Gensyn med Grog

Robert Storm Petersen - når man hører navnet tænker man på hans over 3.000 "Fluer", på monologerne (mennesker i en vis aldersklasse også på Ebbe Rode), på malerierne og måske også på Johannes Møllehave, som har skrevet særdeles meget om Storm P.

Der er imidlertid også en anden skikkelse fra Storm P.'s verden, det er værd at huske på.

Jeg kom igen i tanker om ham, da mine børnebørn nu lykkeligt har anskaffet hunden "Delle" en herlig Jack Russel-terrier. Det er hunden "Grog", jeg tænker på.

Storm P. var hundemenneske og hans for-tællinger, tegninger og privatliv var fyldt med hunde i enhver form. Det har kunstneren og tekstforfatteren Eva Nystad skrevet en kronik om "Den man elsker tegner man" i Politiken i anledning af den største auktion nogensinde over Storm P. -værker.

Grog var en hvid foxterrierblanding med noget puddel i sig. Storm P. fik den i 1924, og han fik så sin egen serie i Berlingske Aften Avis. Først med titlen "Storm P.'s vejrhund".

Siden kom bogen om "Min hund Grog". Grog blev opkaldt efter den schweiziske klovn og musiker Grock (Karl Adrien Wettach - det var en anden udtryksmåde, Storm P. elskede højt og selv optrådte som - klovnen.

Eva Nystad fortæller, at den højt elskede hund Grog blev så vant til, at Storm P. »krydrede maden for ham«, tryllede over maden, hældte imaginært salt og peber i, med underlige fagter og hundestemme, at hunden gik fra foderet, hvis 'far' manglede ved madtid. Mad uden kunstnerisk servering var kedelig. Og Johannes Møllehave fortæller, at Storm P. ikke ville sige Grogs navn, når hunden sov - det var synd, så kunne den jo vågne. Så når Grog sov, kaldte Storm P. den for Møller.

Grogs verden og Verden set gennem Grogs øjne og med hans hjerte lader Storm P. os opleve i "Min hund Grog" og "Nye Grog Historier".

Som Storm P. skrev: ".... men man kan også leve som det lille græsstrå, man i virkeligheden er, det gjorde Grog - min elskede ven - han levede i en tid, da man ikke gik i bånd. Denne lille bog er nogle blade af hans liv, han var glad for livet, og det er måske meningen med det".

Der findes mange tegneserier og bøger, hvor et dyr har hovedrollen og udtrykker forfatterens/tegnerens syn på tilværelsen.

I bøgerne om Grog er der ingen dramatik. Det er stille observationer, der på en forunderlig måde virker, som om forfatteren på en gang kan beskrive en hunds verden og samtidig give os et billede af, hvor værdifuldt det helt almindelige daglige liv er, og at vi skal give os tid til være opmærksom på de små ting og glæde os over blandt andet årstidernes skiften. Netop årstidernes skiften er måske noget, der er nærværende og synligt for hundeejerne, der går deres ture.

At det med disse enkle betragtninger over livet set fra en lille hunds side lykkes så godt at give stof til glæde og eftertanke, kan skyldes den gensidige hengivenhed og ja, kærlighed, der lyser ud af hver side.

Det er den indsigt i hundens psyke, der får Storm P. til at lade Grog sige: "Vi kender mere til livet, end mange af de tobenede aner, vi kender også den gamle arrige herre, hvis største glæde er at stikke en paraplyspids ned i ryggen på os, men vi ved besked, hans fjederstøvler har fortalt os det for længe siden. De knirkede og ømmede sig og sagde: - Se - er det ikke grusomt - ham skal vi slæbe rundt på - dag efter dag! Vi hunde forstår så mange ting - støvlernes sprog - en dørs knirken - et blik fra gode øjne - og solens skin - og blæsten der synger."

Grog fortæller om sin hverdag på Frederiksberg og om sine mange hundevenner. De har alle vidt forskellig karakter, som fint trækkes frem i de små beretninger.

Han fortæller også om sine sommerferier langs Nordkysten af Sjælland. Det er ikke kun om hunde og deres mennesker Grog fortæller. Fluer, bier, myg og edderkopper spiller en rolle. Også rotter fortælles der om. På et tidspunkt har Grog trængt en stor rotte op i en krog og skal til at bide den, men kan ikke få sig selv til det. Rotter er jo også mennesker, som han siger. Skrubtudser og pindsvin holder han særlig af:

"Når mørket falder på, kommer skrubtudserne frem. Jeg véd ikke - men for mig er der noget mystisk ved de fyre - - deres kønne alvorlige øjne - og så den ro, de er over dem. Den gamle skrubtudse - han sidder ved lågen hver aften, når mørket kommer. Han ser altid så forskrækket ud. Det gælder her i livet om at tilgive - sagde han - jeg tilgiver i det uendelige - jeg tilgiver, at ingen ser mig, men sætter en stor bred fjederstøvle på mit bagben. Jeg skal sige dig, jeg er født lydløs, og har man ingen lyd, betyder man ikke noget i vor tid. Støj er tidens løsen".

Normalt er alle hundene i Grogs liv gode venner. Der er dog en lebendig ung schæfer, Ulv, som Grog har det lidt svært med. Men, der bliver indkaldt til et forsoningsmøde i Kings have: "Ulv var som sædvanlig - højbenet og højt oppe - med steppernes ånde ud af mulen. Jeg vidste godt, at han kunne bide mig over - som om jeg var en bajersk pølse - men jeg gik frem, stolt hævede jeg mit komiske hoved og lod halen svinge med indolent elegance. Vi gik et par gange stivbenet rundt om hinanden - så var den forsoning i orden. Hvad skal det til - alt dette underlige mellem os hunde - vi knurrer - vi tåler ikke den og den? Det er racerne, sagde Diogenes (en af hundevennerne). En puddel er en kunstner - en terrier er en sportsmand - åh jeg, sportsmand. Men en schæfer er hund - hund? Jamen, det er vi da alle sammen."

Og sådan går Grogs dag med både glæde og undren og tilværelsens store, men især små begivenheder, og som han siger efter at have filosoferet over jul og nytår: " - - nu kommer hverdagen - det er den, der betyder noget. Ja, svarede Rulle, der var kommet til, man kan også blive træt af gåsesteg".

Grog bruger en del tid på at prøve at se på tingene på en ny og anderledes måde. Se op, når andre vil se ned. Komme ind alle de steder, hvor det er muligt for en lille hund at komme ind og se på og tænke over de ting, han finder der. To gamle mursten, den ene revnet, et dørhåndtag som Oehlenschläger flere gange har haft fat i, se lyset gennem den røde glasskål.

Det er måden, hvorpå man ser en ting, det kommer an på, mener han. Men er også klog nok til at mene, at man ikke skal bevæge sig så langt ind i filosofiens verden, at man ikke kan finde ud igen.

Og hele tiden er Grog helt bevidst om, at han er en hund med alt det, det nu indebærer: "Stille stjerner - uden en lyd sender i mig jeres kære hilsen. Hvad har jeg dog gjort, at just jeg får den stille hilsen! Var det min herre derinde, der hviskede: '- du er en hund, det er tak for din trofasthed, for dit gode hjerte, fordi du elsker mig' - jeg faldt i søvn, træt af den lange dag."

Paul Hegedahl

Store Stege 20, Dyreborg, Faaborg