Annonce
Danmark

Funding: Tre ting du skal vide om de seneste to dage i politik

Thomas Funding, politisk redaktør
Valgkampen kom for alvor op i gear søndag og mandag, da den ene nyhed efter den anden blev sprøjtet ud af de omtalehungrende partier. Avisen Danmarks Thomas Funding har pillet de tre vigtigste ud.

1 Venstre genopliver Fogh

Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at Lars Løkke Rasmussen havde været i arkivet i Venstres partikontor i Søllerød og fundet Anders Fogh Rasmussens gamle strategiplaner fra 2001 og 2005 frem.

Onsdag i sidste uge meldte Løkke ud, at han er klar til at tømme statskassen og bruge stort set samtlige frie midler frem mod 2025 på den offentlige sektor. Klassisk Fogh-politik.

I 00’erne blev det omtalt som Hjort-doktrinen efter daværende chefstrateg Claus Hjort Frederiksen. Hans grundtanke var, at Venstres chance for at komme i nærheden af tatsministeriet bestod i, at partiet kurtiserede midtervælgerne. Derfor blev der skruet ned for liberalismen og op for det offentlige forbrug under Fogh.

Og søndag startede Lars Løkke Rasmussen så kopimaskinen op igen, da han relancerede skattestoppet. Det var netop skattestoppet, der udgjorde hjørnestenen i Foghs kontraktpolitik, og det var utvivlsomt en af årsagerne til, at han var i stand til at vinde tre valg i træk.

Venstre præsenterede sit nye løfte om skattestop med en byge af beskyldninger mod Socialdemokratiet, som man måtte forstå vil brandbeskatte danskerne. Socialdemokratiets modsvar var at anklage Venstre for løgn og manipulation.

Men selv om kampagnen fra Venstre var til den frække side, er det et faktum, at Socialdemokratiet går til valg på at hæve nogle få udvalgte skatter. For eksempel vil partiet hæve arveafgiften på overdragelse af familievirksomheder og annullere den planlagte fjernelse af skat på arbejdsgiverbetalt mobiltelefon.

Venstre sætter på denne måde sin finger på en ret interessant forskel i dansk politik lige nu. Medmindre man har tilhørt den yderste venstrefløj, har det siden introduktionen af Foghs skattestop i 2001 været fy skamme at sige, at man vil hæve skatten. Men det tør Socialdemokratiet altså godt ved dette valg.

Det bliver spændende at se, hvad vælgerne siger til det efter to årtier, hvor de er blevet opdraget til at elske skattestoppet.

Annonce

Rækken af partiledere og borgmestre, der i en valgkamp har lovet at flytte penge fra kolde til varme hænder, er lang, og den står Mette Frederiksen altså også i nu.

2 Velfærdslov fra S

Det er ikke kun Venstre, der satser på at køre valget ind med velfærd. Også Socialdemokratiet giver den fuld skrue.

Mandag spillede partiet således ud med et forslag om at indføre en velfærdslov, hvor man forpligter Folketinget på hvert år at afsætte penge nok til, at den offentlige sektor skal have penge nok til at kunne følge med de stigende udgifter til de mange flere børn og ældre, der kommer de kommende år.

Mette Frederiksen hev desuden en gammel politisk traver af stalden og lovede, at Socialdemokratiet vil spare tre milliarder kroner på konsulentydelser i den offentlige sektor. Rækken af partiledere og borgmestre, der i en valgkamp har lovet at flytte penge fra kolde til varme hænder, er lang, og den står Mette Frederiksen altså også i nu.

Socialdemokraternes politiske profil giver partiet en indbygget fordel, når det kommer til velfærd. Deres troværdighed er som udgangspunkt bare højere end Venstres. Det viser alle meningsmålinger.

Anders Fogh Rasmussen fik gennem en årelang indsats udlignet den forskel, men Lars Løkke Rasmussen rykkede partiet mod højre, da han blev formand. Ved sidste valg ville Venstre således både have nulvækst i den offentlige sektor og sænke skatterne.

Og deri består Løkkes problem. Mette Frederiksen har over de sidste fire år bygget op til dette valg. Hun har stort set ikke talt om andet end velfærd i en forhåbning om, at det ville blive et bærende tema.

Lars Løkke Rasmussens forsøger at bygge sin fortælling op på bare fire uger. Det er meget kort aftræk til at trænge igennem til vælgerne, der i en valgkamp er væsentligt mere resistente over for politikerne, og selv velmente politiske udspil bliver af mange opfattet som valgflæsk.

3 Vikaren fra himlen

En anden, der har travlt, er Isabella Arendt. Hun blev mandag konstitueret formand for Kristendemokraterne, da Stig Grenov sygemeldte sig med stress. Den 26-årige politiker skal på kun tre uger forsøge at gøre det, som ikke er lykkes for partiet siden 2001. Nemlig at blive valgt til Folketinget.

Skal man dømme efter Isabella Arendts første store tv-optræden, har hun bedre forudsætninger for succes end sin forgænger. Hun vikarierede således også for Stig Grenov i TV2’s første partilederdebat for en uge siden, da han fik et ildebefindende kort før udsendelsen.

Isabella Arendt gjorde det godt i debatten og blev efterfølgende døbt "vikaren fra himlen". Men man skal passe på med at konkludere, at Kristendemokraterne er på vej i Folketinget på baggrund af tre-fire minutters taletid på tv.

Partiets udfordringer med at opnå valg kan ikke reduceres til Stig Grenov. Kristendemokraternes politiske berettigelse har længe været udfordret.

En af partiets store mærkesager er en mere medmenneskelig flygtningepolitik. Den linje er de kristelige ikke ligefrem alene om. Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet forsøger også at markere sig her.

Men måske kan Kristendemokraterne tiltrække borgerlige vælgere, der har fået nok af Dansk Folkeparti og som frygter konsekvensen af Stram Kurs og Nye Borgerliges indtog i dansk politik, men som ikke er klar til at stemme på et parti, der potentielt kan føre Mette Frederiksen til magten.

Det hele risikerer dog at blive ødelagt af det, der så mange gange før har ødelagt det for Kristendemokraterne: Deres holdninger til abort og homoseksuelle.

Det kan således godt være, at nogle borgerlige vælgere er tiltrukket af Kristendemokraternes flygtninge- og familiepolitik, men mange af disse mener givetvis også, at fri abort er en god ting, og at homoseksuelle både skal have lov til at gifte sig i kirken og adoptere børn.

Kristendemokraterne har længe forsøgt at komme uden om at tale om disse emner, og man fornemmer klart, at partiet også selv vurderer, at det er en show-stopper.

Men man bestemmer ikke altid selv, hvad man vil tale om som politiker, og Isabella Arendt havde ikke været konstitueret formand for Kristendemokraterne i mange minutter, før den første journalist, havde spurgt hende om, hvad hun mener om fri abort.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen ankommer her med sikkerhedshjelm til vælgermøde i kantinen på Karstensens Skibsværft i Skagen, mandag 13. maj. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lynfrosten giver nye muligheder

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce