Gør noget ved angsten

Sidste sommer mødte jeg en ældre dame på et plejehjem. Hun var vældig trist. Hendes barnebarn, som gik på gymnasiet, havde netop ringet - grædende - til sin mor: "Mor, jeg bestod altså ikke. Jeg var så nervøs. Jeg vidste det hele, men kunne ikke få et ord frem.". Barnebarnet var dumpet til studentereksamen. På grund af eksamensangst.

Bedstemoderen var bekymret. Hvordan skulle det gå med den unge? Hvordan ville hun klare sig, nu hun ikke bestod eksamen? Hvad med den uddannelse hun gerne ville tage. Ville hun nogen sinde få opfyldt sit ønske om erhvervsvalg?

Det var en kedelig historie. Den mindede mig om, hvordan min egen nervøsitet ved folkeskoleeksamen i sin tid blokerede for at dele den viden, jeg faktisk sad inde med. Jeg husker tydeligt, hvordan det sortnede for blikket, og hjernen gik i stå, da jeg kom ind i eksamenslokalet. Roger over, blank skærm, syntax error. Pludselig er der ingenting dér, hvor der burde være noget at hente.

Angst ER en sjov størrelse og kan have mange ansigter. Den kommer gerne som et fysisk udtryk og som tanker.

Det fysiske udtryk er f. eks. sortnen for øjnene, svimmelhed, åndenød, hovedpine, ondt i maven, søvnbesvær. Ja, kroppen kan ligefrem blive syg op til større præstationer.

Tankerne er ofte præget af afmagt og nedgøring af ens egne evner og ressourcer. "Jeg kan ikke det her." "Jeg ved ikke nok om emnet." " De kan se hvor nervøs jeg er." "De andre har mere styr på det end jeg.".

Eksamenskarakterer behøver ikke at have stor betydning, hverken for personligheden eller oplevelsen af livskvalitet. Men gode karakterer giver en frihed for de unge mennesker i forhold til at kunne realisere deres fremtidsdrømme. Gode præstationer åbner døre i forhold til videregående uddannelser og job. Det giver selvtillid at stå frem og gøre sit engagement synligt for omverdenen og at blive anerkendt for sit arbejde.

Eksamensangst vil ofte være ganske ubegrundet, hvis man kigger på realiteterne. I min praksis møder jeg nogle af de allerdygtigste og mest velforberedte studerende, som virkelig arbejder og terper og kan stoffet forfra, bagfra og fra siden. Med et vidensniveau der ligger milevidt over gennemsnittet. I realiteten - ingen ko på isen. Store lagre af viden ligger gemt. Men til eksamen: Syntax error.

DER er naturligvis tilfælde hvor folk faktisk har ret i, at de ikke kan det indlærte stof i tilstrækkelig grad. At de lyder utiltalende i sociale sammenhænge og får et pudsigt udtryk i ansigtet. Eller er ude af stand til at fange en forsamlings opmærksomhed. Men jeg vil påstå, at det hører til sjældenhederne.

Ikke mindst netop hos dem, som opmærksomt beskriver det som et problem. Ganske ofte er der tale om, at de mennesker netop har evner og potentiale til at løse den opgave, de taler om, inden for den nærmeste udviklingszone. Måske netop derfor er de opmærksomme på problemet. Fordi det ligger lige om hjørnet, at noget kunne være muligt her, hvis blot ikke denne mur af angst spærrede.

Det, der sker, når vi får en angstreaktion, er forenklet sagt, at hjernen fortæller kroppen, at nu er der fare på færde. Fight or flight, siger hjernen, og sætter hjertet til at banke, så blodgennemstrømningen øges, vejrtrækningen ændres osv.

Vi mærker f. eks. ubehag i maven, sveder, rødmer eller stivner i muskulaturen, bliver mundtørre - og forbindelsen til hjernen kan pludselig virke afbrudt, fordi den kropslige reaktion fylder så meget. Det eneste, der kommer i forgrunden, er selvdestruktive katastrofetanker og skrækscenarier.

