Annonce
Rejser

Glem alt om bier vom fass – Ischgl er Alpernes nye gourmetby

Ischgl har et hyggeligt centrum med mange afterskimuligheder af vidt forskellig karakter – fra dansen på bordene og skvulpende fadøl til mere ”nede på jorden”-vin- og cocktailbarer. Foto: TVB Paznaun
Ischgl er kendt for fantastisk skiløb og lige så fantastisk afterski. Hvad færre måske ved er, at byen også udmærker sig på antallet af toprestauranter i forhold til byens størrelse. Rejser tog til Ischgl for at se, om der er noget om snakken.

Vi kender alle Ischgl som partyland. Det er stedet, der huser nogle af Østrigs bedste og mest berømte afterski-barer som Schatzi Bar med dansende dirndl-damer på bordene og Kuhstall, hvor folk synger med på schlagermusikken, som var det deres nationalsange. Det er ikke tilfældigt, at Ischgl har fået sloganet Relax if you can (Slap af, hvis du kan). For er man til fest og halvliters Bier vom Fass, er man kommet til det rigtige sted. Paris Hilton har fejret sin fødselsdag her, og store kunstnere som Rihanna, Bon Jovi, Robbie Williams og Elton John har givet koncerter i byen.

Men Ischgl er langt mere end skvulpende fadøl og Jägermeister-shots. I de senere år har Ischgl forvandlet sig til et gourmethotspot med restauranter på stjerneniveau, hvor foodies kan føle sig mindst lige så godt hjemme som fulde mennesker i skistøvler. I 2019-udgaven af den franske restaurantguide Gault Millau bliver netop Ischgl fremhævet som et helt særligt sted på grund af antallet af toprestauranter i forhold til byens størrelse.

Annonce

Alpernes gourmet-hotspot

I 2019-udgaven af den franske restaurantguide Gault Millau bliver Ischgl fremhævet som ”alpernes gourmet-hotspot”.

I guiden står der blandt andet: "Ischgl har gjort det. I det bagerste hjørne af Tyrol føler de krævende gourmander sig nu lige så velkomne som de erfarne skiløbere. På intet andet sted tæller vi så mange "kokkehuer" (guidens point-system) som her i forhold til byens størrelse. Bravo!"

Højt niveau fra start

Restauranten Stiar er den yngste af gourmetrestauranterne i Ischgl og én ud af fire steder med tre kokkehuer og 17 ud af maksimalt 20 point i Gault Millau-guiden. Og det er netop her, at Rejser har sat sig for at teste det kulinariske niveau i alpebyen. Chefkokken hedder Gunther Döberl, og han er ikke en mr. hvem som helst. Med en fortid på to 2-stjernede Michelin-restauranter er ambitionsniveauet tårnhøjt.

- Alt kød, I får serveret i aften, kommer fra vores egen gård, hvor vi både har wagyu-kvæg, svin og får, fortalte aftenens kvindelige tjener og sommelier, mens hun skænkede aperitif i glasset – et noget utraditionelt valg i form af en brown ale, men på den anden side var vi jo i Tyrol, og øllen fungerede overraskende godt til de tre første amuser: Fine, små kartoffelskiver oven på kål og karpe, en lille donut-hapser med kyllingelever og trøffel revet med rund hånd samt en ret med skinke, løvstikke og æg. Ser man bort fra den sidste appetitvækker, som jeg aldrig helt forstod, kunne aftenen ikke være startet bedre.

Kaviar og foie gras

- Vil du ikke smage et par forskellige hvidvine, inden du bestemmer dig for, hvilken du vil drikke til forretterne, spurgte vintjeneren, og det skal man ikke sige to gange til mig.

Valget faldt på en biodynamisk hvidvin (fra Østrig, selvfølgelig) lavet på 100 procent gewürztraminer fra producenten Gut Oggau i Burgenland, og man kan mene meget om biodynamikken og Rudolf Steiner-metoderne, men der var bestemt ikke noget hokuspokus over denne vin. Sjældent har jeg fået så interessant et glas hvidvin, hvor gewürztraminerens sødme var nedtonet til fordel for en kærkommen mineralskhed.

Den blev serveret sammen med Salzburger-kaviar, og det, som man i Østrig kalder Tyroler Marend, som er en mellemret med forskelligt brød, pølser (nogle af dem var røget fra Stiars eget røgeri), lokale ostespecialiteter og i dette tilfælde hjemmelavet smør, som kom på bordet i en osteklokke fyldt med røg.

