Annonce
Hus og have

Gør-det-selv: Tåbelige hasper

Tegning: Mikkel Damsgård Petersen

? Kære Kjeld Bjerre - nu er det mig, der beder dig om hjælp. I vores andelsforening får vi nemlig nye “alting” - blandt andet vinduer.

Og de er for høje i køkkenet og mit soveværelse, så jeg kun kan nå den øverste haspe ved at stå på en skammel - øv, jeg er snart 79 og hader at stå på stiger og skamler - og så for noget SÅ dumt som at åbne et vindue. Jeg spurgte tømreren, om ikke vi kunne sætte haspen ned - bare 20 centimeter - men nej, for så “røg” garantien?

Men kan du så ikke opfinde en stang med en krog, så det er lettere for mig med de “sk…" vinduer - sagt med et smil!

Venlig hilsen

Ea Randi Kaaris

Annonce

! Kære Ea - det kan vel ikke nægtes, at du er blevet gammel, men så længe du kan blive hidsig, når du udsættes for ungdommens tåbeligheder, må man vel sige, at der endnu er klare livstegn …

Og du har selvfølgelig helt ret i, at det er fjoget ud over alle grænser, at hasperne til de vinduer, som kan åbnes, sidder så højt, at man ikke kan nå dem - hvor dum har en tømrer/vinduesfabrikant lov til at være?

Det er imidlertid ikke noget nyt problem. En del dannebrogsvinduer er lavet sådan, at det kun er de små foroven, som kan åbnes - og der er mange moderne vinduer, som er indrettet, så “trækruden” sidder flere meter oppe. Af samme grund er der for længst opfundet en slags “mekanisk fjernbetjening”, så man kan åbne og lukke med begge ben på jorden.

Der findes flere typer - også elektriske med en egentlig fjernbetjening, men det skal du ikke ønske dig. Den type, som jeg tænker på, består af en lang spiral, som løber inde i et rør - foroven er spiralen fastgjort, hvor haspen ellers sidder, og forneden er der et lille håndtag - når du skubber håndtaget opad, åbner vinduet, og når du trækker ned, lukkes det.

Såre simpelt. Og når du næste gang får fat i tømreren, laver du dejlig kaffe og skruer dit sødeste smil på - og så forklarer du ham, hvad jeg lige har fortalt dig.

Og så siger den flinke unge mand, at ved nærmere eftertanke kan han faktisk godt huske, at der findes sådan et system - så det skal han nok lige undersøge - og så vil han vende tilbage.

Men det bliver jo ikke til en skid - han glemmer alt om dit vindue, så snart han er ude ad døren, for han ved ikke lige, hvad dimsen hedder, og hvor han kan købe den.

Så du skænker lige lidt ekstra kaffe i koppen, og så fortæller du ham, at dimsen hedder en “vinduesåbner i vinkel” - mærket er Acrimo, og hos firmaet Carl Ras har den varenummer 4147 1575. Og Carl Ras har for resten telefonnummer 66 10 15 11.

Og det har du alt sammen skrevet på en seddel - dels fordi du er sådan en sød og hjælpsom gammel dame, dels fordi det fratager den unge mand enhver god undskyldning - han er simpelthen nødt til at gøre noget ved sagen - nu!

Kære Ea - jeg håber, at du får løst dit problem. Og jeg synes for resten, at det anstændigvis må være andelsforeningen, der betaler for vinduesåbneren.

Venlig hilsen

Kjeld Bjerre

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce