Annonce
Indland

Fynboer kæmper mod hundeloven i Højesteret: - Det er en principiel sag

Søren Bruun (tv) og Anders Bruun har i over tre år kæmpet for, at deres to hunde, Frigg og Marley, ikke skal aflives. Foto: Peter Skjødt Mygind

Søren Bruun og Anders Bruun har i over tre år kæmpet for, at deres to hunde, Frigg og Marley, ikke skal aflives. Men kampen handler ikke om bare dem, det handler om hele hundeloven.

En septemberdag i 2014 stod to politimænd pludselig i døråbningen til Søren Bruuns hus i Odense. De krævede, at Søren skulle fremvise dokumentation for, at husstandens to hunde Frigg og Marley ikke tilhørte den ulovlige race, Amerikansk Staffordshire Terrier, også kendt som Amstaff. Hvis ikke han kunne det, ville politiet tage hundene med sig - med henblik på aflivning.

- Jeg fandt købskontrakt og indregistrering i hunderegister og vaccinations- og dyrlægepapirer. Alt hvad man har af dokumentation, når man som jeg havde købt to gadekryds på Den Blå Avis. Men det var ikke tilstrækkeligt og inden for en time havde politimændene ringet til hundepensionen, som kom og hentede Frigg og Marley, fortæller Søren Bruun.

Fyns Politi havde ugen forinden været forbi huset, mens ingen var hjemme, og taget billeder af de to hunde gennem et kældervindue. Billederne var efterfølgende blevet sendt til en dyrlæge i Sønderjylland, der havde konkluderet, at de to hunde måtte være en krydsning af Amstaff. Fortvivlet ringede Søren til sin bofælle og barndomsven, Anders Bruun, for at fortælle, at politiet var ved at tage deres hunde fra dem.

- Vi kunne slet ikke forstå det. Hvorfor skulle nogen tage vores hunde? De havde aldrig gjort en fugl fortræd. Men det var altså, fordi der var kommet den her lov, der sagde, at hvis din hund ikke ligner en puddel, og du ikke med det samme kan fremvise en ubestridelig stamtavle, så er der måske tale om en ulovlig hund. Og hvis først politiet har sådan en mistanke, så sidder du i saksen, siger Anders Bruun.

Siden den dag har de to venner kæmpet en indædt kamp for at få frigivet deres hunde, der nu har siddet i fangenskab i over tre år. Først i byretten, så i Østre Landsret, og den 31. oktober var sagen for Højesteret. Dommen forventes afsagt den 7. november, hvor det endeligt afgøres, om Frigg og Marley skal aflives eller ej. Men det handler faktisk ikke om hundene længere, fortæller Søren og Anders, der i dag er 30 og 31 år og bor hver for sig i Odense.

- Det er pissesynd for hundene, at de har skullet sidde i fangenskab i tre år. Vi har sgu grædt vores tårer over det, for vi elsker selvfølgelig vores hunde, men der kommer et tidspunkt, hvor man ikke kan græde mere. Nu er det en principiel sag. Nu handler det om at få ændret den her vanvittige lov, siger Søren.

Annonce

Hundeloven

Hundelovens forbudsordning forbyder besiddelse og avl af nedenstående 13 hunderacer og krydsninger, hvori en eller flere af de 13 racer indgår:


  1. Pitbull terrier
  2. Tosa inu
  3. Amerikansk staffordshire terrier
  4. Fila brasileiro
  5. Dogo argentino
  6. Amerikansk bulldog
  7. Boerboel
  8. Kangal
  9. Centralasiatisk ovtcharka
  10. Kaukasisk ovtcharka
  11. Sydrussisk ovtcharka
  12. Tornjak
  13. Sarplaninac

Forbuddet trådte i kraft den 1. juli 2010 (Pitbull terrier og Tosa inu har dog været forbudt siden 1991).

Hvis der er tvivl om, hvorvidt en hund tilhører en af de forbudte racer eller krydsninger heraf, kan politiet stille krav om, at besidderen dokumenterer hundens race eller type. Det er således besidderen af hunden, der skal bevise, at hunden ikke er omfattet af forbuddet.

Der er i hundeloven ikke fastlagt krav til, hvilken dokumentation besidderen skal kunne fremlægge for at bevise hundens race.

Kilde: Fødevarestyrelsen

Søren Bruun og Anders Bruun har været venner, siden de var små. De havde aldrig troet, at de skulle kæmpe en principiel sag om hundeloven i Højesteret. Foto: Peter Skjødt Mygind

Loven er problemet

Stridspunktet i retssagen er den såkaldte hundelov fra 2010, hvor man forbød 13 hunderacer og alle krydsninger heraf. Modsat det sædvanlige retsprincip, hvor man er uskyldig indtil det modsatte er bevist, så er det i hundeloven ikke op til politiet at bevise, at der er tale om en ulovlig hund, men derimod op til hundeejeren at bevise, at det ikke er tilfældet.

Det eneste, politiet skal gøre, er at lave en såkaldt formodning om, at der kan være tale om en ulovlig hund, og der er ikke nogen yderligere specificering af, hvad dette kræver. Omvendt er der store krav til hundeejernes bevisbyrde - faktisk siger fagfolk, at det er umuligt at modbevise politiets påstand. Derfor forventer hundeejerne Søren og Anders heller ikke, at det vil lykkes for dem.