Dernæst fik vi aftenens første egentlige skuffelse. Foie gras, som ellers står højt på listen over ting, jeg ynder at indtage, blev serveret oven på en alt for sød budding-lignende sauce, der var lavet på majs og kærnemælk. Det blev kvalmt efter to mundfulde, og for første gang i mit liv undlod jeg at spise foie grasen op. Den tredje forret stod til gengældt så skarpt, at man kunne skære sig på den. Et snorlige stykke ørred anrettet med selleri, urter og nødder. Det var fantastisk udført og én af de bedste fiskeretter, jeg har fået i år.

Gunther Döberl er chefkok på Restaurant Stiar i Ischgl. Han mener, at hans køkken skal udtrykke det sted, han bor, og derfor ser han Alperne som sit spisekammer. Han får sit kød fra egen gård, og det slagtes og modnes i eget slagteri. Foto: TVB Paznaun

Hjort så mør som smør

Jeg ved ikke, om hovedrettens vildtkød var nedlagt personligt af chefkokken i køkkenet. Men jeg har læst, at han er jæger, og at han tidligere har serveret sit bytte for gæsterne, så hvem ved? Under alle omstændigheder var hjorten mør som smør, og man skulle nærmest tro, at den blot havde været en tur på radiatoren. Det var ultrarødt, og jeg elskede det.

Rødvinen, der blev serveret, var en silkeblød pinot noir fra den østrigske producent Zuschmann & Schöfmann. Og hvis nogen stadig kan være i tvivl om, hvorvidt Østrig kan lave rødvine, så kan jeg garantere for, at der er sket ting og sager, siden kølervæskeskandalen forgiftede landets renommé som vineksporterende land. Og er man til den sarte pinot noir-stil, så bør man gøre sig selv den tjeneste at udforske nogle af de lokale druer som for eksempel zweigelt, der er gået hen og er blevet én af mine favoritdruer de senere år.

Aftenen sluttede af med to desserter. Først en curd med blåbær, urter og spiselige blomster, og dernæst en abrikospandekage serveret direkte på panden med tilhørende jordbærkompot, der var dækket af en speltflage og honningkorn, der smagte præcis som de klassiske guldkorn fra morgenmadspakkerne. Vi fik sød, sød auslese, og da de til allersidst kom ind med petit fours, måtte jeg melde pas. Jeg var mæt - både fysisk og på indtryk.

Stiar er indpakket i træ overalt, og der er indbygget biopejs i væggene. Det skaber ro og hygge i restauranten. Foto: Anders Hjelmer Paulsen

Konklusion

Restaurant Stiar er et yderst behageligt bekendtskab og et godt sted at starte, hvis man vil opleve det niveau af gastronomi, som Ischgl kan præstere. Der er varmt og hyggeligt på grund af restaurantens indpakning i massive træbjælker, men det er klassisk udført, så det ikke minder om en afterskibar. Medarbejderne er rørende entusiastiske og professionelle uden at blive formelle, og det er beundringsværdigt, hvor meget energi der bliver lagt i alle processer. Den mindste menu med 11 serveringer koster 700 kroner, hvilket er meget fornuftigt prissat niveauet taget i betragtning. Stiar får mine varmeste anbefalinger.

Magasinet Rejser var inviteret af det østrigske turistbureau, som sørgede for transport, overnatninger og forplejning.

Donut med kyllingelever og trøffel. Foto: Anders Hjelmer Paulsen
Saltzburger-kaviar. Foto: Anders Hjelmer Paulsen
Ørred med selleri, urter og nødder. Foto: Anders Hjelmer Paulsen
Hjort med blomkål i forskellige variationer samt svampe og bittesmå kirsebær. Foto: Anders Hjelmer Paulsen
Curd med blåbær og urter. Foto: Anders Hjelmer Paulsen
Abrikospandekage og jordbær-kompot under speltflage og honningkorn. Foto: Anders Hjelmer Paulsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

