Annonce
Fyn

Går imod partiet: Libergren afviser at lægge stemme til Sundhedsreform

Bliver regionsrådsmedlem Bo Libergren fra Venstre valgt til Folketinget, agter han at bryde med partidisciplinen og stemme imod regeringens og Dansk Folkepartis sundhedsreform, hvis den kommer til afstemning i Folketingssalen efter et valg.
To folketingskandidater for Venstre, heriblandt fynske Bo Libergren, har ikke tænkt sig at stemme for aftalen, hvis de bliver valgt til Folketinget.

Modstanden mod sundhedsreform er ikke helt død i Venstre.

For det bliver uden støtte fra to fremtrædende Venstre-folk i regionen, hvis blå blok efter folketingsvalget skal forsøge at finde et flertal for den sundhedsreform, som blev præsenteret tirsdag.

Det mangeårige regionsrådsmedlem Bo Libergren fra Odense og Philip Tietje, byrådsmedlem i Aabenraa Kommune, stiller begge op til Folketinget og har de sidste par måneder offentligt luftet skarp kritik af, at reformen vil nedlægge regionerne og dermed det folkevalgte organ.

De fastholder deres kritik af sundhedsreformen, efter at den er blevet fremlagt. De understreger begge, at intentionerne med at styrke sammenhængen mellem sygehus, praktiserende læge og kommunen er gode. Men udsigten til en styring af sundhedsvæsnet uden et direkte folkevalgt element er en rigtig dårlig idé, som de to politikere ikke vil lægge stemmer til, hvis de skulle blive valgt.

- Jeg håber på, at fornuften indfinder sig. Jeg ønsker i hvert fald ikke at stemme for aftalen, som den ligger her. Hvis jeg skulle være så heldig at blive valgt, er der behov for at diskutere i Venstre, om det virkelig er det, vi vil. Mit budskab til vælgerne er, at jeg vil arbejde for, at aftalen ikke er det færdige resultat, fastslår Philip Tietje, der stiller op i Tønder-kredsen.

Partifællen i regionsrådet er enig:

- Jeg vil ikke stemme for at nedlægge det regionale demokrati, siger Bo Libergren, der er gruppeformand for Venstre i regionsrådet.

Annonce

Sagen kort

Regeringen og Dansk Folkeparti præsenterede tirsdag den endelige aftale til en sundhedsreform. Den vil kort fortalt nedlægge regionerne, som vi kender dem i dag og blandt andet erstatte dem med 21 sundhedsfællesskaber landet over.

Den bliver kun en realitet, hvis der efter folketingsvalget fortsat er flertal til blå blok.

Der skal være valg senest den 17. juni.

Patientråd

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) understregede onsdag over for avisen Danmark, at der netop er lagt op til, at kommunerne og dermed byrådene får større indflydelse og ansvar. Samtidig fremgår det af sundhedsaftalen, at alle 21 sundhedsfællesskaber skal have et såkaldt patient- og pårørenderåd, som vil blive hørt ved udvalgte større beslutninger, og som kan tage emner op til drøftelse.

Ved præsentationen af aftalen tirsdag påpegede innovationsminister Sophie Løhde (V), at rådene gør det ”mere lokalt og nært”. Hun sammenlignede rådene med eksempelvis skolebestyrelser.

Og det er et skridt i den rigtige retning, siger Philip Tietje, men langt fra en god erstatning for regionsrådene.

- Det er ikke, fordi jeg er gift med regionerne, men jeg savner et direkte borgervalgt element til styringen af sundhedsvæsnet. Prioriteringerne i sundhedsvæsnet overgår til bestyrelser i stedet for direkte folkevalgte, og det er jeg ikke tilfreds med, siger Philip Tietje, som understreger, at han har stor opbakning til sine synspunkter fra baglandet.

Diskussion

Bo Libergren mener grundlæggende – i stil med regionsrådsformand Stephanie Lose (V), påpeger han – at man sagtens kan lave bedre patientforløb uden at nedlægge det folkevalgte element.

Hvordan har du det med at stille op til Folketinget for et parti, som ønsker en reform, som du ikke er enig i?

- Der er jo ikke noget parti, hvor man er enig om alt. Det ville være at lyve over for vælgerne at sige, at alle i et parti er enige om alt.

Men sundhedsreformen er vel en stor sag, som du vil blive mødt med på gaden i den kommende valgkamp?

- Det vil være at foregøgle vælgerne at sige noget andet.

Betragter du det som et dilemma for dig, når du skal i valgkamp? - Det er en diskussion, jeg godt kunne have undværet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce