Annonce
Hus og have

Gør-det-selv: Det er godt nok mystisk

Når man tørrer oliekanden af, går der ikke mere end en uge, før den er møghamrende fedtet og ulækker igen - hvorfor? - hvordan? - forklar!
Nu må læserne træde til med en forklaring

Jeg har igennem år og dag hjulpet rigtig mange læsere med at få svar på deres spørgsmål.

Det er ikke altid, jeg selv kan svare eller forklare, hvordan dette eller hint hænger sammen, eller hvordan man skal gøre i en snæver vending, når et eller andet ikke vil makke ret. Men hen ad vejen er jeg blevet et jern til at finde nogen, som er kloge nok til at vide, hvad det handler om - folk, som ikke bare “kender svaret”, men kan fortælle, hvorfor verden hænger sammen, som den gør.

Men - og her kommer vi til pointen: Nu er jeg faldet over et spørgsmål, som jeg ikke har kunnet finde svaret på - og jeg ved heller ikke rigtigt, hvor jeg skal lede efter det. Og derfor synes jeg ærligt talt, at det er på tide, at det er læserne, som hjælper mig med at finde svar - er det ikke rimeligt?

Jamen, svaret står garanteret et eller andet sted ude på nettet, siger du måske - og det har du helt ret i.

Men Google virker jo sådan, at man skal kunne formulere sit spørgsmål i to-tre præcise ord - og det er altså ikke alle fænomener, der kan koges ned i en kort og Google-egnet sætning.

Fænomenet findes på mit værksted, og det har vel rimeligvis været der altid. Men der gik mange-mange år, før det gik op for mig, at det faktisk er bemærkelsesværdigt: Min oliekande er altid fedtet!

Og det er sgu da underligt, for jeg har utallige gange tørret den af - tusinder af gange har jeg omhyggeligt tørret den af med papir eller klud, så den var helt tør og ren - til næste gang. Men så sikkert som amen i kirken, har den atter været ulækker og fedtet, når jeg efter en tid har skullet bruge den igen.

I mellemtiden har jeg ikke rørt den. Jeg sværger, at den står bare der og bliver fedtet af olie - helt af sig selv, fan’me!

Det er ellers en ganske fin oliekande - med pakning imellem låget og selve beholderen, så den burde være tæt. Og den er forresten fedtet helt oppe fra toppen/spidsen og helt ned til bunden - også under bunden, og der er også altid en fedtet plet på bordet. Hva’ fa’en foregår der?

Og præcis det samme sker i øvrigt med min fedtsprøjte - den bliver også altid snasket og ulækker over det hele - og jeg tørrer den troligt af, hver gang jeg bruger den - det sker måske en gang om måneden eller hver anden måned. Og jeg kan oplyse, at kluden bliver rød - samme farve som det fedt, der er i sprøjten.

Så vi kan altså slå fast, at fedt og olie kommer fra henholdsvis sprøjte og oliekande - det kravler på én eller anden måde ud og fordeler sig på overfladen. Og man må vel med rimelighed spørge, hvor længe eksempelvis en oliekande egentlig er om at tømme sig selv ud på bordet før eller siden må den vel være tømt?

Er det et fænomen, du kender? Er der magi med i spillet? Findes der en god fysisk forklaring?

Læserne af denne avis er som bekendt usædvanligt kløgtige og hjælpsomme, så jeg ser frem til en logisk og holdbar forklaring, som vil tåle en videnskabelig granskning - jeg gi’r en is til det mest troværdige skriv!

Venlig hilsen Kjeld Bjerre

Annonce
Indeni fedtsprøjten er der naturligvis fedt - i dette tilfælde rødt fedt. Men hvorfor er der også fedt udvendigt - selv når man ikke bruger den, finder fedtet ud og fordeler sig på hele ydersiden. Det er et sandt mysterium, som formodentlig kun kan finde sin forklaring, hvis samtlige kloge læsere lægger deres hoveder i blød og nedskriver de resulterende overvejelser i en mail - og sender den til avisen - straks!
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce