Pipstorn: Solen skinner, og det glimter i Øhavet, da jeg møder arkæolog Anne Garhøj Rosenberg ved parkeringspladsen på toppen af Lucienhøj. Hun har lovet at give mig en rundtur til nogle af de unikke fortidsminder, Pipstorn Skov gemmer på. Men først skal vi lige nyde udsigten.
- Jeg plejer gerne at starte min tur her, hvor man kan se ud over vandet. Nu står vi her i 2020, men 12.000 år før Kristi fødsel var der land over det hele. Det giver et helt andet landskab. Man har kunnet gå rundt til det, der nu er øer. Det var først i år 4000 før Kristi fødsel, at vi fik den kystlinje, vi kender i dag, fortæller hun.
Anne Garhøj Rosenberg er museumsinspektør og arkæolog ved Øhavsmuseet i Faaborg, og hun har blandt andet været med til at udarbejde informationen på de skilte, der fortæller om fortidsminderne i Pipstorn Skov, så hun er den helt rigtige guide at have med.
- Grunden til, at vi har så mange gravhøje her i området er, at de dels ligger i skov og ikke er blevet pløjet op på landbrugsjord, dels at området her gennem flere tidsaldre har været anset som et ”helligt” landskab, siger Anne Garhøj Rosenberg.
Pipstorn Skov
Pipstorn Skov har Fyns tætteste koncentration af fortidsminder.
I dag er Pipstorn en blanding af oldtidskirkegård, skovbrug (ved Holstenshuus Gods, som ejer skoven), rekreativt område og hjemsted for vilde dyr og planter
I Pipstorn skov findes bl.a. bålhytter/madpakkehuse, bord- og bænkesæt, stammer langs stierne til hvile, træning og leg, grejbank og brændeskur, natur-motorik-bane, opdatering og opgradering af skilte og information om fortidsminderne, MTB-spor, O-løbs pæle og meget mere.
Kort og folder over Pipstorn Skov kan findes bl.a. på Faaborg-Midtfyn Kommunes hjemmeside.
Skoven dækker et areal på 495.857 m2.
Langdysse som mødested
Vi bevæger os ad stien ind i skoven og finder vej mod første stop på ruten. Det er en stor langdysse fra bondestenalderen. Store sten markerer kanten rundt, og de tre gravkamre kan ses i midten. Langdyssen stammer fra ca. år 3700 før Kristi fødsel.
- De er selvfølgelig hverken pyramider eller sfinkser, men langdysserne var kæmpestore og imponerende. Vi ved, at der på et tidspunkt blev opført en langdysse om ugen, og det vel at bemærke samtidig med, at der skulle skaffes mad og ”overleves”. Det er lidt sjovt at tænke på, at lignende langdysser blev opført gennem hele Europa ned til Portugal og Spanien. De er nærmest internationale, siger Anne Garhøj Rosenberg og tilføjer, at langdysserne var ”massegrave”.
I hvert fald indeholdt de mere end en afdød.
- Langdysserne har måske også fungeret som et slags mødested og en slags markering af territorier, fortæller hun
- Man har fundet masser af keramik, der var slået itu, rester efter dyr og mennesker, der er blevet ofret ved langdysserne som en del af et religiøst ritual. Den her slags gravhøje skriver sig ind i samme tid som f.eks. Stonehenge i England, forklarer hun.
Så nåede vi bronzealderen
Vi fortsætter ad stien længere ind i skoven, hvor vi passerer både en cyklist og en kondiløber. Vi krydser veteranjernbanen, og da vi når et sving, siger Anne Garhøj Rosenberg pludselig:
- Nå, så nåede vi bronzealderen. Kan du mærke det?
Det havde jeg ikke opdaget, men kort efter ser jeg det. En stor gravhøj ligger på højre side af stien.
- I denne tid brugte man ikke stenbyggede kamre, men man begravede de døde i trækister. I bondestenalderen var det fællesgrave, i bronzealderen begraver man én mand/kvinde per gravhøj. Og man giver den maks. gas med udstyr i graven. Der er meget mere fokus på individet, fortæller Anne Garhøj Rosenberg.
Der er opført virkelig mange gravhøje i bronzealderen – 20.000 kender vi til i Danmark. Mange af dem er gennem tiden blevet plyndret for, hvad der var af værdier.
- De varierer i størrelse, og man kunne jo godt forestille sig, at det har noget med hierarki at gøre. Gravhøjene her ligger alle sammen højt. Det har været diskuteret, om de har fungeret som sømærker. Men der var altså meget skov dengang også, som taler imod den teori, siger hun.
Der findes 25 bronzealdergravhøje i Pipstorn Skov.
På tur med Øhavsmuseet
På Øhavsmuseets hjemmeside, ohavsmuseet.dk, kan man booke sig ind på bla. "bike and wine"-tur, snorkeltur til stenalderen, familie-snorkeltur og ridetur.
Øhavsmuseet står også bag Arresten på Torvet i Faaborg, hvor man kan blive klogere på ret og straf gennem tiden. Museet åbner igen 8. juni.
I sommerferien åbner også Kaleko Mølle og Den Gamle Gaard. I år kan man blandt andet opleve særudstillingen "Magtens Grundstof".
Øhavsmuseet er i fuld gang med at skabe det nye permanente Øhavsmuseum i Frølageret på slagterigrunden i Faaborg.
Allerede denne sommer - mere præcist den 26. juni - åbner et nyt info-sted ved Besøgscenteret i samarbejde med bla. kommunen, Visitfaaborg, Faaborg Havn og Geopark Det Sydfynske Øhav.
Jernaldertuer er svære at se
Tiden er løbet fra os, men vi har trods alt også vandret gennem nogle tusinde år, og vi skynder os tilbage for at finde jernaldergravpladserne.
- Ved overgangen til yngre bronzealder skifter religionen, og fra at hele kroppen bliver bevaret i graven, går man over til at brænde de afdøde. Og så begraver man urnen, fortæller Anne Garhøj Rosenberg.
Jernaldergravstederne i Pipstorn er fra ældre jernalder (år 500 f. kr. - 400 e. kr.).
- I ældre jernalder var det mega dårligt vejr. Klimaet var under forandring, folk flyttede sammen i landsbyer, fortæller Anne Garhøj Rosenberg.
Ved en solgul gyvel drejer vi væk fra stien og ind på en åben plet mellem træerne.
Her skulle efter sigende ligge fire ”tuer”, fire gravpladser, men det er ikke til at sige med sikkerhed, hvor præcis de er.
- De er næsten umulige at se her om sommeren, hvor det hele er groet til. De er ikke mere end 30 centimeter høje, siger hun.
- Jernaldergravpladserne ligner mere det, vi forstår ved gravpladser, hvor der er flere gravsteder samlet. En typisk jernaldergravplads har vel en 20 gravsteder, siger hun.
Vores vandretur gennem fortiden har nået sin slutning, og på vej tilbage mod parkeringspladsen taler vi om, hvad begravelsesritualerne egentlig siger om menneskerne og den tid, de lever i.
- Når vi graver en boplads ud, kan vi få viden om, hvor stort huset var, hvilke skåle de brugte osv. Det er det helt lavpraktiske. Men hvis vi vil tættere på menneskernes tanker, følelser og selvforståelse, er det gravstederne, der er spændende. Og det er det, der, hvis du spørger mig, gør arkæologi sjovt, siger Anne Garhøj Rosenberg.
Og tænk, så fik vi en bid af 3500 års kulturhistorie på en god times gåtur gennem Pipstorn en onsdag eftermiddag.
