Annonce
Danmark

Gisp! Mylenberg anmelder ny bog om Trump til seks stjerner: Et journalistisk mesterstykke

Troels Mylenberg, vært på TV2/News, politisk journalist.

Bob Woodwards bog om Trump er formidabel, skræmmende og formentlig den vigtigste politiske bog i årevis. Men den er også problematisk i sin metode.

Troels Mylenberg, vært, TV2/News, tidl. politisk kommentator og chefredaktør i Jysk Fynske Medier

Politisk bog

USA: Først og fremmest: Vi har at gøre med en bog, et værk, af en helt særlig kaliber. Et journalistisk mesterstykke, der tager fat om og dykker ned i noget af det vigtigste i tiden, nemlig præsident Donald Trumps virke som præsident i USA. Bogen er velskrevet, spændende som en krimi, og under læsningen må man flere gange tage sig i at gispe overrasket over, at det her tilsyneladende er den virkelige historie om, hvad der foregår i Donald Trumps hoved og i miljøet omkring ham.

Vildt, helt uden for kategori vildt. Galt, helt uden for kategori galt

Alle de ellers fortalte historier og insiderberetninger om, hvor løsagtigt, løgnagtigt og grotesk et forhold, Trump har til udøvelse af magt og til behovet for ordentlighed og sandhed knyttet til verdens mest magtfulde embede, synes ikke bare at være korrekte. De er også endnu værre, end hvad vi hidtil har hørt.

Den åbenlyse anke mod bogen er naturligvis, at Woodward med sin metode - der er brugt hundredvis af anonyme kilder - gør hele beretningen til et spørgsmål om sin egen troværdighed. Bogen rummer således oceaner af direkte citater, som vi kun har Woodwards ord for er korrekt gengivet. Det er en metode, der nok er dramatisk og intens, men også giver alle de beskrevne mulighed for at afvise alt.

Problematisk selvfølgelig, men det ved den rutinerede Bob Woodward udmærket. Han har skrevet talrige bøger om amerikanske præsidenter og er velsagtens USA's gennem fire-fem årtier mest respekterede politiske journalist, og det overbevisende argument fra ham lyder, at det er den eneste måde at få den vigtige historie ud på.

Det er der nok en hel del om. Vi kommer nemlig helt tæt på, så tæt på, at Trump og mange af den nævnte hovedpersoner i Trumps inderkreds har benægtet alt. Selvfølgelig har de det. Troværdigheden er journalistens vigtigste og eneste handelsvare, og Woodward sætter den hele på spil. Men kunne han have fundet på det og have digtet alle historierne om Trump og hans absurde forhold til den tillid, der er blevet ham givet? Kunne han være bundet det hele på ærmet? Næppe.

Er der tale om et fiktivt værk, er det i sig selv en imponerende shakespearesk fortælling. Men desværre tyder ikke noget som helst på, at der er tale om fiktion.

Men hvad er det så for artige sager, bogen bringer til torvs? Det samlede billede er et af en præsident, der ryggesløst skalter og valter med sit lands - og ja hele verdens - sikkerhed og gennem årtier oparbejdede politiske stabilitet.

For Trump er alt tilsyneladende alene et spørgsmål om business og deals. Et spørgsmål om at vinde eller tabe, og et spørgsmål om, hvad han personligt får ud af det hele.

Eksempel: Woodward beretter indgående om et møde, Trump har med sit nationale sikkerhedsråd, hvor Trump giver udtryk for, at han ikke forstår, hvorfor USA skal have 28.000 soldater udstationeret i Sydkorea. Han er utilfreds med prisen, 3,5 milliarder dollar årligt, og han forstår ikke, hvad de udgifter skal til for, når nu han kan konstatere et stort handelsunderskud med netop Sydkorea. Det er en bad deal, siger Trump. Og sikkerhedsrådgiverne chokeres over, at præsidenten ikke er klar over, at netop den gode relation til Sydkorea er fundamentet for dels USA's mulighed for at spille en sikkerhedspolitisk rolle i Sydøstasien, dels for værnet mod en tredje verdenskrig.

De mener, at det er de bedste penge - og i øvrigt en god deal i forhold til trygheden og sikkerheden - der kan gives ud. Men Trump er ligeglad. For ham måles alt i business.

Trump kræver desuden igen og igen, at der udfærdiges dokumenter, så han kan opsige globale handelsaftaler og militære aftaler, men rådgiverne omkring ham ved øjensynligt, at de kan forhindre alt for katastrofale beslutninger ved simpelthen at fjerne papirer fra Trumps skrivebord, inden han får skrevet dem under. Så glemmer han det nemlig, og dermed er beslutningerne skubbet ud i fremtidens uvished.

