Annonce
Danmark

Fundings analyse: Tre centrale spørgsmål til at forstå balladen om udligningssystemet

Thomas Funding, politisk redaktør. Foto: Michael Nørgaard

.

Annonce

1. Hvorfor gik det galt sidst?

Timing er alt i politik, det lærte den tidligere regering på den hårde måde. Oprindeligt havde Løkke-regeringen en ambition om at få lavet en ny udligningsordning i første halvdel af sidste valgperiode, men af forskellige årsager blev opgaven skubbet.

Da man endelig tog hul på forhandlingerne, var der kun omkring et år til folketingsvalget, og det gjorde alting mere bøvlet. Både Venstre og Socialdemokratiet var meget opmærksomme på ikke at lave en aftale, hvor de fik deres borgmestre på nakken. Hverken Løkke eller Frederiksen havde lyst til at stå i valgkampen og blive beskyldt for at være skyld i nedskæringer i kommunerne.

Læg dertil at den daværende VLAK-regering havde meget forskellige interesser, når det kom til udligning. Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti har kerneland i de rigeste kommuner omkring hovedstaden, der stod til at skulle af med penge. Venstre står modsat stærkt i provinsen, hvor mange borgmestre forventede, at der var en check på vej til dem.

Onde tunger på Christiansborg vil mene, at det var det, der i sidste ende fik daværende indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille til at køre forhandlingerne i grøften. Simpelthen fordi han var bange for, at V og S skulle finde sammen om en aftale, der pelsede Liberal Alliances vælgere. Faktum er i hvert fald, at forhandlingerne i april 2018 brød sammen og blev udsat.

2. Hvorfor er politikerne så bange for at røre udligningen?

Udligningsordningen. Et ord, der kan få det fysiske ubehag frem hos de fleste politikere - og det særligt socialdemokrater og venstrefolk.

Det er en skal-opgave at få saneret ordningen, men for landets to største partier er det nærmest per definition en tabersag. Socialdemokratiet er repræsenteret i samtlige 98 kommuners byråd og kommunalbestyrelser, og for Venstres vedkommende er tallet 96. De to partier kan derfor ikke tage penge fra nogen, uden at de lægger sig ud med dele af deres egne baglande.

Anderledes forholder det sig for partier som Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. De to første har primært deres vælgerbaser i de rigeste kommuner - ofte bykommuner - og DF står klart stærkest i landkommunerne, der ofte også er de relativt fattigste. Disse partier kan derfor tåle at have en klarere kant i debatten.

Politikerne i S og V plejer at sige, at man har ramt den rigtige balance i udligningsordningen, når landets borgmestre er lige sure på en. Typisk vil de, der får penge, således mene, at de ikke har fået nok, og de, der skal betale, vil mene, at de betaler alt for meget.

3. Lykkes det denne gang?

Man plejer at sige, at tredje gang er lykkens gang, og det gamle ordsprog ser ud til at holde. Den tidligere regering gjorde således to mislykkede forsøg, men nu lader det til, at det lykkes.

Både Socialdemokratiet og Venstre er under massivt pres fra deres respektive kommunale baglande for at få lavet en aftale, og derudover er der i begge partier en reel erkendelse af, at man ikke kan fortsætte med det fejlbehæftede udligningssystem.

Timingen denne gang er desuden bedre end i sidste valgperiode. Der er - formodentlig - lang tid til det kommende folketingsvalg, og selv om kommunalvalget kun er godt halvandet år ude i fremtiden, er det stadig på fornuftig afstand.

Det mest sandsynlige scenarie virker til at være, at S og V bliver enige om det meste, og så får nogle af de mindre partier mulighed for at få småændringer igennem. Dog er det tvivlsomt, at DF, LA og Konservative går med. Dertil har de for store interesser i at stå udenfor.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Emil fortæller om indsekter på Kulturøen

Leder For abonnenter

Trods corona tæt på danskerne: Der er ingen grund til at gå i panik

Endnu er ingen danskere diagnosticeret med coronavirus, men lægernes vurdering er, at det kun er et spørgsmål om tid. Det er derfor sandsynligt, at OUH som et af de seks danske modtagehospitaler snart tager imod en eller flere patienter, der er smittet med coronavirus. Det vil være en nyhed, som både fynske og landsdækkende medier vil bringe, og nyheden vil uden tvivl øge nervøsiteten og bekymringen hos mange danskere. Men er der reel grund til at være bekymret, hvis forudsigelserne om smittede danskere holder stik? Ikke ifølge læger med speciale i infektionssydomme - hvis man vel at mærke følger lægernes råd om hygiejne og omgang med andre mennesker. Og disse lægelige anvisninger kan man finde snart sagt alle steder, både på nettet og i de trykte medier. Et ekstra middel til at dæmpe nervøsiteten kan være at få nogle proportioner om sygdommen på plads. Fra Hubei-provinsen i Kina har coronavirus bredt sig til Iran og en række europæiske lande. Værst ramt i Europa er det nordlige Italien med over 300 smittede og 11 dødsfald. Det er slemt og trist, og sundhedsmyndighederne skal ønskes held og lykke med at inddæmme sygdommen. Men over for det og overført til hjemlige forhold står imidlertid, at der i vinteren 2017-2018 døde 1644 danskere af influenza. Med andre ord har især ældre, svækkede mennesker mangefold større grund til at frygte en vinterinfluenza end coronaen. De kinesiske tal for smittede og døde af sygdommen kan forekomme voldsomme, men dels er Kina som bekendt et stort land med et enormt indbyggertal, dels er det et faktum, at den generelle hygiejne i Kina ikke er på europæisk niveau. Desuden kan man have tillid til, at det danske sundhedsvæsen er gearet til at håndtere situationen, ligesom man kan stole på informationerne. Coronavirus skal bekæmpes på tværs af landegrænser, og de begrænsninger, som er en del af bekæmpelsen, må folk tage i stiv arm. Der er grund til fornuftig adfærd efter fagkundskabens vejledninger. Men der er ingen grund til panik.

Fyn

Trods corona: 650 efterskoleelever fra Oure på vej ud i verden

Annonce