Annonce
Nordfyn

Fynsk svømmeklub har manglet trænere i mange år: - Vores foreningskultur lider

Fra et tidligere klubstævne i Tommerup Svømmeklub, der er en af de største foreninger i Assens målt på medlemmer. Cirka 650 svømmere er meldt ind i klubben. Arkivfoto: Michael Bager
Også Tommerup Svømmeklub har vanskeligt ved at finde frivillige til trænerstaben. Næstformand efterlyser større frivilligt engagement hos nogle forældre.

Tommerup: Ian Stampe, næstformand i Tommerup Svømmeklub og træneransvarlig. Ligesom Bogense Svømmeklub har I problemer med at rekruttere frivillige til trænerstaben. Hvorfor?

- Helt generelt mangler vi altid trænere, og sådan har det været i mange år - især på de tidlige undervisningshold fra klokken 16. Folk skal hjem fra arbejde i Odense, fordi Tommerup ikke har det store erhvervsliv. Og så er folk er ikke startet på deres studier, når vi tager hul på sæsonen i midten af august, og de er dermed mindre villige til at binde sig.

De gange, hvor lokummet har brændt, hvordan I så fundet en løsning?

- Jeg hopper tit ned og tager nogle hold til at starte med. Ofte har vi senere på sæsonen kunnet aktivere nogle af de forældre, som kommer med deres børn på de tidlige hold. Folk har indtryk af, at svømning kræver lidt mere, end hvis man eksempelvis siger ja til at være fodboldtræner. På nogle af vores hold kræver det nok mere, men for at lære en begynder at svømme i det lille bassin, er det ikke nødvendigt med den store svømmetekniske uddannelse fra start.

Hvad kan I som svømmeklub gøre for at løse problemet med at rekruttere frivillige?

- Hvis jeg havde svaret på det, så ville vi sgu nok have gjort noget ved det. Vi vil meget gerne løse det, men vi ved ikke, hvad der skal til.

Skyldes det jeres træningstider?

- Både Bogense og Assens Kommuner er landkommuner, og der er ikke så mange folk tilbage, der arbejder i kommunen. Derfor kan træningstiderne selvfølgelig have betydning, men vi har haft de samme træningstider de sidste 20 år. Jeg tror, at det er en tendens i samfundet, der griber om sig. Vores foreningskultur lider.

- Folk vil gerne have have, at deres børn kan gå til svømning eller fodbold, men det bliver ikke modsvaret af en tilsvarende lyst til at gøre en indsats. Jeg blev en del af svømmeklubben for 15-16 år siden, da min yngste startede til svømning, og jeg er stadig glad for at gøre en forskel.

Skyldes manglen på frivillige hænder ikke blot, at der er færre børn, som går til svømning?

- I svømmeskolen, hvor vi lærer børn at svømme, er der stort set det samme behov hele tiden. Først i år vi har mærket en lille nedgang, så vi får ikke brug for ligeså mange hold, som vi havde sidste år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
OB

Stjernedrys i ovalen i Bolbro

Leder For abonnenter

Sprællevende 100-årig

Det kan ikke have undgået manges opmærksomhed, at det i år er 100 år siden, Genforeningen fandt sted. En begivenhed, som betød, at befolkningen på et landfast stykke Danmark efter at have været tysk siden 1864 igen kunne lade Dannebrog blafre i haven. At de igen kunne vælge, om de ville mødes for at diskutere politik i stedet for at spise kage ved store kaffeborde, som i de mellemliggende år havde udgjort den dansksindede bastion. Men det er nok de færreste, der ved, hvad årene inden Genforeningen førte med sig. Mens mange af os kigger mod andre grænsedragninger for at forstå, hvad fjendtlig magtovertagelse betyder, afslører Genforeningen, at vi er klædt af, når det kommer til vores eget lands historie. Også selv om det kun er få generationer siden, den udspillede sig. Tænk sig, at dansk i knap 50 år var forbudt som undervisningssprog, og at befolkningen søgte at omgå forbuddet ved at oprette skoler nord for den ny grænse, så eleverne alligevel kunne blive undervist i deres modersmål? At disse skoler skulle blive en form for forløber for efterskolerne, der 100 år senere stadig er i høj kurs, når unge skal finde deres identitet? Også selv om identitet i 2020 handler om meget andet end nationalitet. "Hvad kommer Genforeningen da mig ved", spørger den sønderjyskfødte skuespiller Bodil Jørgensen i Grænseforeningens humoristiske jubilæumsvideo, der florerer på internettet, og svaret er kort: Alt. Genforeningen er sprællevende. Hvis vi reelt vil give andet end evnen til at ramme et 12-tal ved eksamensbordet videre til de yngste, kunne vi passende benytte 100-året til at opsøge en af de 650 mindesten, der blev rejst i 1920 for at ære, at Sønderjylland igen blev dansk. Og som Slots- og Kulturstyrelsen har besluttet at frede - et par af dem befinder sig endda på Fyn. Det kunne være starten på en samtale om at høre til et sted, men også om hvad det mon havde betydet, hvis afstemningen i 1920 var blevet et "nej" og et "mojn".

Odense

Hundeejer: Barfoed-skilte er idioti

Fyn

Vildt uheld på E20: Tidligst om en måned har politiet et svar

Annonce