Metoden er distraktion, for Trump er altid hurtigt videre til den næste kamp. Ingenting læses i dybden, ingenting forsøger han at forstå, al hans viden og indsigt kommer fra seks timers dagligt forbrug af tv og primært den tendentiøse og kommenterende del af slagsen. Rådgiverne ryster på hovedet, men som den økonomiske chefrådgiver Gary Cohn eksempelvis citeres for i bogen, må han simpelthen på den måde beskytte landet mod Trump.

I sig selv et absurd udsagn og et billede af, at Trumps medarbejdere og rådgivere i realiteten udfører små statskup på daglig basis for at beskytte landet mod dets folkevalgte leder. Magt og afmagt helt uden for kontrol.

Den situation er naturligvis helt uholdbar, og med den hastige udskiftning af folk i Trumps nærhed - enten fyrer han dem, eller også siger de op, når de ikke kan holde til det længere - er det kun et spørgsmål om tid, før konsekvenserne indtræffer.

Meget kan siges og er blevet sagt om Trump, men han er tro mod sine egne løgne, og han er såmænd også tro mod det billede af alle andre i det politiske miljø i Washington (ja, af alle andre alle vegne) som skurke og tølpere, som han har tegnet gennem sin valgkamp og i sit virke som præsident. Og politisk besidder han da også en vis stringens og konsekvens.

Han vil alt det, som han har sagt og lovet. Muren på grænsen til Mexico, USA ud af handelsaftaler, amerikanerne først i alle sammenhænge (altså de amerikanere, som stemte på ham). Det kan man for så vidt ikke kritisere ham for, og Woodward undlader da også, som den stærke journalist han er, at dømme Trump.

Han fortæller såmænd bare insiderhistorien. Historien om en præsident uden demokratisk moral og uden forståelse for, at politik er meget mere og meget andet end at spille Matador med verden for at få de bedste deals i hus. Bogen er intet andet end den bagoverblæsende beretning om et demokratisk nervesammenbrud i verdens mest magtfulde demokrati.

Bevar os vel.

Bob Woodward: "Fear: Trump in the White House", forlaget Simon & Schuster, netop udkommet, seks stjerner

Annonce
Den netop udkomne bog "Fear" af Bob Woodward er i handlen - her i Corte Madera, California. Foto: Justin Sullivan/Getty Images/AFP
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kerteminde

Går modeshow i genbrugstøj

Leder For abonnenter

Regler må stoppe elløbehjul-rod

’Elløbehjul roder i bybilledet’. ’Elløbehjul kører for hurtigt der, hvor der er mange mennesker’. Sådan lød det i min radio i anledning af, at transportminister Benny Engelbrecht mandag holdt møde med de kommuner – deriblandt Odense - hvor det i dag er lovligt at køre på elløbehjul, og hvor elløbehjulene i dag fylder alt for meget i bybilledet på den kedelige måde. Både når de er i brug, og når de ikke er. Men radioværten kunne næsten ikke sige det mere forkert. Hvis et elløbehjul – som oftest ligger og – flyder et sted på gaden, så er det, fordi den person, der senest har brugt det, bare har smidt det. Uden så mange andre hensyn end at det lige passede mig bedst der. Og hvis der er for meget fart på elløbehjulet, så skyldes det udelukkende den, der styrer tempoet. For selvom elløbehjul er smarte, sjove og et godt alternativ til flere biler på vejene, så kan de hverken flytte sig fra et sted fra et andet eller sætte farten uden hjælp fra et menneske. Ansvaret for det rod, som er opstået i kølvandet på lovliggørelsen af elløbehjulene, ligger kun ét sted: Hos dem, der bruger dem. Det er derfor, der er opstået et behov for regler. Fordi tankeløsheden og fraværet af hensyntagen lever for godt hos nogle af dem, der bruger elløbehjulene. Vi skal alle sammen være her og kunne færdes sikkert i trafikken. Så det er mit ansvar, at jeg kigger mig for, inden jeg går over en vej – at jeg ikke bare træder ud i forventning om, at de hjulede trafikanter standser. Det er mit ansvar, at jeg sætter min cykel i et stativ eller i det mindste parkerer den, så den fylder mindst muligt på et fortov, fordi jeg lige skal hente et par bukser, en fløderand eller fire tallerkener. Og det er mit ansvar, at jeg ikke parkerer min bil foran en ud- eller indkørsel, så jeg spærrer vejen for andre. Men nogle brugerne af elløbehjul er ikke det ansvar voksent eller bevidst, og så må der regler til. Og sanktioner til dem, der ikke kan finde ud af at følge dem. Selvom det ville været meget nemmere, hvis vi bare ryddede op efter os selv og tog hensyn til andre.

Fyn For abonnenter

26,5 milliarder fordelt til sundhed, forurening og trafik: Sådan påvirker regionens budget dig

Fyn

Borgmester om Middelfarts jobvækst: - Først og fremmest er det et udtryk for, at mange af kommunens virksomheder klarer sig godt

Annonce