- Jeg tror ikke, vi kommer til at vinde. Det eneste, jeg håber på, er, at vi kan hjælpe andre. At vi kan få lavet nogle ændringer, så lovgivningen kommer til at virke. For som det står til lige nu, så er der ingenting, du som hundeejer kan stille op, hvis du ender i sådan en situation. Hvis politiet er i tvivl, om din hund er lovlig, så bliver den aflivet, siger Søren.

Søren og Anders har ellers forsøgt, så godt de kan. De har haft en ekspert i hundeadfærd til at vurdere hundene, og hun konkluderede, at Frigg og Marley ikke var farlige. De har de forrige ejeres ord for, at forældrene til de to hunde tilhører fuldt lovlige racer. Der er en hundedommer, der har dømt internationale konkurrencer inden for racehunde, og hun vurderede, at der ikke var tale om Amstaff-krydsninger. Men i landsretten var dommen stadigvæk, at hundene skulle aflives, og under tirsdagens møde i Højesteret var der ikke tegn på, at det her ville være anderledes.

- Vi sad i retten og lyttede til vores advokat komme med det ene gode argument efter det andet, og man sidder og kigger op på dommerne og tænker: Det må I da kunne se. Men så kommer kammeradvokaten og skiller det hele ad ved bare at læse højt fra lovteksten. Men det er jo lovgivningen, der er problemet! Det er ikke praktiserbar jura, hvis det er umuligt at løfte bevisbyrden, siger Anders.

En dyr kamp

Prisen for de to venners idealistiske kamp mod systemet har været høj. De har været fanget i medieorkanens øje i flere år, og deres hunde har i en mere bogstavelig forstand været fanget på en hundepension.

Udover at blive bombarderet med bebrejdende beskeder fra folk, der spørger, hvorfor de dog ikke bare kan acceptere dommen og aflive de stakkels dyr, så er der også en enorm regning i vente for Frigg og Marleys "varetægtsfængsling". Således skal Søren og Anders formentlig betale flere hundrede tusinde kroner til staten, hvis de taber sagen.

- Det er vi ligeglade med. Det er jo bare penge. Man bliver nødt til at gå hele vejen, når man begynder på sådan noget her, siger Anders.

- Jeg vil nu sige, at min kæreste ikke er ligeglad, indskyder Søren med et forsigtigt grin.

Ligeglad eller ej, risikoen er overhængende. Det gør således ingen forskel, at Frigg og Marley ikke er farlige hunde. Det handler om, at de ser farlige ud.

- Det var det sidste, som kammeradvokaten sagde inde i retten. Hundeloven har ikke ændret bidstatistikken, for det er stadig schæfere og golden retrievere og gravhunde, der bider mest - sådan har det altid været - men det har fjernet de skræmmende udseende hunde fra gadebilledet, siger Anders og tilføjer, at han håber, at retssagen kan rykke på noget.

- Der kommer et tidspunkt i ens liv, hvor man får chancen for at gøre en forskel. Det her er sådan et tidspunkt, afslutter han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tal højt om psykisk sygdom

Der bliver malet sådan et billede af os psykisk syge som nogle vildt farlige kriminelle, der går og stikker folk ned. Men langt størstedelen af os har bare nogle andre udfordringer end andre, og det går værst ud over os selv", sagde 41-årige Michael Hansen til avisen tidligere på ugen. Deri har Michael Hansen ret: Psykisk sygdom er først og fremmest en belastning for den syge, ikke for omgivelserne. Alligevel bliver mennesker med psykiske sygdomme ofte betragtet med mistænksomhed eller direkte frygt af andre mennesker. For de fleste af os har lettere ved at forholde os til et brækket ben end et brækket sind. Sådan behøver det imidlertid ikke være. Hvis vi hver især lærer mere om psykiske sygdomme, kan vi få lagt noget af den unødvendige frygt bag os. Derfor er det godt og nødvendigt, at Michael Hansen og andre som han taler højt om deres sygdom og diagnoser, så vi kan få nuanceret vores syn på psykiatriske sygdomme. Michael Hansen lider af såkaldt paranoid skizofreni, en af de sværeste psykiske lidelser, der findes; en lidelse, som kun ganske få promille af danskerne lider af, og derfor en lidelse som kun ganske få af os kommer til at stifte bekendtskab med i vores liv. Selv om sygdommen er udstyret med et mystisk, endda et nærmest ildevarslende navn, er Michael Hansen imidlertid hverken mere eller mindre farlig for sine omgivelser end dig og mig. Michael Hansen er kort sagt et menneske som os. Og han skal betragtes som sådan; han skal ikke betragtes som potentiel morder. Statistikken er smerteligt tydelig: Langt hovedparten af landets psykisk syge bliver mødt med fordomme, når de taler om deres sygdom. Derfor har fire ud af fem psykisk syge undveget kontakt med andre mennesker, og tre ud af fem har afholdt sig fra at søge uddannelser eller lignende. Det er deprimerende tal. Derfor er der brug for, at Michael Hansen og endnu flere psykisk syge med ham får modet til at tale højt om deres sygdom og til at forklare, hvad den går ud på. Samtidig er der brug for, at vi, der ikke har en psykiatrisk diagnose, har modet til at lytte og forstå. Så tal højt. Det hjælper.

Kerteminde

Naboer i oprør mod solcelleanlæg: 25 familier bliver fattigere for at gøre en rig mand rigere

Annonce