Annonce
Hus og have

Gør-det-selv: Kinesisk lakskab

Dette kinesiske skab har mistet glansen - hvad gør vi? Hvis du har forstand på kinesisk lakarbejde, må du meget gerne gå til tasterne.

? Hej Kjeld - jeg har arvet et flot kinesisk lakskab. Det er mange steder noget mat, og jeg vil meget gerne have det til at fremstå skinnende.

Har du et godt råd?

Venlig hilsen

Else Stavad, Frederikshavn

Annonce

! Hej Else - det er godt nok et flot skab, og det er lige så godt nok et svært spørgsmål. Men som Kennedy sagde, da jeg var en lille dreng: We are not doing this because it is easy …

Problemet er, at kinesisk (eller for den sags skyld japansk) lakarbejde er et vidt begreb. Traditionen med at lave fine ting med lak rækker jo flere tusinde år tilbage - et sted har jeg læst, at det ældst kendte eksempel på en skål dekoreret med lak er dateret til 5.000 år før vores tidsregning, såh …

Dit skab er også gammelt, men selv om du har arvet det, er det jo ligesom i en anden klasse. Måske er det kommet til Danmark, fordi en slægtning har været sømand - måske har han sejlet med ØK og har købt skabet ude i Kina og bragt det med tilbage som et minde - som en gave til sin elskede?

Hvem ved - uanset hvad, så tror jeg ikke, at det er købt som en antikvitet, men som et nyt møbel fremstillet på traditionel vis.

Nu er der bare det ved det, at også kinesiske traditioner udvikler sig over tid, så materialer og metoder kan være nogle helt andre, end dem der blev brugt før i tiden.

Pointen ved et lakarbejde er jo i bund og grund “bare”, at man laver en smukt malet dekoration på eksempelvis et skab af træ - eventuelt med indlæg af perlemor eller fine træsorter, men ikke nødvendigvis - og herefter “begraver” man hele herligheden i et tykt lag glasklar lak, hvilket skaber en særligt dyb og næsten uvirkelig og smuk virkning.

Og det var altså lakken, som var hemmeligheden - det glasklare lag, der ligesom krudt og porcelæn var en kunst, som kineserne mestrede, medens vi stadig gik klædt i ulveskind og sagde ugh-ugh. Først tusinder af år senere lærte vi os at bygge både og sejle ud i verden for at tæve englændere og franskmænd - og vi lærte os at brænde tjære til behandling af bådene - og vi lærte os at sejle helt til Kina.

Men netop tjæren ligger faktisk ikke så langt fra den lak, som kineserne brugte. Tjæren laver man nemlig ved at varme træ op, så harpiksen smelter og løber ud - den oprindelige kinesiske lak er (så vidt jeg har kunnet opklare mysteriet) også en slags harpiks, men det tappes direkte fra et bestemt træ (som jeg ikke kender navnet på) - ligesom man tapper gummi eller ahornsirup. Blot med den forskel, at man kun kan tappe en ganske lille smule fra et træ hvert år.

Jeg vil gå ud fra, at man herefter behandler “råvaren” på forskellig vis - ligesom man sikkert tilsætter diverse hemmelige ingredienser, som får den til at hærde. Hvis nogen kender opskriften, så kom endelig frem, så vi andre kan blive indviet.

Men jeg har altså studeret fænomenet - på nettet og så godt jeg har kunnet - og det er mit klare indtryk, at kineserne hen ad vejen har udviklet opskriften på lak - og i nyere tid har de ikke holdt sig tilbage fra at bruge de mest moderne lakker.

Det falder jo fint i tråd med, at vi i Europa først fandt på det, vi kalder fransk polering - eller stjal vi teknikken i Indien? Den består i hvert tilfælde i, at man laver en opløsning af vist nok sprit og skjoldet fra en bestemt slags indisk lus - den påføres i mange-mange tynde lag, og med det rette håndelag har man til sidst samme virkning som med den kinesiske lak: En strålende blank overflade, som giver en særlig dybdevirkning til træet indenunder.

Bare med den forskel, at medens fransk polering er ganske følsom, så regnes kinesisk lak for at være meget robust og holdbar.

Men vi er jo for længst holdt op med at polere os fattige for at opnå en dyb, blank og glasklar virkning - vi giver bare møblet, bilen eller hvad det nu er, en gang moderne klarlak - tre-fire lag af sprøjtepistolen, og så ligner det en million.

Jeg har set gud ved hvor mange videoer på nettet, hvor det fremgår, at kineserne gør akkurat det samme, når de i dag fremstiller “traditionelle” møbler, som de sælger i dyre domme til hele verden.

Problemet med dit møbel er, at man ikke bare kan bruge en nok så genial moderne lak uden på en gammel - af ukendt kvalitet. Der er absolut ingen garanti for, at de to lakker kan “arbejde sammen” - tværtimod kan den nye lak indeholde ting og sager, som ødelægger den gamle - eller omvendt.

Så vidt jeg kan se af billedet, er dit skab helt uskadt i den forstand, at indlæg og den sorte grundfarve er helt intakt - det er kun glansen, som lader lidt tilbage at ønske.

Spørgsmålet er så, hvor meget du værdsætter skabet - og hvor meget du har råd og vilje til at ofre på en restaurering?

Hvis du er villig til at bløde lidt, så tror jeg, at du skal kontakte en ekspert i antikviteter - og få en professionel vurdering. Det har jo også noget at gøre med, hvor gammelt og dermed værdifuldt skabet er. Hvis det er af en kaliber, så en nyrig kineser vil betale kassen for at få det tilbage til moderlandet, så vil det helt uden tvivl være en katastrofe at fuske med den originale lak - uanset hvor godt det måtte se ud: Antikviteter skal være originale - helt originale - og hvis der skal ske en restaurering, skal det ske med helt originale materialer og metoder.

Men hvis det faktisk er et nyere skab, og din primære interesse er at få det til at fremstå i al sin stråleglans, så kan jeg ikke lade være med at tænke den kætterske tanke, at en tur til autolakeren ville gøre underværker - uden at det koster en bondegård!

Så nu kommer jeg med et forslag - jeg siger noget, som jeg aldrig har sagt, hvis nogen skulle spørge: Køb en spray med “klarlak” til biler - find et “usynligt sted” på bagsiden af møblet eller i bunden af en skuffe - og giv den et pust klarlak - bare en plet, så du kan vurdere, hvordan det kommer til at se ud.

Det er ikke så meget glansen, du skal hæfte dig ved, for den kan autolakeren gøre meget flottere - men ser lakken ud til at holde?

Og læg især mærke til, om der sker en dannelse af blærer eller andet, som antyder, at de to materialer modarbejder hinanden. Prøv at tvære rundt i den våde lak med en finger - ser den originale lak ud til at blive opløst af den nye?

Hvis det ser godt ud, så ta’ et billede af skabet og vis det til den autolakerer i nabolaget, som har ry for at være god til at omlakere møbler. Han har typisk tre slags moderne lak at byde på - akryl, polyurethan og epoxy - og han har måske endda noget klogt at sige om, hvilken man skal foretrække.

Til sidst vil jeg lige tilføjet: Ja, jeg kender godt til “tung oil” - på dansk kaldet kinesisk træolie. Og jeg ved også godt, at den er en vigtig bestanddel i vestlige lakker - men den er fremstillet ved at presse olien ud af frøene fra en oprindeligt kinesisk træart kaldet tung.

Men ifølge min research er den oprindelige kinesiske lak altså en harpiks tappet direkte fra stammen af et andet træ - men det er jo en besnærende ide, om den færdige lak måske er en kombination af de to - måske “kogt” for at sætte fart i hærdeprocessen?

Kloge betragtninger modtages med kyshånd!

Venlig hilsen

Kjeld Bjerre

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fred friskolerne

Man kan sagtens sidde tilbage med en fornemmelse af, at det var tomme tønder, der buldrede, da Socialdemokratiet allerede fra årets begyndelse varslede store nedskæringer på friskoleområdet. Sådan gik nemlig ikke, da finanslovforhandlingerne i sidste uge faldt på plads og godt for det. For ikke alene ville det give mange kommuner et øjeblikkeligt problem med at finde plads til de friskoleelever, der risikerede at sive tilbage til folkeskolen, hvis der var udsigt til en større stigning i friskolernes egenbetaling. Det ville også ramme hårdt i de mindre byer i de kommunale udkanter, hvor engagerede lokale kræfter har forsøgt at sikre områdets fremtid ved at holde liv i den lokale skole, som lokalpolitikerne i stordriftens navn har lukket. Friskoler, der er vokset frem på gammeldags dyder som medbestemmelse og demokrati, og som regeringspartiet næppe kan være oprigtigt interesseret i at spænde ben for. End ikke selv om de 300 millioner kroner, undervisningsministeren varslede at ville tage fra driften af de 550 friskoler, kortvarigt ville pynte et andet sted i statens budget. De buldrende tønder og det kritiske blik på friskolerne var til at begribe, hvis de skyldtes, at skolerne ikke fulgte lovgivningen, eller hvis de underviste efter helt andre principper og i andre fag end dem, folkeskoleloven bekender sig til. Men virkeligheden er jo, at mange af friskolerne er oprettet på geografiske områder, hvor kommunerne for længst har sluppet deres ansvar. Med den månedlange debat om skolernes økonomi kan usikkerhed for fremtiden imidlertid være plantet så dybt i friskolemiljøet, at regeringen bør forsikre skolerne om, at debatten ikke kommer til at gentage sig til næste år. Og ikke nok med det: Regeringen skylder at sikre skolernes fremtidige eksistens og frede dem, så de kan bruge deres engagement på det, de er bedst til - at undervise børn i deres nærområde. Andet kan hverken skoler, elever eller forældre være tjent med.

Odense For abonnenter

Flere penge på vej til TBT-projekt: Enigt udvalg siger ja til ekstraregning på én million kroner

Annonce