Annonce
Livsstil

Glaspusteren har rejst sig: - Jeg har været bange for at være pinlig

Glaspuster Bente Sonne puster liv og luft i den varme glasklump, der skal blive til en olielampe mellem hendes hænder. Foto: Katrine Becher Damkjær

Glaspuster Bente Sonne har rejst sig ud af frygten for at være pinlig. Et sted mellem Sri Lanka og Svendborg begyndte hun at turde bruge strålende farver og regnskovens mønstre i sin glaskunst.

Mellem fingrene drejer piben i en jævn glidende bevægelse, så det bløde, orangeskinnende glas holder symmetrien, mens hun puster. Bente Sonne arbejder med værktøjet og glasset, som var det en forlængelse af hendes hænder. Ud og ind af ovnene bliver en organisk, bevægelig, varm glasklump pustet og centreret og efterhånden formet i et samarbejde mellem Bente Sonne og Tracey Watson. De bevæger sig rundt om hinanden og de 1100 grader varme ovne. I duftene af fugtigt avispapir, brændt træ og varmt metal skaber de fire hænder en aflang olielampe i petroleumsfarvet glas med en lys blå kant.

Efter et døgn i afspændingsovnen bliver den stillet ind mellem den farvede glaskunst og brugsgenstande, som Bente Sonnes butik Glasblæseriet er fuldt af.

- Det er meget farvestrålende lige nu. Det har det været i et stykke tid. Tidligere var det mere skandinavisk, stramt design og blide farver, men jeg har haft godt af at komme til nogle andre kulturer, siger Bente Sonne.

1. december er det 20 år siden, hun åbnede Glasblæseriet i en billedskøn, bindingsværks baggård i Svendborgs midte. Alligevel er det ikke mere end fire år siden, hun opdagede en ny tro på sig selv. Det skete i 2013 et eller andet sted mellem en srilankansk regnskov og en svendborgensisk glasovn.

- Jeg er ligeglad med, hvad folk synes. Jeg har tidligere været bange for, om jeg var for meget. Om jeg var pinlig. Man bliver nemt så bange for at skille sig ud og være pinlig, at man i stedet fastholder sig selv i noget, der er uinteressant. Det kan blive så lækkert, delikat og sart i skandinaviske farver, men det kan samtidig mangle sjæl og modighed, siger Bente Sonne.

Sari-skåle stråler i røde, grønne, gule, orange, lilla farver, som kvindernes klæder på Sri Lanka gør det. Bambusvaser og balsafrugter imiterer en frodig, fremmed natur, mens de melankolske regnskovskupler er mørke som natten og prydet med et mønster inspireret af bodhitræets hjerteformede blade. Det er Bente Sonnes oplevelser af Sri Lanka fortolket i glas, som skabes i de varme ovne.

- Rejserne var en øjenåbner. Jeg har rejst før, men der er ikke noget, der er gået ind som det land. Jeg tudede og tudede, fordi det var så flot, og når jeg troede, det ikke kunne blive flottere, kom en påfugl dansende forbi, siger Bente Sonne.

Men Sri Lanka var mere end bare smukt. Der var ting, der faldt på plads på øen syd for Indien.

- Angsten for at flyve, for at rejse og for det fremmed forsvandt. Det betød meget, at jeg var alene om det. Jeg har fået en tro på mig selv, siger Bente Sonne.

Hun udtrykker selvtilliden i lige dele glædestrålende farver og melankolsk mørke, i naturlige former og organiske mønstre, der symboliserer alting og ingenting på samme tid.

Annonce

Bente Sonne

Bente Sonne er uddannet glaspuster fra Bornholm og Sverige. Hun arbejdede i Gudhjem Glashytte fra 1984 til '87 og Orrefors Glasskole 1987 til '88.1. december for 20 år siden flyttede hun butikken ind i Salig Simons Gaard i Svendborg. Fem år tidligere havde hun startet Glasblæseriet på en gård i Sørup, uden for den sydfynske by.

Hun har gennem årene deltaget i mange udstillinger, og laver blandt andet priser til Årets Fynbo og filmfestivalen Svend.