10.000 grønne fingre. Skolehaver giver jordforbindelse og -forståelse

Synspunkt: ”Man tænker bare yes, når man skal i Haver til Maver, for så er man ikke inde i klassen, man har friheden”. En elev i 4. klasse rammer med den udtalelse præcist ideen og meningen med det succesfulde projekt i skolehaverne i Odense. At læring ikke kun sker gennem bøger og pc'er ved vi jo godt, men nogle gange glemmer vi lærere det alligevel. Bevægelse, motivation og frisk luft giver gevinst. Eleverne bliver engagerede og der kommer smil på læben. Filosofien er simpel; når man trives og er motiveret, så er dørene åbne for at lære noget. Og hvad kan man så lære i en skolehave? Svaret er simpelt: Man kan lære lidt om det vigtigste i livet; at man selv kan producere noget. At man kan lykkes. Den vilde glæde ved at trække en gulerod op af jorden og spise den, en gulerod man selv har dyrket. Den glæde forplanter sig i kroppen og hovedet, det er en sanselighed, man ikke glemmer igen. Lad os kalde sanseligheden for jordforbindelse. Vigtigheden af jordforbindelsen kan ikke overdrives, for når vi begejstres, så har vi behov for at lære mere om det, vi begejstres af. I skolehaven er det oftest naturen og grøntsagerne, der begejstrer. Resultatet er naturligvis, at eleverne i Haver til Maver har gjort egne erfaringer om, hvor grøntsager kommer fra og om sammenhænge i naturen. Vores samfund er i gang med grøn omstilling og vi har diskussioner om klimaet. Viden og erfaring er essentiel for at kunne forstå den udvikling. Vi skylder os selv og vores børn, at børnene klædes på med viden, erfaring og forståelse for vores jord, og for maden vi spiser. Vi vil stolt påstå, at i Haver til Maver opnår skolebørnene noget af denne vigtige viden og erfaring. Vi tager ikke stilling til om man skal være vegetar eller hvilken miljøpolitik, vores land skal føre. Vi lærer simpelthen børnene om, hvordan man dyrker grøntsager, og hvordan man kan lave lækker mad af de friske grøntsager. ”Målet er ikke bare at få planterne til at gro. Målet er også at få dem, der passer planterne, til at gro.” Odense har nu tre skolehaver, hvor skolebørn lærer at dyrke deres måltider. 44 skoleklasser er i Haver til Maver otte gange på en sæson, fra såningen om foråret til efterårets høst. Hver gang er børnene i marken og hver gang er der spiselige glæder. De gange, hvor eleverne selv skal kløve brænde, tænde bål og lave deres egen mad, giver naturligvis ekstra begejstring. Skibhusgården er den nyeste skolehave i Odense. Jacob Guldin er skolehaveleder i dette idylliske hjørne af Odense, som også huser en naturskole. Jacob er også underviser på jordbrugslinien på KOLD College, så naturligvis er den nye skolehave både smuk og funktionel. Haver til Maver på Skibhusgården blev indviet i 2019 og fik disse ord med på vejen af rådkvinde Susanne Crawley Larsen: ”Haver til Maver har været fremsynede i forhold til at lære børnene at passe på vores jord. I skolehaverne er der skabt et sted, hvor de abstrakte ord som klimaforandringer og bæredygtighed bliver konkrete og begribelige for børn. Selv så jeg gerne, at vi brugte konceptet endnu mere i Odense i vore skoler og i daginstitutioner.” Odense Kommune har nu gennem 10 år været en fremragende partner for Haver til Maver Odense og vores partnerskab kendes som ”Odense Modellen” og bruges som inspiration i andre kommuner rundt om i landet, der også vil skabe skolehaver og glæde for byens børn. Med årligt 44 klasser, ca. 1000 elever har foreningen Haver til Maver Odense nu nået et vigtigt mål. Sammen med gode samarbejdspartnere i uddannelsessektoren som Kold College og Syddansk Erhvervsskole (SDE), og i det private med virksomheden Juliana Drivhuse har vi nået meget. Ældre Sagen er vores nyeste samarbejdspartner. Sidste år havde vi 14 aktive seniorer, der deltog i de glade dage i Haver til Maver. Successen af dette generationsmøde har været overvældende. Børn, lærere og seniorerne selv har haft stort udbytte af de glade dage i sol og regn i skolehaverne. I Haver til Maver Odense har vi nået meget, og vores idealer og engagement er dog stadig intakt. Vi glæder os til det bliver forår, og byens tre skolehaver bliver fulde af liv.

Rejser

Charterrejser i lille tilbagegang

Danmark

Mette F: Østdanmark skal betale mere for et land i balance

Annonce