Annonce
Rejser

Glæden ved gin i Wales

Danny Cameron er medejer af det lille, men prisvindende gin-distillery The Dyfi Distillery. "Jeg får en masse skøre ideer, men nogle af dem dur da, siger Cameron om sit lille firma, der i både 2017 og 2018 fik prisen for Best British gin. Foto: Jens Rasmussen
Svær at finde, men let aldrig at glemme. For det er prisværdige sager, der gemmer sig i landsbyen Corris og med det finurlige navn The Dyfi Distillery. Her produceres gin. Og det serveres med en smittende begejstring, når Danny Cameron beretter om det lille familiefirma, der blot har tre år bag sig, men allerede fået priser i 2017 og 2018 for Best British Gin. - Vi er et lille, uafhængigt familiefirma, som pertentligt og vedholdende gør vort bedste for at producere en god gin, siger Danny Cameron, der er tidligere vinmand, så han har næse for gode drikke. - Jeg får en masse skøre ideer, men nogle af dem er da ikke helt af vejen, siger han beskedent, men også med en vis naturlig stolthed. Det lille ginfirma er placeret i en dal, hvor floraen florerer, det rene vand pibler, de mørke skyer dominerer, og befolkningstallet er lavt. - Men det er fascinerende folk, der bor her. Dette kombineret med områdets skønhed har inspireret os. Og vi noterer selvfølgelig med tilfredshed, at Unesco har givet området sit verdensarv-stempel, siger Danny Cameron. Danny og broderen Pete vil gerne eksportere deres prisvindende dråber, men det kniber med kapaciteten. England er storimportør af den walisiske gin. Og sådan en five o’clock tea tager sikkert ikke skade af at blive skyllet ned med en eight o’clock gin.
Annonce
Danny Cameron er medejer af det lille, men prisvindende gin-distillery The Dyfi Distillery. "Jeg får en masse skøre ideer, men nogle af dem dur da, siger Cameron om sit lille firma, der i både 2017 og 2018 fik prisen for Best British gin. Foto: Jens Rasmussen
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Regler må stoppe elløbehjul-rod

’Elløbehjul roder i bybilledet’. ’Elløbehjul kører for hurtigt der, hvor der er mange mennesker’. Sådan lød det i min radio i anledning af, at transportminister Benny Engelbrecht mandag holdt møde med de kommuner – deriblandt Odense - hvor det i dag er lovligt at køre på elløbehjul, og hvor elløbehjulene i dag fylder alt for meget i bybilledet på den kedelige måde. Både når de er i brug, og når de ikke er. Men radioværten kunne næsten ikke sige det mere forkert. Hvis et elløbehjul – som oftest ligger og – flyder et sted på gaden, så er det, fordi den person, der senest har brugt det, bare har smidt det. Uden så mange andre hensyn end at det lige passede mig bedst der. Og hvis der er for meget fart på elløbehjulet, så skyldes det udelukkende den, der styrer tempoet. For selvom elløbehjul er smarte, sjove og et godt alternativ til flere biler på vejene, så kan de hverken flytte sig fra et sted fra et andet eller sætte farten uden hjælp fra et menneske. Ansvaret for det rod, som er opstået i kølvandet på lovliggørelsen af elløbehjulene, ligger kun ét sted: Hos dem, der bruger dem. Det er derfor, der er opstået et behov for regler. Fordi tankeløsheden og fraværet af hensyntagen lever for godt hos nogle af dem, der bruger elløbehjulene. Vi skal alle sammen være her og kunne færdes sikkert i trafikken. Så det er mit ansvar, at jeg kigger mig for, inden jeg går over en vej – at jeg ikke bare træder ud i forventning om, at de hjulede trafikanter standser. Det er mit ansvar, at jeg sætter min cykel i et stativ eller i det mindste parkerer den, så den fylder mindst muligt på et fortov, fordi jeg lige skal hente et par bukser, en fløderand eller fire tallerkener. Og det er mit ansvar, at jeg ikke parkerer min bil foran en ud- eller indkørsel, så jeg spærrer vejen for andre. Men nogle brugerne af elløbehjul er ikke det ansvar voksent eller bevidst, og så må der regler til. Og sanktioner til dem, der ikke kan finde ud af at følge dem. Selvom det ville været meget nemmere, hvis vi bare ryddede op efter os selv og tog hensyn til andre.

Annonce