Melankolske, mørke regnskovskupler dekoreret med bodhitræets hjerteformede blade er Bente Sonnes nyeste idé. Idéen og kuplerne udvikler hun stadig, de vokser og ændrer form og udtryk, hver gang hun puster en ny. Foto: Katrine Becher Damkjær
Bente Sonne klipper den flydende glas over, som Tracey Watson har hentet i den 1100 grader varme ovn. Den klare klump af glas bliver formet til en flad fod på olielampen. Foto: Katrine Becher Damkjær
Glasset er formet til olielampen. Bente Sonne svinger piben med glas for at få den længere. Foto: Katrine Becher Damkjær
Bente Sonne placerer Tracey Watson pibe præcist på bunden af olielampen. Tracey Watson overtager og åbner lampen i toppen, efter den har været i indvarmningsovnen. Foto: Katrine Becher Damkjær
En stak våde avisers kulde gør, at bunden får tykkelse. Foto: Katrine Becher Damkjær
Det glødende glas bliver centreret på piben, så olielampen bliver symmetrisk. Foto: Katrine Becher Damkjær
Tracey Watson og Bente Sonne arbejder sammen i glasværkstedet i baggården i Svendborg. Foto: Katrine Becher Damkjær
Motiver fra naturen går igen i de fleste af Bente Sonnes glasgenstande. De er alle fortolket til hendes helt eget udtryk. Foto: Katrine Becher Damkjær
- Alle kan kopiere et træ eller en frugt, men man skal tage inspirationen fra naturen og gøre den til sig egen, siger Bente Sonne, der har fortolket bambus i de grønne vaser. Foto: Katrine Becher Damkjær
Melankolske, mørke regnskovskupler dekoreret med bodhi-træets hjerteformede blade er Bente Sonnes nyeste idé. Idéen kom fra rejserne til Sri Lanka, hvor hun samlede blade, nødder og tegninger og noter i som inspiration. Hjemme igen bearbejdede hun indtrykkene, der kommer til udtryk i regnskovskuplerne og sariskålene foruden bambusvaser og balsanødder i glas. Foto: Katrine Becher Damkjær
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tal højt om psykisk sygdom

Der bliver malet sådan et billede af os psykisk syge som nogle vildt farlige kriminelle, der går og stikker folk ned. Men langt størstedelen af os har bare nogle andre udfordringer end andre, og det går værst ud over os selv", sagde 41-årige Michael Hansen til avisen tidligere på ugen. Deri har Michael Hansen ret: Psykisk sygdom er først og fremmest en belastning for den syge, ikke for omgivelserne. Alligevel bliver mennesker med psykiske sygdomme ofte betragtet med mistænksomhed eller direkte frygt af andre mennesker. For de fleste af os har lettere ved at forholde os til et brækket ben end et brækket sind. Sådan behøver det imidlertid ikke være. Hvis vi hver især lærer mere om psykiske sygdomme, kan vi få lagt noget af den unødvendige frygt bag os. Derfor er det godt og nødvendigt, at Michael Hansen og andre som han taler højt om deres sygdom og diagnoser, så vi kan få nuanceret vores syn på psykiatriske sygdomme. Michael Hansen lider af såkaldt paranoid skizofreni, en af de sværeste psykiske lidelser, der findes; en lidelse, som kun ganske få promille af danskerne lider af, og derfor en lidelse som kun ganske få af os kommer til at stifte bekendtskab med i vores liv. Selv om sygdommen er udstyret med et mystisk, endda et nærmest ildevarslende navn, er Michael Hansen imidlertid hverken mere eller mindre farlig for sine omgivelser end dig og mig. Michael Hansen er kort sagt et menneske som os. Og han skal betragtes som sådan; han skal ikke betragtes som potentiel morder. Statistikken er smerteligt tydelig: Langt hovedparten af landets psykisk syge bliver mødt med fordomme, når de taler om deres sygdom. Derfor har fire ud af fem psykisk syge undveget kontakt med andre mennesker, og tre ud af fem har afholdt sig fra at søge uddannelser eller lignende. Det er deprimerende tal. Derfor er der brug for, at Michael Hansen og endnu flere psykisk syge med ham får modet til at tale højt om deres sygdom og til at forklare, hvad den går ud på. Samtidig er der brug for, at vi, der ikke har en psykiatrisk diagnose, har modet til at lytte og forstå. Så tal højt. Det hjælper.

Annonce