østerport, i 1989 flyttede restauranten til Skovshoved Hotel og endelig i 1993 til Hellerup Parkhotel.

I mange år var det en af landets mest feterede gourmetrestauranter. At det sluttede skyldtes både finanskrisen og en stadigt dyrere husleje i Hellerup.

Lauterbach har skrevet en række kogebøger. De to seneste, "Østers" fra 2016 og "Kartofler" fra 2017, i samarbejde med de gamle kokkekollegaer Søren Gericke, Jan Hurtigkarl og Hans Beck Thomsen.

Umiddelbart er der ikke flere bøger på vej. Lauterbach koncentrerer sig om at få nogle gode grøntsager på bordet - og i vaserne - på Lumskebugten.

Selv siger fødselaren, at han satser på et fortsat godt liv efter de syvti. /ritzau

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Mindeord For abonnenter

Mindeord: I byrådssalen boltrede Per Berga sig som en fisk i vandet

Annonce