Annonce
Danmark

Gisp! Mylenberg anmelder ny bog om Trump til seks stjerner: Et journalistisk mesterstykke

Troels Mylenberg, vært på TV2/News, politisk journalist.

Bob Woodwards bog om Trump er formidabel, skræmmende og formentlig den vigtigste politiske bog i årevis. Men den er også problematisk i sin metode.

Troels Mylenberg, vært, TV2/News, tidl. politisk kommentator og chefredaktør i Jysk Fynske Medier

Politisk bog

USA: Først og fremmest: Vi har at gøre med en bog, et værk, af en helt særlig kaliber. Et journalistisk mesterstykke, der tager fat om og dykker ned i noget af det vigtigste i tiden, nemlig præsident Donald Trumps virke som præsident i USA. Bogen er velskrevet, spændende som en krimi, og under læsningen må man flere gange tage sig i at gispe overrasket over, at det her tilsyneladende er den virkelige historie om, hvad der foregår i Donald Trumps hoved og i miljøet omkring ham.

Vildt, helt uden for kategori vildt. Galt, helt uden for kategori galt

Alle de ellers fortalte historier og insiderberetninger om, hvor løsagtigt, løgnagtigt og grotesk et forhold, Trump har til udøvelse af magt og til behovet for ordentlighed og sandhed knyttet til verdens mest magtfulde embede, synes ikke bare at være korrekte. De er også endnu værre, end hvad vi hidtil har hørt.

Den åbenlyse anke mod bogen er naturligvis, at Woodward med sin metode - der er brugt hundredvis af anonyme kilder - gør hele beretningen til et spørgsmål om sin egen troværdighed. Bogen rummer således oceaner af direkte citater, som vi kun har Woodwards ord for er korrekt gengivet. Det er en metode, der nok er dramatisk og intens, men også giver alle de beskrevne mulighed for at afvise alt.

Problematisk selvfølgelig, men det ved den rutinerede Bob Woodward udmærket. Han har skrevet talrige bøger om amerikanske præsidenter og er velsagtens USA's gennem fire-fem årtier mest respekterede politiske journalist, og det overbevisende argument fra ham lyder, at det er den eneste måde at få den vigtige historie ud på.

Det er der nok en hel del om. Vi kommer nemlig helt tæt på, så tæt på, at Trump og mange af den nævnte hovedpersoner i Trumps inderkreds har benægtet alt. Selvfølgelig har de det. Troværdigheden er journalistens vigtigste og eneste handelsvare, og Woodward sætter den hele på spil. Men kunne han have fundet på det og have digtet alle historierne om Trump og hans absurde forhold til den tillid, der er blevet ham givet? Kunne han være bundet det hele på ærmet? Næppe.

Er der tale om et fiktivt værk, er det i sig selv en imponerende shakespearesk fortælling. Men desværre tyder ikke noget som helst på, at der er tale om fiktion.

Men hvad er det så for artige sager, bogen bringer til torvs? Det samlede billede er et af en præsident, der ryggesløst skalter og valter med sit lands - og ja hele verdens - sikkerhed og gennem årtier oparbejdede politiske stabilitet.

For Trump er alt tilsyneladende alene et spørgsmål om business og deals. Et spørgsmål om at vinde eller tabe, og et spørgsmål om, hvad han personligt får ud af det hele.

Eksempel: Woodward beretter indgående om et møde, Trump har med sit nationale sikkerhedsråd, hvor Trump giver udtryk for, at han ikke forstår, hvorfor USA skal have 28.000 soldater udstationeret i Sydkorea. Han er utilfreds med prisen, 3,5 milliarder dollar årligt, og han forstår ikke, hvad de udgifter skal til for, når nu han kan konstatere et stort handelsunderskud med netop Sydkorea. Det er en bad deal, siger Trump. Og sikkerhedsrådgiverne chokeres over, at præsidenten ikke er klar over, at netop den gode relation til Sydkorea er fundamentet for dels USA's mulighed for at spille en sikkerhedspolitisk rolle i Sydøstasien, dels for værnet mod en tredje verdenskrig.

De mener, at det er de bedste penge - og i øvrigt en god deal i forhold til trygheden og sikkerheden - der kan gives ud. Men Trump er ligeglad. For ham måles alt i business.

Trump kræver desuden igen og igen, at der udfærdiges dokumenter, så han kan opsige globale handelsaftaler og militære aftaler, men rådgiverne omkring ham ved øjensynligt, at de kan forhindre alt for katastrofale beslutninger ved simpelthen at fjerne papirer fra Trumps skrivebord, inden han får skrevet dem under. Så glemmer han det nemlig, og dermed er beslutningerne skubbet ud i fremtidens uvished.

Metoden er distraktion, for Trump er altid hurtigt videre til den næste kamp. Ingenting læses i dybden, ingenting forsøger han at forstå, al hans viden og indsigt kommer fra seks timers dagligt forbrug af tv og primært den tendentiøse og kommenterende del af slagsen. Rådgiverne ryster på hovedet, men som den økonomiske chefrådgiver Gary Cohn eksempelvis citeres for i bogen, må han simpelthen på den måde beskytte landet mod Trump.

