Det er ikke længe siden, at kvindebevægelsen - for mange - var synonym med vrede kvinder og ubarberede armhuler. Sådan er det ikke længere. Især unge kvinder har taget feminismen til sig og bærer den stolt og direkte på T-shirten, for udfordringer er der stadig masser af.
Da 26-årige Mia Ovcina lidt ved en tilfældighed blev medlem af gruppen "Everyday Sexism Project Danmark" på Facebook for fire år siden - og begyndte at læse alle de hundredevis af beretninger fra kvinder om sexisme - blev hun pludselig opmærksom på noget, hun aldrig før havde skænket en tanke.
- Inden jeg blev medlem af denne her gruppe, var det ikke noget, der havde interesseret mig. Du ved, jeg brugte ikke tid på det, og der var ingen i min omgangskreds, der talte om diskrimination eller på det tidspunkt gjorde noget, jeg fandt diskriminerende eller undertrykkende. Så det var ikke en del af min hverdag, fortæller Mia Ovcina.
Men jo mere, Mia Ovcina læste, jo mere kunne hun genkende. Hun læser på et tidspunkt en beretning fra en pige, der havde fået at vide af sin chef, at hun skulle smile, for så blev hun pænere. Et par år tidligere havde Mia Ovcina haft et "nederen" job, hvor hun nok passede sit arbejde, men hverken var særligt glad eller imødekommende. En dag begynder hun at grine over et eller andet, og hendes overordnede udbryder: ""Ej, hvor er det dejligt, du smiler, du bliver så pæn af det."
- Jeg tænkte bare, at det var da noget irriterende noget at sige. Men det er først, da jeg læser om alt det her i facebookgruppen, at det går op for mig, hvorfor det havde irriteret mig, og at det også er et strukturelt problem, siger Mia Ovcina.
Feminismens fire bølger
Kvindebevægelsen og feminismens historie bliver typisk delt op i fire bølger. Her er de kort ridset op:
- Første bølge starter i slutningen af 1800-tallet og kører videre et godt stykke ind i næste århundrede. Det er suffragetternes kamp for kvinders stemme- og valgret og plads i samfundet på lige fod med mænd, der kæmpes for. I 1915 får kvinder stemmeret i Danmark og i 1924 den første kvindelige minister, da Nina Bang bliver undervisningsminister.
- I 1960'erne og -70'erne bliver begrebet rødstrømper født, og kampen rykker ind i hjemmet. Kvindens plads og ligestilling i familien, hele den seksuelle frigørelse og kvinders reproduktive rettigheder er omdrejningspunktet i anden bølge.
- Fra 1990'erne frem til slutnullerne ruller tredje bølge, hvor der bliver mere og mere fokus på diversitet, individualisme og kønnets konstruktion, og et lidt akademisk begreb som queerteori kommer frem.
- Skæringspunktet for fjerde bølges start er 2008, hvor kampen rykker online og også finder ind i populærkulturen. Et hashtag kan i dag starte en hel bevægelse (som det skete med #metoo), og fællesskaber knyttes på tværs af landegrænser og kontinenter. Begrebet intersektionel er blevet et af de vigtigste værktøjer for feminismen anno 2018, da det bruges til at inkludere grupper og individer, der pga. f.eks. etnicitet, kønsidentitet eller seksuel orientering risikerer at blive diskrimineret dobbelt.
Kilder: lgbt.dk og wikipedia.com
Nye kampe, gamle udfordringer
Mia Ovcina begynder efterfølgende at følge en masse nationale feminismegrupper, og da hun hører om et par andre unge kvinder, der gerne vil starte en lokal filial af Dansk Kvindesamfund, møder hun op, og sammen grundlægger de i alt 15 kvinder Dansk Kvindesamfund Odense i januar 2016, som Mia Ovcina i dag er næstforkvinde for.
Ligestillingsrådgiver Anette Steen Pedersen, der blandt andet var rådgiver for ligestillingsafdelingen for de første ni ligestillingsministre, ser også, at der er sket en revitalisering af kvindebevægelsen. Det er godt, mener hun, for mange af problemerne er ikke forsvundet, og løsningerne mangler stadig.
- Men der skal nye stemmer og nye vinkler til for at løse de gamle problemer. Hele spørgsmålet om den kropslige frigørelse er på ny på dagsordenen. Unge kvinder insisterer i dag på at manifestere retten til deres egen krop en ny måde, som de nu synes er vigtig. Det kan være at ryste røven ... og vise sin krop og seksualitet. Metoo-bevægelsen viser med al tydelighed, at problemet om kvinders ret til egen krop ikke er løst, siger Anette Steen Pedersen.
Et andet vigtigt og gammelt element er ifølge Anette Steen Pedersen problematikken omkring lønforskelle.
- Det relevante i dag er lønforskelsproblemer, ikke at forveksle med ligelønsproblemer, selv om de også stadig eksisterer. I 1970'erne var det en befrielse for kvinderne at komme ud på arbejdsmarkedet, og nu skulle samfundet bruge kvinderne i den offentlige sektor til det, kvinderne havde gjort i hjemmet - for eksempel at passe børn og de ældre. De kvalifikationer blev opfattet som noget, kvinder var født med. Også derfor har deres løn historisk set været lav. Men unge kvinder er i dag ikke opdraget til fra 10-12-års alderen at passe naboens børn. De skal ud og lære nogle kompetencer, hvis de vil være pædagoger, sosu-assistenter eller sygeplejersker. Men når en mand har to eller fire års uddannelse inden for en sektor, får han i dag en højere løn end en kvinde med to eller fire års uddannelse i en anden sektor. Så her har vi stadig uløste problemer, og hele #OK18 viser også det problem, siger Anette Steen Pedersen.
Intersektionalisme
Noget af det, de unge kvinder i Dansk Kvindesamfund Odense arbejder aktivt med, er intersektionalisme. For som Mia Ovcina selv siger, er de alle i gruppen (endnu) hvide kvinder med universitetsuddannelser, som på mange måder nok er en privilegeret gruppe. Det vil de gerne ændre på.
- Vi arbejder meget med intersektionel feminisme, og vi prøver at leve det, ikke bare bruge det som et buzzword. Så vi prøver at tage hensyn til, at ikke alle har samme udgangspunkt, og vi vil gerne være mere inkluderende og tolerante, fortæller Mia Ovcina.
Derfor har Dansk Kvindesamfund Odense for nylig deltaget i en international kvindebazar i Vollsmose og har startet et samarbejde med Danner. For det er vigtigt også at komme ud og mødes med andre ligesindede, fortæller Mia Ovcina:
- Før jeg kom med i Dansk Kvindesamfund Odense, var mine feministiske fællesskaber udelukkende forankret online, men nu har vi et fysisk frirum, hvor vi har et fælles udgangspunkt. Vi vil gerne være et "safe space", hvor vi kan mødes, og hvor man kan være sig selv.