Det er meget uheldigt. Hvis der ikke er noget at være bange for. Det er en reaktion, vi har udviklet som mennesker for at kunne gå i kamp eller flygte, hvis vi ser en glammende rottweiler komme løbende imod os. Men reaktionen er overdrevet, hvis rottweileren blot er en velmenende censor, som gerne vil hjælpe den studerende til at klare sig bedst muligt her i livet.

En anden form for angst kan spærre for deltagelse i det sociale liv. Flere unge udvikler social fobi og begynder at holde sig hjemme under dynen på grund af angst for at indgå i kammeratskabskredsene. Det kan være meget invaliderende og afgørende for et uddannelsesforløb og en karrierevej.

DET er ikke bare synd, når angsten hindrer socialt samvær og gode præstationer, det er ærgerligt for den enkelte unge, der står i en situation, hvor det er afgørende at levere et godt resultat. Den unges selvbillede kan blive påvirket i negativ retning. Ambitionsniveauet kan dale - drømme og visioner briste. Hele familien - som nu her bedstemoderen - kan få ondt i hjertet ved det. Vi vil jo de unge det bedste. Og vi har brug for dem og deres evner.

Hvis vi trækker problemet ud i et bredere perspektiv, er det ikke blot i uddannelses-sammenhæng, at det er vigtigt at kunne stå frem og fremlægge noget. Det samme gælder ved en jobsamtale. Ved fremlæggelse af et resultat under et møde på arbejdspladsen. Eller for den, som skal undervise.

Netop det, at vi er i stand til at stå frem og dele noget, vi ved eller har erfaret, er afgørende for samfundets udvikling. Ikke mindst i disse tider, da alting går så stærkt, og informationerne overvælder os, er det afgørende, at vi kan samle og dele viden med hinanden.

Vidensdeling. Afgørende for vækst og udvikling. Lokalt hos den enkelte. Globalt - i samfundet, på Fyn og i verden.

Ved siden af den individuelle præstation står team-arbejde højt i kurs. Ikke blot i pædagogiske rundkredse, men også i erhvervslivet. Hvad udretter en Change Manager, som kun kan arbejde selvstændigt?

Ledere i erhvervslivet rammes af ensomhedsfølelse og går på kursus i relationel kompetence.

Det er svært at sige hvorfor, men der ruller en bølge af individualisering over hele vesten. Fokus på den enkelte, på individet. Kan det skyldes, at hver enkelt - barn som voksen - sidder foran sin egen pc eller sit eget tv på hver sit værelse?

Eller kom ægget før hønen - og vi sidder der som en følge af individualiseringsbølgen? Uanset hvad er det vigtigt, at vi kan komme trygt og frit frem, som dem vi er. Og mødes.

10-15 PCT. AF befolkningen kender til angstreaktioner. Tidligere diagnosticerede man angst med afsæt i hvilke årsager og konflikter, der kunne lægge til grund. I dag diagnosticerer man på billedet af symptomer og tænker løsninger: "Hvad virker - effektivt".

Og det er med en del former for angst faktisk muligt at løse et akut afgrænset problem og komme videre i livet. For eksempel er det muligt at hjælpe en elev igennem eksamen ved kortvarig psykoterapi. Så har den unge vundet selvtillid og terræn og kører videre derudad.

Der findes altså i dag farbare veje for de unge, som har brug for en håndsrækning til at agere ved særlige præstationer og i sociale sammenhænge. Så jeg kan kun opfordre forældre og bedsteforældre til at støtte deres unge mennesker i at opsøge hjælp til at få arbejdet med sagen, så de unge menneskers potentiale kan blomstre frit.

Næsen i sporet. Gå efter dine ønsker og mål i livet. You can do it!

Gitte Sander Høgedal, Sædekildegårdvej 89, Odense SV, er psykoterapeut.