I sig selv et absurd udsagn og et billede af, at Trumps medarbejdere og rådgivere i realiteten udfører små statskup på daglig basis for at beskytte landet mod dets folkevalgte leder. Magt og afmagt helt uden for kontrol.

Den situation er naturligvis helt uholdbar, og med den hastige udskiftning af folk i Trumps nærhed - enten fyrer han dem, eller også siger de op, når de ikke kan holde til det længere - er det kun et spørgsmål om tid, før konsekvenserne indtræffer.

Meget kan siges og er blevet sagt om Trump, men han er tro mod sine egne løgne, og han er såmænd også tro mod det billede af alle andre i det politiske miljø i Washington (ja, af alle andre alle vegne) som skurke og tølpere, som han har tegnet gennem sin valgkamp og i sit virke som præsident. Og politisk besidder han da også en vis stringens og konsekvens.

Han vil alt det, som han har sagt og lovet. Muren på grænsen til Mexico, USA ud af handelsaftaler, amerikanerne først i alle sammenhænge (altså de amerikanere, som stemte på ham). Det kan man for så vidt ikke kritisere ham for, og Woodward undlader da også, som den stærke journalist han er, at dømme Trump.

Han fortæller såmænd bare insiderhistorien. Historien om en præsident uden demokratisk moral og uden forståelse for, at politik er meget mere og meget andet end at spille Matador med verden for at få de bedste deals i hus. Bogen er intet andet end den bagoverblæsende beretning om et demokratisk nervesammenbrud i verdens mest magtfulde demokrati.

Bevar os vel.

Bob Woodward: "Fear: Trump in the White House", forlaget Simon & Schuster, netop udkommet, seks stjerner

Annonce
Den netop udkomne bog "Fear" af Bob Woodward er i handlen - her i Corte Madera, California. Foto: Justin Sullivan/Getty Images/AFP
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Energi Fyn interesseret i at købe Fjernvarme Fyn: Borgermøde viste massiv modstand mod fjernvarmesalg

Leder For abonnenter

Sparetid i kommunen: Respekt for aflysning af julefrokost i Ældre- og Handicapforvaltningen

RESPEKT FOR AFLYSNINGEN Julen er som bekendt traditionernes tid, men en arbejdsgiverstøttet firmajulefrokost kan aldrig blive en så fast tradition, at den er ubrydelig. Derfor fortjener beslutningen om at droppe årets julefrokost for de 4500 medarbejdere i Odense Kommunes Ældre- og Handicapforvaltning respekt. Herunder medarbejdernes accept af beslutningen. Forvaltningens direktør Gitte Østergaard og Forvaltningsudvalget traf beslutningen, fordi økonomien er dårlig. Forvaltningen har i år brugt for mange penge, og dette overforbrug skal tjenes ind i 2020. Forvaltningsledelsen agerer altså på samme måde, som en ansvarlig ledelse i en privat virksomhed. I den private sektor er der mere julefryns til medarbejderne i år med store overskud, end i år med røde tal på bundlinjen. Anskuer man Ældre- og Handicapforvaltningen som en helt almindelig arbejdsplads, er beslutningen om at aflyse julefrokosten derfor elementær. Men beslutningen har skabt debat, fordi rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen, Søren Windell (K), er så ærgerlig over aflysningen, at han foreslår en centralisering af kommunens penge til personalepleje. Windells begrundelse er, at alle medarbejdere i en kommune bør have samme beløb til fryns. De enkelte afdelinger kan så selv bestemme, om pengene skal bruges til en julefrokost eller en sommerfest eller noget tredje. Rådmandens forslag er velment, og hans argument om, at god personalepleje er med til at fastholde gode medarbejdere, er bestemt validt. Men det modsatte argument, at lokal medbestemmelse også er personalepleje, er lige så vægtigt. Og her skal man huske, at Odense Kommune ikke blot er en stor arbejdsplads med i alt cirka 13.000 ansatte. Det er også en mangeartet arbejdsplads med vidt forskellige kulturer. Beslutningen om, hvordan man bedst fejrer jul med kollegerne, kan man derfor roligt overlade til de enkelte afdelinger. Det er ikke noget, politikerne behøver at blande sig i, hvad borgmester Peter Rahbæk Juel da også fornuftigvis afviser. Politikerne i Ældre- og Handicapudvalget har i solidaritet - må man gå ud fra - med medarbejderne besluttet også at aflyse deres julefrokost. Det er da en sympatisk beslutning. Men det må være tilladt at tilføje: Alt andet havde også set underligt ud og sendt et blakket signal.

Odense

4500 ansattes julefrokost-tilskud droppes: Tillidsrepræsentant opfordrer medarbejderne til at holde fast i julefrokosten

Annonce